Tema Oscar 2016

Skyttegravskrig og sexchikane: 5 Oscar-film der giver historisk indblik

Ekspert i historie guider dig til de Oscar-vindere, der er værd at se for deres indblik i verdenshistorien.

Historien kan være emne i de store Oscar-film - og filmene kan afspejle deres samtid. Historieprofessor Nils Arne Sørensen har valgt fem Oscar-vindere, der har godt fat i fortiden.

Historiske film får tit blockbuster-status og vinder Oscar-stauetter - men næsten lige så ofte bliver de beskyldt for at fordreje virkeligheden og give et forkert billede af den tid, de skildrer.

Mens du venter på Oscar-uddelingen natten til mandag, kan du dog godt finde de følgende fem film frem. Ifølge historieprofessor Nils Arne Sørensen bringer de nemlig kompliceret ned i øjenhøjde og giver dig bogstaveligt talt en oplevelse af historiske dimensioner.

Oscar 2016

Årets Oscar-uddeling fandt sted 28. februar 2016 i Dolby Theatre i Los Angeles. 'Spotlight' vandt hovedprisen som årets film. 'Mad Max: Fury Road' hev hele seks af de eftertragtede statuetter hjem, mens storfavoritten 'The Revenant' løb med tre - for bedste fotografering, bedste instruktør og bedste mandlige hovedrolle, der gik til Leonardo DiCaprio. Ingen af de to nominerede danske film vandt.

Gå til tema

Schindlers Liste (1993)

Steven Spielbergs Oscar-vinder fortæller den delvist autentiske historie om forretningsmanden Oskar Schindler, som reddede over 1000 jøder under 2. Verdenskrig.

- Spielberg gør det, som Hollywood gør bedst, når det handler om historie. 'Schindlers Liste' er et godt eksempel på, at historien godt kan blive taget alvorligt samtidig med, at underholdningsværdien er høj. Spielberg formår med sin dramatiske handling at vise, at der også er små lys i den dystre historie, siger Nils Arne Sørensen:

- Og noget helt særligt er, at filmen fortæller os, at mennesker kan gøre en forskel. Jo flere mennesker, der siger, at de ikke vil acceptere noget, jo større er chancen for, at noget forfærdeligt ikke sker.

'Schindlers Liste' vandt syv Oscars, herunder prisen for ’Bedste film’ og ’Bedste instruktør’. Filmen kan lejes og streames hos flere danske udbydere.

Intet nyt fra Vestfronten (1930)

Filmen er baseret på en roman af Erich Maria Remarque, og viser 1. Verdenskrig fra en lille gruppe soldaters perspektiv. Den viser, hvordan mange unge mænd gik i krig fuld af idealer om at skulle slås for fædrelandet. Noget, som endte i en langt mere dyster oplevelse.

- Det er en meget effektiv antikrigs-propagandafilm. En fantastisk film, som fortæller om, hvordan 1. Verdenskrig blev husket, da den endte, siger Nils Arne Sørensen og fortsætter:

- I 1930 sendte aviserne krigsveteraner ind for at se filmen, og de kom ud af biografen og meddelte, at den både var fantastisk og forfærdelig. Fantastisk, fordi den genskaber krigen, som den var. Forfærdelig, fordi krigen var sådan.

Intet Nyt fra Vestfronten og vandt to Oscars for bedste film og bedste instruktør. Filmen kan købes online på dvd og Blueray.

Cykeltyven (1948)

Gennem hovedpersonens jagt på sin cykel og på overlevelse giver Vittorio De Sicas film et indgående portræt af Italien som var blevet smadret under 2. Verdenskrig og nu havde store sociale problemer.

- Det er ikke en feel-good film! Men filmen er vigtig, da den var et forsøg på at forandre og forbedre verden, siger Nils Arne Sørensen og uddyber:
- Ved at vise de kummerlige forhold ganske almindelige mennesker havde, håbede De Sica på at folk, som ikke havde det nær så skidt, ville hjælpe med at forbedre forholdene for de udsatte.

Cykeltyven har originaltitlen ’Ladri di biciclette' og vandt en Oscar for ’Bedste udenlandske film’. Filmen kan ses gratis på filmstriben.dk

The Apartment (1960)

’The Apartment’ er en komedie med dystre undertoner. Et kontormiljø i New York i 1960 er nemlig ikke altid lykken. I stedet viser Billy Wilders film, hvordan en amerikansk arbejdsplads i 1960 kan være et sted fyldt med magtmisbrug. Et sted, hvor elevatorpigen må blive ved med at stille sig til rådighed for cheferne i firmaet.

- The Apartment en interessant film, da den sætter fokus på køn og arbejdsliv. Og så viser den et billede af den tid, filmen er skabt i. I 1960 mente man, at USA på mange måder var et idealsamfund. Men filmen viser et tilløb til en samfundskritik, siger Nils Arne Sørensen og pointerer:

- Filmen tager diskret fat i debatten om undertrykkelse og objektivisering af kvinder – selv i komediens lette form.

The Apartment vandt fem Oscars - blandt andet for ’Bedste instruktør’. Filmen kan lejes og streames hos flere danske udbydere

I Nattens Hede (1967)

En afroamerikansk detektiv fra Philadelphia har forvildet sig til sydstaterne i slutningen af 1960’erne. Her gennemsyrer racismen hele samfundet, selvom man to år forinden havde fået gennemført de afgørende borgerrettighedsreformer i USA.

- Filmen er et glimrende eksempel på, hvordan film også forsøger at påvirke politiske dagsordener, siger Nils Arne Sørensen:
- Selvom filmen ikke var ikke den mest sete i USA i 1967, blev den alligevel belønnet for at have kunstnerisk og social værdi. Den viser, at amerikanske film ikke kun er nogle sukkerfilm, som ikke vil bringe samfundets problemer frem i lyset.

I Nattens Hede vandt fem Oscars - blandt andet ’Bedste hovedrolle’ og ’Bedste instruktør’. Filmen kan købes online på dvd og Blueray.

Nils Arne Sørensen

  • Professor i historie ved Syddansk Universitet.
  • Er specialist i moderne historie, herunder filmmediet.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve