Tyl og toiletruller: 5 populære kostumer du nemt kan lave til fastelavn

Du kan roligt kaste dig ud i at lave fastelavnsudklædning selv, også selvom bestillingen lyder på Elsa-kjoler og Minion-briller.

Har du en piberenser, noget gammelt tøj og lidt vilje, så har vi en række kostumeidéer til dig (Grafik: Erik Pontoppidan)

Snart er det tid til, at batmænd og mariehøner skal slå katten af tønden.

Men hvis du ikke har tid eller råd til at kreere det helt store skrud til børn og barnlige sjæle, eller hvis du ikke orker butikkernes syntetiske nylonjungel, så er hjælpen lige her.

Vi har analyseret og splittet fem af årets mest populære fastelavnskostumer ad, så du hurtigt kan lave dem selv. Fra forfalden stofrest til flyvefærdig Batman. Endda uden, at det kræver en masse udstyr eller det helt store symaskinekørekort.

Minion (kendt fra filmen 'Grusomme Mig')

Det skal du bruge: Blå overalls, gul trøje, sorte handsker, toiletrulle, elastiksnor, sorte piberensere, gul hue, tekstillim eller klipsemaskine.

Sæt piberenserne fast på huens top med lim eller med klipsemaskine. Klip piberenserne korte som håret på en Minion.

Klip to cirkler af en toiletrulle. Lim dem sammen og prik et lille hul til elastiksnor i siderne, så de kan tages på som et par briller.

Olaf (kendt fra filmen 'Frost')

Det skal du bruge: Hvid sweatshirt med hætte, brune piberensere, sort og hvid filt eller pap, orange filt eller pap, hvid pind, tekstillim.

Klip en bred trekant i det orange filt eller pap og sy/klips den sammen til en gulerodsnæse. Lim den fast på den hvide pind.

Klip tre store sorte knapper i filt eller pap og lim på sweatshirten.

Klip to sorte cirkler og to lidt mindre hvide cirkler i filt eller pap. Lim de hvide ovenpå de sorte til øjne. Klip to små sorte pupiller og lim på. Klip et par øjenbryn i det sorte filt. Lim øjne og øjenbryn fast på hættens kant.

Lav huller på toppen af trøjens hætte og stik piberenserne igennem til hår. Sæt fast med lim.

Batman (kendt ansigt i Gotham City)

Det skal du bruge: Et gråt eller sort joggingsæt, sort stof til kappe og flagermuslogo, gult stof til bælte og logo, sort karton til maske, elastiksnor, tekstillim.

Klip et en oval form i det gule stof. Tegn en flagermus på det sorte stof og klip ud. Lim flagermusen ovenpå den gule baggrund. Lim logoet på trøjens bryst.

Klip en bred strimmel i det gule stof til bind om livet om et bælte.

Tegn en flagermusform på det sorte karton. Klip ud og klip hul til øjnene. Sæt elastik i siderne og masken er klar. Klip flagermusmaske i sort karton og sæt noget elastikbånd i siderne.

My Little Pony Rainbow dash

Det skal du bruge: Hårbøjle, lyseblå filt eller pap til øre, lyseblåt tøj, bredt elastikbånd, ca. 3 m forskellig stiv tyl i vilde farver, tekstillim.

Mål rundt om barnets mave cirka ved navlen. Træk 5-8 cm fra, da elastikken giver sig. Klip elastikbåndet i den længde, du når frem til og sy sammen i enderne.

Klip tyllet i strimler. Længden afhænger af, hvor strittende, man ønsker nederdelen. Læg strimlen dobbelt og læg over elastikbåndet. Tag enden bag elastikken og ind gennem løkken. Spænd eventuelt elastikken rundt om bene på en stol. Forsæt hele vejen rundt. Læs mere en detaljeret gennemgang af, hvordan man laver tylnederdelen her.

Klip to ovale stykker i filt eller pap. Sæt dem på hårbøjlen som ører og lim i kanten. sæt evt mere pap eller filt rundt om hårbøjlen for at dække den. Hvis der er rester af tyl, kan det limes på hårbøjlen mellem filtørerne.

Sæt evt. to små lyseblå vinger i stof eller pap på ryggen. Målene passer til et barn på to-tre år.

Elsa (kendt fra filmen 'Frost')

Det skal du bruge: Hvide strømpebukser, turkisblå top, 2 m blødt hvidt tyl, 2,5 blødt blåt tyl, 1 m blåt tyl med glimmer, 2 m hvidt stof, bredt elastikbånd, evt. diadem til håret.

Mål rundt om barnets mave cirka ved navlen og træk 5-8 cm fra det mål. Klip elastikbåndet og sy sammen i enderne.

Mål fra barnets hofte og ned til jorden. Klip strimler af det hvide, blå og glimmerblå tyl, der er to gange hoftemålet og omkring 5 cm i bredden. Afhængig af størrelse skal du bruge cirka 25 stykker.

Til nederdelen bruges samme teknik som My Little Pony-nederdelen. Klip tyllet i strimler. Læg strimlen dobbelt og læg over elastikbåndet. Tag enden bag elastikken og ind gennem løkken. Spænd eventuelt elastikken rundt om bene på en stol. Forsæt hele vejen rundt.

Til kappen tegner du en stor halvcirkel på det hvide stof. Klipper ud og binder enderne om barnets arme.

Alle grafikker: Erik Pontoppidan

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve