Nu kommer vinteren ... og 6 andre essentielle krydser til serie-kalenderen

Der vanker narkohedonisme, episk tronekamp og dåselatter med 90'ersmag blandt streaming-sæsonens højvandsmærker, spår serieekspert

Alle disse væsner vil underholde dig i foråret (Foto: GoT / Full House / Vinyl)

Hvis de næste tv-seriemåneder skal forklares som en vejrprognose, kan du trygt forberede dig på caribisk strandvej.

Tv-serieekspert Tobias Bukkehave tager temperaturen på, hvad der vanker hos streamingtjenesterne, og han er glad.

Vi kommer vidt omkring i temperaturer, lige fra Westeros, der står på tærsklen til tusindårsvinter i 'Game of Thrones' til 70'ernes ophedede hedonisme i Scorseses rockfantasi 'Vinyl'. Forbered dig på masser af underholdende virkelighedsflugt, som en kedelig vejrudsigt i disse måneder kun kan skubbe en i armene på.

1. Bittersød komik

Selvom første sæson af brødreparret Mark og Jay Duplass var lidt tung i starten, var seriens første sæson helt klart seværdig. Fra midten og frem mod slutningen kom der virkelig kog i de dramaturgiske gryder, og hvis man er til bittersød og begavet mumblecore-komik med stærke og skæve karakterer, er der klart noget at se frem til.

'Togetherness’ sæson 2 har premiere på HBO Nordic d. 21. februar.

Togetherness Season 2: Tease (HBO)

2. Pigerne er tilbage

Multitalentet Lena Dunham skrev sig som blot 26-årig ind i tv-historien med storby-komedieserien ’Girls’. Dunham både skriver og instruerer de fleste afsnit i serien, og hun spiller såmænd også selv hovedrollen.

Serien følger Hannah og hendes veninder og skildrer deres forsøg på at blive voksne i en moderne og turbulent verden, hvor både kærlighed, arbejdsliv og venskaber jongleres med blandet held. ’Girls’ er en kløgtig og vedkommende coming of age-perle.

'Girls, sæson 5 har premiere på HBO Nordic d. 22. februar.

Girls Season 5: Trailer (HBO)

3. Jagger og Scorseses rock'n roll-opus

Martin Scorseses stort anlagte tv-serie om 70'ernes musik-miljø i New York har premiere i denne uge, og flere anmeldere peger på, at serien lykkedes på formidabel vis med indfange stemningen i miljøet og musikken. ’Vinyl’ har selveste Mick Jagger i rollen som producer, og på skuespillerlisten findes også et dansk islæt i kraft af Birgitte Hjort Sørensen i rollen som Andy Warhols muse, Ingrid.

'Vinyl' er tilgængelig på HBO Nordic nu.

Vinyl: Trailer #2 (HBO)

4. Blind super-vovehals

Netflix leverede sidste år hele 12 originale tv-serier, og i år fordobler de deres produktion. Der er altså nok at vælge mellem hos streaming-giganten. En af dem der ventes spændt på lige nu er fortsættelsen på Drew Goddards fortolkning af Marvels legendariske tegneserie om ’Daredevil’.

Charlie Cox er god i rollen som den blinde superhelt, men seriens stærkeste kort hidtil har været Vincent D’Onofrio som ærkeskurken Kingpin. Er du til hårdpumpet action, nuancerede figurer og en gennemført æstetik, så se med på Netflix fra 21. April.

'Daredevil', sæson 2 har premiere på Netflix d. 21. april.

Marvel's Daredevil - Season 2 | Official Trailer - Part 1 [HD] | Netflix

5. Westeros'k kvalitet uden lige

HBOs hit-serie om magtspillet på sagnkontinentet Westeros har for længste etableret sig som tidens største og mest populære tv-serie. Seriens er vidunderligt kompleks, enormt nervepirrende, og så har den en tårnhøj produktionsværdi.

’Game of Thrones’ er baseret på George R.R. Martins bogserie ’A Song of Ice and Fire’, og med sin sjette sæson overhaler serien endelig bøgerne. Derfor er den kommende sæson på mange måder den mest interessante hidtil. Følg med på HBO-Nordic fra 24. April.

'Game of Thrones' sæson 6 har premiere på HBO Nordic d. 24. april.

Game of Thrones Season 6: Hall of Faces Tease (HBO)

6. Varulve, vampyrer og hekse i London

John Logans horror-serie handler om en gruppe ekstraordinære personer, som kæmper mod mørke kræfter i en eventyrlig og stærkt æstetiseret udgave af London i slutningen af 1800-tallet. Her findes varulve, vampyrer, hekse og andre monstre, så der er nok at se til for vore antihelte. Første sæson var god, men anden sæson var med sit fokus på den vidunderligt snørklede Vanessa Ives (Eva Green) endnu bedre. Lad os håbe, at sæson tre holder kadencen.

'Penny Dreadful', sæson 3 har premiere på HBO Nordic fra maj.

Penny Dreadful Season 3 | Sneak Peek | SHOWTIME Series

7. Familie-sitcom'ens Rolls Royce

Alle kender det; man ligger planløs på sofaen og æder b-serier med dåselatter fra fortiden, mens man venter på, at verden finder på noget. En sådan serie kunne sagtens være den ikoniske ’Full House’, der havde sit run fra slutfirserne til midt halvfemserne og er syndikeret til det meste af verden.

Nu genopliver Netflix den letbenede serie om familien Tanner, og det bliver i en version komplet med dåselatter og hele molevitten. Det meste af det gamle cast er med igen, og det bliver interessant at se, om serien og genren stadig kan trække seere til.

'Fuller House' har premiere på Netflix d. 26. februar.

Fuller House | Official Trailer [HD] | Netflix

Tobias Bukkehave

  • er forfatter til bogen '50 serier du skal se'.
  • har arbejdet som tilrettelægger og tekst- og manusforfatter.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve