Lytterne har talt: Her er Rihannas 10 bedste hits

Der er plads til både paraplyer og diamanter på listen over popstjernens største hits. P7 MIX' Mathias Buch kommenterer her på lytternes top 10.

Rihanna har produceret en lang stribe his de senere år - og i går fastslog P7 Mix' lyttere, hvilke 10 du bare skal kende. Her er verdensstjernen til 2015 iHeartRadio Music Awards i marts 2015. (Foto: Kevin Mazur © 2015 Kevin Mazur)

For kort tid siden udgav Rihanna sit nye album Anti – så selvfølgelig var den flabede popdronning fra Barbados omdrejningspunktet i de syv timers P7 MIX Maraton i går, søndag.

Finalen var en top 10 med alle lytternes Rihanna-favoritter. Hvis du er fan, taler sangene måske for sig selv - men her er min guide til P7 MIX-lytternes favoritter med Rihanna, der jo i øvrigt lægger vejen forbi Danmark på sin verdensturne til juli og til Smukfest i august.

10. Disturbia

Rihanna - Disturbia

En af de sange der indvarsler, at Rihannas lyd også kan have en mørkere og mere elektronisk side, fint understreget af den tilhørende video.

’Disturbia’ er fra ’Good Girl Gone Bad Reloaded’ (2008) og skrevet af blandt andre Rihannas daværende kæreste, Chris Brown. Kender man lidt til hans udgivelser, kan man sagtens høre ham synge den.

9. Take Care

Drake - Take Care ft. Rihanna

Det lykkedes godt første gang med ‘What’s My Name?’, så det lå i kortene, at Rihanna og den canadiske rapper Drake skulle lave mere sammen.

Opskriften er her caribiske olietønder på en minimalistisk produktion og historien om et forlist parforhold, på videoens billedside selvfølgelig holdt i grå-blå toner for at understrege den melankolske tone.

’Take Care’ er bygget over Jamie XX’ remix af Gil Scott-Herons ‘I’ll Take Care Of You’. Originalen er mindst lige så god.

8. Take A Bow

Rihanna - Take A Bow

En af Rihannas mest kendte ‘tag-dit-tøj-og-skrid’-sange, forklædt som, piano-smurt r’n’b –ballade. ”And the award for the best lie goes to you / for making me believe that you could be faithful to me” ... siger vist det hele.

Bag sangen gemmer sig i øvrigt to væsentlige brikker i RIhannas succes: den norske producer-duo Stargate. De har været med til at give Rihanna en universel lyd, der fungerer fra Rio til Ribe.

7. Bitch Better Have My Money

Rihanna - Bitch Better Have My Money (Explicit)

Det,mange troede var førstesinglen fra det nye længe ventede ottende album, viste sig at være en mellemregning.

På Bitch Better Have My Money er hit-skabelonen pakket langt væk til fordel for endnu en afstikker i Rihannas karriere. Ledsaget af et sløvt hip hop beat gør hun det klart, hvem der bestemmer – og at hun er villig til at gå langt for at få sin vilje.

Den tilhørende video er en mere end syv minutter lang voldsudgydelse, hvor danske Mads Mikkelsen undervejs også får Rihannas brutale kærlighed at føle. Tip: Skal ikke ses i nærheden af arbejdskolleger eller børn.

6. Diamonds

Rihanna - Diamonds

Den her kommer vi også til at høre om tyve år! ’Diamonds’ er en af flere sange, som kollegaen Sia har skrevet med Rihanna for øje, men indtil videre den eneste RiRi har indsunget. Som førstesingle fra Rihannas forrige album ’Unapologetic’ er ’Diamonds’ også en markering af, at Rihanna gerne vil tages seriøst som sangerinde og ikke kun som festens omdrejningspunkt.

Hvis du har et ledigt øjeblik, hvor tempoet skal løftes en anelse, så tjek eventuel Gregor Saltos downtempo remix.

5. Only Girl (In The World)

Rihanna - Only Girl (In The World)

Det er her, i 2010, Rihanna begynder at være mere end “bare” en popstjerne. Hendes image fylder mere og mere, og hendes status som stil-ikon rykker for alvor på sig.

I videoen til ’Only Girl (In The World)’ møder knaldende rødt hår et mini-skørt, street møder diva – her har vi en kvinde, der gør lige, hvad der passer hende.

Musikalsk har vi igen StarGate som bagmænd, og de ved godt, hvordan man skal sætte et eurodance-hit sammen.

4. Stay

Rihanna - Stay ft. Mikky Ekko

I P7 MIX Maraton-udsendelsen fik vi virkelig mange henvendelser på den her. For nogle et efterårskole-hit, for andre den sang der var på anlægget, da der blev friet. En tredje fik fornyet energi fra hospitalssengen af ’Stay’.

Jo, popmusik er også store følelser, og selvom duetten med Mikky Ekko ikke umiddelbart er en af Rihannas bedste sange, har den alligevel så velbalanceret en sentimentalitet, at den går rent ind. Det er en voksen sang, til alle aldre.

3. We Found Love

Rihanna - We Found Love ft. Calvin Harris

En af de bedste sælgende singler. Nogensinde. Rihannas kommercielt set største hit til dato viser endnu engang, hvor ubesværet hendes stemme passer ind i de fleste genrer. Denne gang en heftig skovlfuld EDM, der kalder på et ’hænderne i vejret’-øjeblik.

Dele af videoen er optaget på en mark i Nordirland, hvor Rihanna og filmcrewet undervejs blev smidt væk af ejeren. Han ville ikke have, at Rihanna havde SÅ lidt tøj på – på hans mark!

2. Man Down

Rihanna - Man Down

Et kæmpe nik til Rihannas caribiske baggrund og en musikalsk hilsen til Bob Marleys ’I Shot The Sheriff’. Sangen blev aldrig noget kæmpehit, men har status af fan-klassiker, og har man først fået ’rum bum bum bum’-linien på hjernen, er den svært at slippe med igen.

’Man Down’ er blandt andre skrevet af sangerinden Shontelle, der ligesom Rihanna kommer fra Barbados. Der var hun i øvrigt også Rihannas øverstbefalende, da de to som helt unge var en del af et militært træningsprogram.

1. Umbrella

Rihanna - Umbrella (Orange Version) ft. JAY-Z

”Ella – ella – ella”. Sangen der definerer Rihannas karriere i en sådan grad, at man kan tale om et før og efter.

Sangskriverne bag ville egentlig helst have givet ’Umbrella’ til Britney Spears, der på det tidspunkt – i modsætning til Rihanna – var en rigtig superstjerne, men hendes folk takkede nej, og så havnede hittet hos Rihanna.

Det var i øvrigt først, da sangen var færdigindspillet, at pladeselskabschef og rapper Jay-Z – uden Rihanna vidste det - tilføjede sin geni-streg af en introduktion: ”Little Miss Sunshine, Rihanna where you at?”.

Mathias Buch Jensen

  • Er 38 år og radiovært på P7 MIX
  • Vært på P7 MIX Maraton og interviewprogrammet ’P7 MIX Møder’
  • Med stor kærlighed til musik i alle afskygninger, pop i særdeleshed.

#P7MIXMaraton om Rihanna er i mål. Tusind tak til alle der lyttede med og til alle der delte Rihanna-anekdoter med os....

Opslået af P7 MIX - DR på 7. februar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve