Syret og nervepirrende: 5 vilde computerspil du (nok) ikke kender

De uafhængige spilproducenter tilbyder titler, der både er originale, billige - og afhængighedsskabende

I den uafhængige del af spilindustrien kører kreativiteten på højtryk. Det udmunder sig af og til i fremtidige indie-klassikere såsom spillet 'Undertale' (Fra spillet)

Spiltitler som f.eks. 'The Last of Us' og 'GTA'-serien har været med til skubbe spilindustrien foran filmindustrien i indtjening. Men gode computerspil behøver slet ikke være dyre.

Hvis man går lidt væk fra mainstream, så er der store oplevelser til lave priser at hente. 'Indie-spil' kalder man de titler på de digitale spilhylder, der ikke ikke har et millionstort markedsførings- eller produktionsbudget i ryggen. I stedet er de skabt af små, passionerede teams, der laver spil, som ikke nødvendigvis appellerer bredt, men som tilbyder sælsomme og mindeværdige oplevelser. Ofte til en brøkdel af prisen.

Underskoven i spiljunglen

Mængden af indie-titler er enorm, så der er ingen god undskyldning for ikke selv at gå på jagt. Vi har gjort lidt af arbejdet og samlet fem gode titler – nogle er nye, andre er klassikere, men der stadig er masser af grund til at spille. Listen er i vilkårlig rækkefølge.

På flugt i kælderen

Inspireret af Bibelens beretning om ofringen af Isak, er rammen i 'The Binding of Isaac: Rebirth' sat til nutiden, hvor Isaac flygter fra sin stærkt religiøse mor, der vil ofre ham. Flugten går ned i husets kælder, hvor man følger Isaacs eventyr.

Hver gang man dør, starter spillet forfra med helt nye rum og udfordringer. Det betyder, at spillet er ekstremt udfordrende og afvekslende, og man opdager stadig nye sider, hver gang man spiller.

Det er inspireret af 'Legend of Zelda'-spillene i måden, man går fra rum til rum for at bekæmpe fjender, men derudover er TBoI helt sin egen: En helt igennem syret oplevelse med mørk, mørk humor - rettet mod et voksent publikum, der ikke er bange religionskritisk underholdning.

'The Binding of Isaac: Rebirth' findes til Windows PC, OSX, Linux, Playstation 4, Playstation Vita, Wii U, Nintendo 3DS, Xbox One. Koster ca. 50 kr.

Den mørkeste dungeon

Ligesom i 'TBoI' starter spillet forfra hver gang i tilfældigt skabte baner, der foregår i mørke dungeons. Men i 'The Darkest Dungeon' er omdrejningspunktet et større hold antihelte, der udfordrer mørket - dungeon efter dungeon. Universet er mørkt, tegneserieagtigt og grafisk minder det en del om Mike Mignolas stil i tegneserien 'Hellboy'.

Spillet er udfordrende, for heltenes liv ender ofte kort og brutalt, når de bevæger sig ned i hulerne. Og bliver de ikke dræbt undervejs, er der risiko for, at mødet med mørkets kræfter gør dem vanvittige. Men når det endelig lykkes at få heltene sikkert gennem udfordringerne, er gevinsten endnu større.

'Darkest Dungeon' findes til Windows PC, OS X, Linux, PS4 (forventet i 2016), PS Vita (forventet i 2016) Koster ca. 200 kr.

Mutantfisk og dræberrobotter

I en post-nuklear fremtid kæmper man bl.a. mod mutantfisk og dræberrobotter for at sikre sig tronen – og det gør man bedst ved at skyde alle andre mutanter, før de skyder dig.

'Nuclear Throne' er et skydespil, der kræver overblik og ekstremt gode reaktioner, for man kan tåle forsvindende lidt skade, og farerne er store – og som i 'Darkest Dungeon' og 'The Binding of Isaac' er hvert nyt spil tilfældigt. Og så er der utallige små hemmeligheder, som man kan opdage undervejs. Det gør spillets levetid endnu længere.

'Nuclear Throne' findes til Windows PC, OS X, Linux, Playstation 4, Playstation Vita, Xbox One (forventet i 2016). Koster ca. 120 kr.

Djævelsk underholdende

'Pony Island', tænker du, det lyder da meget rart. Men det er det ikke. Det er nemlig djævelens spil. Spillet er en lille subversiv perle, hvor man skal hacke, hoppe og bruge de små grå for at vinde over djævelen, der har overtaget det spil, du egentlig troede, at du skulle spille. Spillet er uforudsigeligt, og det gør det både uhyggeligt og nervepirrende.

Uden at afsløre for meget, anbefales det, at man bruger et par timer af sit liv og prøver oplevelsen. Spillet koster kun lidt mere end en dyr kop cafe latte.

'Pony Island' findes til Windows PC. Koster ca. 50 kr.

Fungerer dit moralske kompas?

I en verden hvor menneskene i fortiden har besejret monstrene og forvist dem til underverdenen, falder du i et hul og lander i monstrenes verden. Den eneste vej er at kæmpe sig igennem underverdenen og finde hjem. Eller er det?

'Undertale' giver dig et valg: Du kan bekæmpe monstrene med magt, eller du kan vende den klassiske voldelige løsning på hovedet og i stedet forsøge at blive monstrenes ven ved at lytte til dem og 'overvinde' dem ved f.eks. kradse dem på maven eller få dem til at grine. 'Undertale' tilpasser sig den måde, man vælger at løse problemet på, og bliver mørkere og mørkere, jo mere vold, man vælger at bruge.

'Undertale' findes til Windows PC og OSX. Koster ca. 70 kr.

Morten Greve

  • Er freelance-spildesigner gennem ti år og tidligere spilredaktør på et større dansk livsstilsmagasin for mænd.
  • Er passioneret gamer og ambassadør for, at spil skal tages mere seriøst som kulturform. Er idémand bag DRs spilevent ’Frit Spil’ i Koncerthuset (læs mere her).
  • Arbejder til daglig som redaktionsleder på dr.dk/debat

Hvilke spil kan du anbefale?

Opslået af DR Nyheder på 18. januar 2016

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve