Livsstilsekspert: Her er 7 ting der gør det ok at have et 'Ikea-hjem'

Ikea bliver ofte ikke set som god smag. I dag fylder grundlæggeren 90 - så vi har fået Mads Arlien-Søborg til at finde flot design i møbelgigantens katalog.

Ikea er kendt over hele verden for billige møbler, kødboller og termen 'Ikea-hjem'. I dag fylder grundlæggeren 90 år (øverst th). Vi har fået Livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg til at udpege 7 varer fra møbelgiganten, der kan være del af et stilbevidst hjem.

Det er nok de færreste danskere, der ikke har et eller andet fra møbelgiganten Ikea stående derhjemme. Alligevel - eller måske netop derfor - har "et Ikea-hjem" fået en lidt negativ klang. Som et hjem uden særlig meget særpræg og personlig finesse.

I dag fylder Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, 90 år, og kan se sit livsværk stå mere solidt end selv et Mammut-børnebord: 384 butikker i 48 lande består Ikea af i skrivende stund. Sidste år havde de danske butikker besøg af 10,8 millioner mennesker (og solgte 10 millioner kødboller), så om man vil det eller ej, har den svenske møbelgigant sat sit præg på danske hjem.

For at markere den runde dag har vi spurgt livsstilsekspert og DR K-vært Mads Arlien-Søborg, om der da ikke er nogen møbler fra Ikea, der passer godt ind i et designbevidst hjem. Smag og behag er (heldigvis) forskellig - men her er Mads' syv bud på Ikea-genstande, der hæver sig fra at være et budgetvenligt kompromis til et designmæssige pletskud:

Sinnerlig Sofa

- Ikea har været dygtige til at lave samarbejder med etablerede designere - både kendte og mindre kendte. Disse mindre kollektioner tilfører som regel noget anderledes og unikt til deres eksisterende kollektion.

Ilse Crawfords bidrag til Ikea består af en række lækre designprodukter med et bæredygtigt perspektiv. Personligt er jeg vild med sofaen.

Aina gardiner

- Ikea har altid været fremme i skoene - også når det drejer sig om tekstiler. Jeg er specielt vild med disse hørgardiner - netop fordi de er i hør.

Tillfälle lænestol

- Der er konstant nye spændende varer i Ikea En af de nye produkter som netop er kommet i handlen er denne super seje lænestol i bøg og hør. Et nostalgisk mix af en klassisk jagtstol og butterfly stol.

Holmsel stol

- Ude/inde smelter sammen i moderne boliger - derfor er det fedt at have nogle møbler, der både fungerer inde såvel som ude. Holmsel-stolen er et godt bud på et møbel, der placerer sig i denne trend - og så minder den om de klassiske bambusstole fra 1970’erne.

Ingefära potter

- Jeg elsker terrakotta og et sted som Ikea kan man finde det til en god pris. De kan bruges både inde og ude og fås i mange størrelser, så man kan bruge dem til palmer og kaktusser.

Areca palme

- Ikea er faktist overraskende gode til blomster og grønt. Palmen er totalt fremme i indretningen i disse år.

Agam børnestol

- Hvis man ikke vil betale en mindre formue for en designerbørnestol, er denne højstol super sej. Den har en meget nordisk udtryk, som har gjort den populær hos børnefamilier.

Mads Arlien Søborg

  • er livsstilsekspert og del af konsulentfirmaet We Made It.
  • har været vært på DR K-programmerne 'De Vilde huse' og 'Vilde hoteller'.

I dag fylder Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, 90 år.Vi har fået livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg til at udpege 7 varer, der kan være del af et stilbevidst hjem.

Opslået af DR Nyheder på 30. marts 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve