Tak for alt! 5 gange rocklegende blæste os bagover

Chris Cornell var en af rockens helt unikke vokaler og personer. En fan gennem 25 år hylder musikerens bedste hvæs, skrig og sang.

Chris Cornell slog især sit navn og stemme fast i grungegruppen Soundgarden, men senere sprang han ud som soloartist med nogle solide hits (Foto: Scanpix).

En af rockmusikkens helt store figurer er gået bort.

Den 52-årige amerikaner Chris Cornell nåede at sætte aftryk på rocken med grungeprojektet Soundgarden, superbandet Audioslave og som solokunstner.

Det tunge cv hylder vi i dag sammen med P6 BEAT-vært Carsten Holm, der har været fan af Chris Cornell siden 1992:

- Jeg blev bidt af stemningen i Soundgardens musik, der var anederledes. Det var ikke bare benet op på højttaleren og synge ud til bagerste række. Det var både indadvendt og selvdestruktivt, men også alle de klassiske rockdyder mestrede med stil.

Soundgarden 'Rusty Cage'

- Det er et nummer, der bygger bro mellem rockscenen og det tungere heavymiljø, og positionerer Chris Cornell meget godt.

Det viser hans talent og spændvidde, og udgør et godt centrum for den musikscene, som grungen repræsenterede. Jeg spillede det meget i et musikprogram, jeg havde, der hed 'Heavyland', fortæller Carsten Holm.

Fra albummet 'Badmotorfinger', 1991.

Soundgarden - Rusty Cage

Temple of the Dog 'Hunger Strike'

- Temple of the Dog var et musikprojekt som Chris Cornell og en række andre musikervenner lavede som en hyldest til sangeren fra Mother Love Bone. Det viste også, at scenen stod sammen om de faldne kammerater, ligesom de også gør i denne forbindelse, fortæller Carsten Holm.

En meget prisværdig dedikation. Blandt andet var Eddie Vedder med på gæstevokal. Lyden var ikke langt fra Soundgarden og meget tidstypisk grungepræget.

Fra albummet 'Temple of the Dog', 1991.

Temple Of The Dog - Hunger Strike

Audioslave 'Show Me How to Live'

- Gruppen blev dannet af Rage Against the Machine-folkene. Man havde dog ikke længere Zack de la Rocha med på vokal, så de tog Chris Cornell med.

De var ikke så hiphoppet igen, og det var lidt en anden stil. Og det klarede Chris Cornell faktisk godt, fortæller Carsten Holm.

Fra albummet 'Audioslave', 2002.

Audioslave - Show Me How to Live

Chris Cornell 'You Know My Name'

- For rockfolket var det meget overraskende, at Chris Cornell blev koblet på James Bond-universet, der jo ofte har været associeret med Shirley Bassey og så videre.

Her passede han altså ret godt ind. Han viste, at han kunne stå på egne ben og lave noget i eget navn, der var ganske hæderligt. Og så i en poleret og semipoppet form endda, fortæller Carsten Holm.

Fra albummet 'Carry On', 2007.

Chris Cornell - You Know My Name

Chris Cornell 'Billy Jean' (Michael Jackson-cover)

- For mange er Chris Cornell symbolet på grunge med sin hæse stemme og skrig. Men han har faktisk også brugt vokalen i andre genre, hvor han har fortolket popsange. Han har en enorm spændvidde i stemmen og det viser også, at han bare godt kan lide en god sang.

Fra albummet 'Carry On', 2007.

Chris Cornell - Billie Jean

Fotos: Scanpix

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve