Kirsten Birgits største fan: 5 gyldne øjeblikke fra den ukronede radiodronning

'Den Korte Radioavis' har med sin blanding af sjov og substans gjort en banebrydende forskel for radiosatire, mener tilhænger af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er en meget populær dame. (Foto: Linda Kastrup © Linda Kastrup)

Hun er berømt og berygtet, den egocentriske radiovært Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der aldrig kunne drømme om at lægge fingre imellem.

Vi kender "Kisser" fra Radio24syv-programmet 'Den Korte Radioavis', der består af den dynamiske duo Frederik Cilius som Kirsten Birgit og Rasmus Bruun som den langt mindre højtråbende karakter, Rasmus.

I aften har fans mulighed for at opleve Kirsten Birgit live på Bremen i København i det første af forårets tre direkte 'Kulturpassiarer' - et talkshow, der lover gode historier fra de varme lande og samtaler med eksotiske gæster fra den danske kulturscene.

En af dem, der drager mod Bremen i aften er Christian Jahnsen, grundlægger af fangruppen 'Den Korte Radioavis' på Facebook, der i dag har 3.980 medlemmer.

Selv har Jahnsen lyttet til alle afsnittene mindst tre gange.

Han deler her sine 5 yndlingsøjeblikke fra den populære radioavis.

Kendte på slap line

- Jeg elsker Rasmus og Frederiks evne til at kunne få kendte personligheder med på spøgen. Dette er uforligneligt, og jeg tror alle fans af programmet er enige i, at det er en af deres helt store forcer.

- Sofie Gråbøl var sågar med i en hel føljeton, og lur mig om hun ikke dukker op igen på et eller andet tidspunkt, hvis hun altså tør efter Kisser lavede en bule i hendes bil og ikke ville indrømme det.

- Min egen favorit er helt klart, da Kisser og Malene Schwartz kommer op at skændes over computerspillet 'Fallout 4' og kaster om sig med nørd-udtryk!

- De her mennesker bliver sat i situationer, vi normalt aldrig oplever dem i, og Kissers grove behandling af dem er så uset, at det bliver hylende morsomt.

Et marsvin i studiet

- Mit favoritafsnit var, da Rasmus havde et marsvin med i studiet. Det irriterede Kirsten Birgit mere og mere, og hun ender med at skrige, at det skal holde sin kæft, mens Rasmus bare synes, det er sødt.

- Afsnittet siger meget om relationen mellem de to. De optræder som en sort klovn og en hvid klovn – de er afhængige af hinanden og deres modsætninger forstærker dem begge. Rasmus er en ligeså vigtig figur som Kirsten Birgit.

- Scenen med marsvinet er også et godt eksempel på, at de har ramt et heldigt format, hvor der dels er plads til nyhedsudsendelser med tungere substans, men også afslappede improviserede øjeblikke.

Kulturkanylen

- 'Kulturkanylen' er Kirsten Birgits kulturelle anmeldelser. Min yndlings er den med popsangeren Topgunns tv-serie 'Fucking Fornuftig'. I den praler han med, at han mener, al tv er noget lort. Så skal du se Kisser gå til angreb og rakke hans show ligeså meget ned.

- Det fede er, at hendes anmelderrolle ikke bare er tom og dum satire. Kirsten Birgit er ekstrem intelligent. Hun er knivskarp, fordi Frederik er det. Hvis hun ikke kan bunde, finder hun en måde at feje emnet af bordet, så hun aldrig taber ansigt.

- Det tror jeg også, er charmen ved programmet. Kirsten Birgit er en vanvittig kompliceret karakter. Og så er hun blevet mere og mere sofistikeret og egocentreret med tiden.

Kirsten Birgit på piggen

- ’Kirsten Birgit på piggen’ er Kissers radio-kronikker, hvor hun tager fat på ting, der rører hende i en monologform.

- Min yndlings er den, der handler om det danske serviceniveau. Her rammer hun en af mine kæpheste. Det fede ved Kissers monologer er, at de er fuldstændig ryddet for politisk korrekthed, jeg normalt mener dræber den politiske debat. Det gør det til en fornøjelse at høre på.

- Samtidig er f0rmatet et godt eksempel på den fuldstændig utrolige evne til at improvisere, som Frederik Cilius besidder, der gang på gang løfter programmet til nye højder.

Foto: Klaus Ved­felt

En spurv på senderen

- Jeg sidder og skriger af grin, når Kisser ikke kan holde masken under nyhedsoplæsningen. Kirsten Birgit kalder det konsekvent en 'spurv på senderen'.

- Det er ligesom, når man ser ekstramateriale på film. Når Frederik og Rasmus taber masken, føler man, at man kommer tættere på personerne bag og bliver inviteret tættere ind i samtalen.

  • Radio 24syv er en samtaleradio oprettet i 2010, også kendt for kulturprogrammerne AK24syv og Pharaos Cigarer.
  • Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm kan høres alle hverdage kl. 12:05-13:00. Hent programmet som podcast her.
  • Den Korte Radioavis kulturpassiar gentages den 19. april og 10. maj i år.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve