Ti år med den danske kulturkanon: Her er 10 oplevelser du kan få helt gratis

Kulturkanonen er ifølge udvalget bag det bedste af det bedste i dansk kultur. Noget af den kan du endda få uden at betale.

Dyrehaven er en af de kanoniserede danske kultur-fænomener, du kan opleve gratis. Se ni mere i listen herunder.

Dansk kulturs værn mod den stigende globalisering kom til verden en kold januardag i 2006, da kulturkanonen blev en realitet. Den dag rakte den stolte chefjordemoder, daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K), 108 danske værker frem og sagde, at her var det bedste af det bedste fra dansk kultur.

Planen var, at værkerne skulle samle os i en fælles kulturel identitet, men effekten har ifølge nogle kritikere været svær at spore. Alligevel har den nuværende kulturminister, Bertel Haarder, varslet en udvidelse af kanonen med danske værdier.

Der er dog allerede nok at gå i gang med, hvis man vil lære kulturfødselaren bedre at kende. DR Kultur giver dig her 10 måder at komme i gang, uden at du skal betale entre eller købe dig til kulturen.

Aarhus Rådhus

Smilets by har fået blåstemplet både sit rådhus og universitet som afgørende arkitektoniske værker i den danske kulturarv.

- Aarhus Rådhus er et eksempel på den tidlige funktionalisme farvet af en særlig nordisk følsomhed.

Sådan lyder begrundelsen for, at det er en bygning, vi alle bør kende.

Aarhus Rådhus er tegnet af artikekterne Arne Jacobsen og Erik Møller. Opført i 1937-42.

Dyrehaven

Skoven med Erimitageslottet, de smukke alleer og karakteristiske røde indgangslåger er mere end bare en skov. Den er et synligt resultat af den bølge af national identitetsfølelse, der ramte Danmark i midten af 1800-tallet. Disse elementer er en del af grunden til, at dyrehaven er med i det fine selskab.

Dyrehaven, Jægersborg, København, 1846 af arkitekt Rudolph Rothe.

Mariebjerg Kirkegård

- Skoven, dens lysninger, enge og overdrev har eksistentiel betydning, fordi Danmark er et skovland, hvor rydninger er en forudsætning for dyrkning. Mariebjerg Kirkegård har kunstnerisk betydning, fordi “rydningen” hér er omsat til dyrkningskunst og arkitektur.

Sådan står der i udvalgets begrundelse for at tage Marienbjerg Kirkegård i Gentofte med.

Mariebjerg Kirkegård, Gentofte er anlagt i 1925-35, tegnet af arkitekt Gudmund Nyeland Brandt.

Solvognen

En tur på Nationalmuseet kan bringe dig helt tæt på et af de kanoniserede billedkunstværker, nemlig Solvognen. Med sin status som det ældste billede, vi kender til på dansk jord, har der formentlig ikke været stor diskussion i udvalget om, hvorvidt Solvognen fra Trundholm skulle med i den danske kulturkanon.

Solvognen, ca. 1400 f.Kr., ukendt kunstner. Står på Nationalmuseet i København.

C.W. Eskersberg: 'Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredie stokværk'

- Under sit tre år lange ophold i Rom udførte C.W. Eckersberg sit maleri af udsigten fra Colosseum ud over Roms tage. Det er hans personlige kig, vi som beskuere her kan identificere os med. Vi ser med Eckersbergs øjne.

Sådan lyder en del af begrundelsen for at føje Eckersbergs udsigt over Rom til kanonen. Maleriet er en del af den faste samling på Statens Museum for Kunst, som er gratis at besøge.

Udsigt gennem tre af de nordvestlige buer i Colosseums tredje stokværk, udført 1813-1816 af C.W. Eckersberg.

Fiberlines facadesystem

- Kan man kanonisere en prototype? Måske. Det afgørende for designkanonen er, at den peger frem i verden frem for tilbage i Danmark. Og måske er det nødvendigt at løbe en risiko for at få det til at ske.

Sådan skriver kanonudvalget om det atypiske valg, hvormed et facadesystem i glasfiber blev en del af den danske kulturarv. Systemet er brugt flere steder i verden men også på facaden til Birkerød Idræts- og Aktivitetscenter.

Kunstner: Fiberline Composites og Schmidt Hammer Lassen.

'Sult'

- Sult er en af de mest originale og særegne film i dansk filmhistorie. Den bygger på den norske forfatter Knut Hamsuns gennembrudsroman og er en af de ganske få romanfilmatiseringer, der fuldt ud tåler sammenligning med forlægget, skriver kanonudvalget.

Sult, 1966 af instruktør Henning Carlsen. Kan ses gratis med login på filmstriben.dk.

'Festen'

- Filmen er resultatet af Thomas Vinterbergs leg med kunstneriske spilleregler i Dogme 95, og Dogmekonceptet klæder den. Det løsslupne kamera med de vilde vinkler og skuespillernes frihed til at gå planken helt ud er mesterligt styret af instruktøren og gør Festen til en af dansk films største succeser i indland og udland, skriver kanonudvalget.

Festen, 1998 af instruktør Thomas Vinterberg. Kan ses gratis med login på filmstriben.dk.

Steen Steensen Blicher: 'Præsten i Vejlbye'

- Steen Steensen Blichers fortælling, som er et meget tidligt eksempel på en dansk kriminalfortælling, er virtuost komponeret og den frygtelige pointe dygtigt skjult, fordi den troskyldige dagbogsskriver ikke har haft panisk fantasi nok til overhovedet at forestille sig det anslag, han og de andre er genstand for, skriver kanonudvalget og mener at 'Præsten i Vejlbye' er svær at ryste af sig.

'Præsten i Vejlbye' er skrevet af Steen Steensen Blicher i 1829. Teksten kan downloades gratis her.

H.C. Andersen: 'Den lille havfrue'

- Eventyret er inspireret af mundtlig folkelitteratur og af samtidig digtning. Fra Undine (1811) af den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqué er lånt havfruens længsel efter en udødelig sjæl og hendes opløsning i bølgerne, skriver kanonudvalget i begrundelsen

'Den lille havfrue' er skrevet af H.C. Andersen i 1837. Teksten kan downloades gratis her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve