Her er 'Serial's arvtager ... og 6 andre podcasts du bør fodre dine ører med

Glem løbebåndet, busturen og opvasken med god lyd. P1's podcastekspert Susanna Sommer anbefaler det bedste til ørerne.

300 kvinder, mænd og børn forsvandt fra en by i Tennessee for ti år siden. Det er der kommet et medrivende - og fiktivt - audiodrama ud af (Foto: Limetown)

Podcastuniverset i Danmark og udland vrimler med interessante, sjove og underholdende historier om kunst, musik, litteratur og film. Men hvor skal man starte?

Her er syv bud på gode oplevelser til ørerne. Og du behøver hverken bestille billetter eller stå i kø – det hele er lige til at downloade og lytte i sofaen, på cyklen, i toget, eller mens du slaver på løbebåndet.

På eventyr i lydkunsten

Få spidset ørerne med podcasten 'Lydkunst', som går på opdagelse i båndsalat, lyden af indlandsisen, robotstemmer, radioarkiver og paralleluniverser. Du får lydkunstens historie, fine kunstnerportrætter af bla. Jacob Kirkegaard og Goodiepal og forklaringen på, hvorfor så mange kunstnere i øjeblikket arbejder med lyd som kunstnerisk materiale.

'Lydkunst' er tilgængelig her

Stærke sprog-cocktails

I engelske 'The Allusionist' krammer og kilder Helen Zaltzman sproget, så der kommer fantastiske menneske- og kulturhistorier ud af det.

Zaltzmans greb om ordene og deres betydning er udvidende, interessant og stærkt underholdende, fordi hun mikser en overraskende cocktail af historiske sammenhænge, eksempler fra popkultur, videnskab og litteratur og så det hverdagssprog, vi alle har i munden.

'The Allusionist' er tilgængelig her

(© (c) Getty images)

Film og serier uden snobberi

Det hvirvler med nørdede referencer, hårdhændede anmeldelser, uforbeholdne kærlighedserklæringer og passionerede grin, når Elias Eliot og Jacob Ege Hinchely laver podcasten 'Han Duo', som fortæller om genrefilm, spil og tv-serier.

'Han Duo' formidler alt det, parnasset rynker på næsen af, og gør det med både alvor, indsigt og stor begejstring.

'Han Duo' er tilgængelig her

Til dig der savner mysterier (og 'Serial')

For 10 år siden forsvandt 300 mennesker fra den lille by Limetown i Tennesse, og nu forsøger radiojournalisten Lia Haddock at finde overlevende og forklaringen på, hvad der skete.

Sådan lyder handlingen til det moderne audiodrama, 'Limetown'. Lytteren får en dragende historie fuld af hemmelige kilder, amokløbet forskning, cliffhangers, 911-opkald, nyhedsklip og lyd, der sætter den indre billedskærm i gang. Fiktiv historie, men serveret i samme fængende stil som true crime-successen 'Serial'.

'Limetown' er tilgængelig her

(© Google)

Forelsket i (den gode) historie

I podcasten 'Kongerækken' har de to begejstrede fortællere, Hans Erik Havsteen og Anders Olling, tørret spindelvævet af regenterne. De dykker i hver episode ned i et kongeliv og bruger det som udgangspunkt til at fortælle hele danmarkshistorien bid for bid og konge for konge.

Det er vidende og underholdende historie i en dynamisk samtale fyldt med både perspektiv, røde tråde, anekdotiske vildveje og overraskende detaljer.

'Kongerækken' er tilgængelig her

(© (c) Getty images)

Musik med musikerne

Tone for tone og ord for ord dekonstruerer podcasten 'Song Exploder' et enkelt musiknummer sammen med skaberen.

Det lyder måske både nørdet og kedeligt, men det er en fantastisk oplevelse at komme med ind i skabelsesprocessen og helt ned i de enkelte sekvenser, melodistumper, akkorder, riffs eller tekstbidder og alle de overvejelser, associationer og inspirationer, musikeren har haft. Og bagefter hører man musikken med helt nye ører.

(© (c) Getty images)

Få vækket læselysten

'Bibcast' ser på verden gennem litteraturen og øser rundhåndet ud af bogglæden med nye episoder hver måned.

Udsendelserne tager dig f.eks. med på en kalejdoskopisk tur gennem Chelsea Hotel i New York med fokus på forfatterne, musikerne og bohemerne, der drak, junkede, horede og skrev sig gennem lobbyen.

Det er Københavns Biblioteker Lyds podcast, der står bag de medrivende produktioner.

'Bibcast' er tilgængelig her

Susanna Sommer

  • er uddannet journalist. Modtog i 2007 den prestigefyldte Krygerpris.
  • elsker lyden af den kakofoniske rummel, når en bølge trækker sig tilbage og stenene ruller en omgang.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve