Piv har sat danske dramaserier på verdenskortet: Her er hendes 5 største succeser

Torsdag meddelte DRs dramachef gennem fem år, Piv Bernth, at hun forlader mediemastodonten. Vi ser på hendes største dramasucceser.

Komedieserien 'Ditte & Louise' og dramaserien 'Forbrydelsen' er blandt de bedste serier, Piv Bernth har været involveret i, mener serieekspert. (© dr)

- Det kan hurtigt blive klistret, når man roser en dansk kollegas karriere. Men i tilfældet Piv Bernth skal man ikke undervurdere, hvor meget hun har betydet for dansk fiktion – og det gælder både herhjemme og i udlandet.

Sådan lyder det umiddelbart fra serieekspert og radiovært Frederik Dirks Gottlieb, da han skal forsøge at sætte ord på produceren og den nu afgående dramachef i DR, Piv Bernth.

I tre årtier har Piv Bernth været tilknyttet Danmarks Radio som instruktør, producent og de seneste fem år i rollen som dramachef. Men til november er det så slut.

Sammen med en håndfuld andre medarbejdere fra DR Drama starter Piv Bernth nemlig et helt nyt produktionsselskab.

Elsker du også serier og film?

I DRs nye podcast 'Binge - med Frederik og Kasper' følger serieeksperterne fra P3, Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg, tidens vigtigste og mest populære serier fra pilot til sæsonafslutning.

Hver tirsdag udkommer et nyt afsnit på iTunes og dr.dk/binge.

Løbende bidrager de også til dr.dk med nyt fra seriernes og filmenes forunderlige verden.

- I sin tid som dramachef har hun taget et allerede velfungerende DR Drama-apparat og løftet det op i en helt ny liga. En liga, der er helt for sig. Hun har sat DR og Danmark på verdenskortet, og hun har været stærkt medvirkende til, at adskillige danske skuespillere, producenter, manuskriptforfattere og instruktører er slået igennem i udlandet, siger serieekspert Frederik Dirks Gottlieb.

En naturlig autoritet

At Piv Bernth ikke blot er en frøken hvem-som-helst understreges blandt andet af, at magasinet Hollywood Reporter i 2013 havde hende på listen over de 25 mest magtfulde kvinder i tv-branchen i hele verden. Derudover har hun har været med til at sikre DR en lang række af de fornemste internationale tv-priser, heriblandt flere Emmy’er og en Bafta.

Men det er ikke blot det visionære blik på serie-fronten, der gør Piv Bernth til noget særligt, siger serieekspert Frederik Dirks Gottlieb.

- Hun er et behageligt væsen, som har en helt naturlig autoritet. Og så ved hun også, hvornår hun skal trække sig i baggrunden og lade manuskriptforfatteren eller instruktøren indtage spotlightet. Hun er ikke typen, som har travlt med at placere sig som kransekagefiguren, der skal modtage al rosen, siger han og tilføjer:

- Der er stadig mange stærke kræfter tilbage i DR Drama, men Pivs evner og hendes personlighed bliver svær at erstatte.

Vi har bedt Frederik Dirks Gottlieb udvælge sine fem favoritter blandt de produktioner, som Piv Bernth har været involveret i gennem sin tid på DR.

(Foto: Claes Bech-Poulsen © dr)

Nikolaj og Julie

Piv Bernths helt store gennembrud kom med 'Nikolaj og Julie' i 2002 – en serie, som hun var executive producer på og en serie, som blev belønnet med en Emmy for bedste internationale dramaserie.

- Man kan godt undre sig over, hvorfor så relativt lille en serie, der er lavet med så relativt få midler, blev så stor en succes. Men serien formår både at være tænksom og enormt folkekær på én gang, og så besidder den en snert af smerte og ægthed. Derfor blev den så stor en succes, siger Frederik Dirks Gottlieb.

(Foto: Tine Harden © dr)

Forbrydelsen

Første sæson af 'Forbrydelsen' med Sofie Gråbøl i hovedrollen som Sarah Lund havde premiere i 2007 og blev lynhurtigt en succes. Både herhjemme, men også i udlandet, hvor serien sågar blev genindspillet i en amerikansk version.

Efterfølgende kom yderligere to sæsoner. Piv Bernth var executive producer på alle tre sæsoner.

- I dag kan vi måske godt glemme, hvor exceptionel anderledes 'Forbrydelsen' var, da den udkom. Men hovedkarakteren, vicekriminalkommissæren Sarah Lund iført islandsk sweater, banede ikke alene vejen for kvindelige hovedkarakterer i fiktionens verden. Hun var samtidig et symbol på en stærk, nordisk kvinde.

- Serien kickstartede nordic noir-bølgen og satte for alvor Danmark og dansk fiktion på verdenskortet med sin iskolde visualitet. En lille genistreg, siger Frederik Dirks Gottlieb.

(Foto: Carolina Romare © dr)

Broen

Første sæson af 'Broen' blev oprindeligt vist DR2. Men da serien viste sig at være en stor succes, blev den fra sæson to rykket til det vigtige sendetidspunkt søndag aften klokken 20 på DR1.

Siden er der kommet en tredje sæson, og til nytår kommer så den fjerde og sidste sæson med svenske Sofia Helin i hovedrollen som den svenske kriminalkommissær Saga Norén, der nødtvungen må arbejde sammen med sine danske kolleger på den anden side af Øresund – først Kim Bodnia og siden Thure Lindhardt.

- Serien var med til at videreføre nordic noir-bølgen og formåede ligesom 'Forbrydelsen' at skabe en virkelig interessant hovedkarakter, hvor omdrejningspunktet måske i højere grad var efterforskeren og hendes egen psyke frem for det egentlige plot om, hvem der stod bag drabet. Og så viste den, hvor elegant man kunne samarbejde på tværs af landegrænser, siger Frederik Dirks Gottlieb.

(Foto: Per Arnesen © dr)

Arvingerne

I 2014 søgte DR med dramachef Piv Bernth i spidsen helt nye græsgange, da man skrottede krimiplot, mord og politik til fordel for et nært familiedrama i form af 'Arvingerne'. Et ganske modigt valg, mener Frederik Dirks Gottlieb.

- Da jeg så den første sæson af 'Arvingerne', følte jeg på mange måder, at jeg så den perfekte dramaserie. Jeg var fuldstændig fascineret af naturligheden i karaktererne og universet, og at DR overhovedet turde satse på noget, der var så lidt bombastisk på papiret. Første sæson af 'Arvingerne' er en af de stærkeste sæsoner, DR Drama nogensinde har produceret, siger han.

(© dr)

Ditte & Louise

'Ditte & Louise' med Ditte Hansen og Louise Mieritz fik to sæsoner på DR i 2015 og 2016 og havde Piv Bernth som executive producer i begge sæsoner.

- Det er en af de bedste komedieserier, der nogensinde er lavet herhjemme. Samtidig er den, i mine øjne, meget public service-agtig, da den formår at tage vigtige problemstillinger som ligestilling og midtvejskriser op på en sjov og underholdende måde.

- Kvinderne bag leverede to flotte sæsoner, og det var en bitter piller at sluge, da den blev aflyst efter anden sæson, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve