Ups! 5 gange Cannes-dommerne tog grueligt fejl

Imens kampen om hovedprisen på verdens mest prestigiøse filmfestival er i gang, kigger vi filmene, der vandt - aldeles ufortjent.

Her modtager den britiske instruktør Ken Loach Palmerne for 'I, Daniel Blake'. Den fortjeneste burde være tilfaldet det sydkoreanske epos 'The Handmaiden', mener DR's filmekspert Per Juul Carlsen.

Det er lidt problematisk at udråbe alle tiders værste vindere på den fine filmfestival i Cannes.

I modsætning til det amerikanske filmakademis Oscar, bliver Cannes-hovedprisen Den Gyldne Palme ikke nødvendigvis uddelt til en film, der rammer bredt, og som de fleste har set noget fantastisk i. Juryen kan i princippet vælge den film, de har lyst til.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Men det faktum forhindrer selvfølgelig ikke alverdens kritiske kritikere i at skælde ud, når deres yndlingsfilm bliver forbigået. Faktisk er der brok og skulen i krogene rundt regnet hvert andet år i Cannes.

Og nogen gange går hovedprisen Den Gyldne Palme såmænd også til en af de film, der har modtaget de traditionsrige buh-råb i Cannes. Her er en række film, der blev valgt for næsen af film, der huskes langt bedre – i nogen tilfælde fordi der var politik på spil.

(Foto: Getty Images)

Folket i den lykkelige dal (vandt i 1957)

Amerikaneren Willam Wyler vejer tungt i amerikansk filmhistorie, især pga storfilmen ’Ben-Hur’ (1959) og den romantiske komedie ’Prinsesse holder fridag’ (1953).

Men hans ’Folket i den lykkelige dal’ var nok ikke den rigtige at modtage bifaldet for. Det er en traditionel amerikansk film om en kvækerfamilie, der viser pacifistisk pondus under Den Amerikanske Borgerkrig. Den er ikke særlig imponerende, når man ser de udfordrende eksperimenter, den sejrede over i Cannes dét år.

Den skulle have vundet i stedet:

Med i konkurrence det år var bl.a. franske Robert Bressons ’En dødsdømt flygter’, en meget spartansk og dybt beundret film om en straffefange, der tålmodigt graver sig ud af sit fængsel.

Så var der jo også Ingmar Bergmans vildt fabulerende og billedmæssigt eksperimenterende ’Det syvende segl’ – det er den, hvor en ridder spiller skak med selveste Døden. De to kolosser satte et stort præg på filmhistorien.

(Foto: SCANPIX)

Chronicle of the Years of Fire (vandt i 1975)

Cannes-vindere fiser sjældent ud i den totale glemsel, men denne film af Mohammed Lakhdar-Haminas om den fransk-algierske krig, er tæt på. Den fik knap nok biografdistribution uden for Frankrig – på trods af sin sejr – og er uopdrivelig i dag.

Den skulle have vundet i stedet:

Feltet var stærkt det år. Bl.a. lyste Bob Fosses portræt af komikeren Lenny Bruce i ’Lenny’ stærkt op. Den indeholder en af Dustin Hoffmans bedste roller og er i øvrigt en meget vellykket portrætfilm.

Werner Herzog enestående ’Gåden om Kaspar Hauser’ var også et godt bud – ligesom Michelangelo Antonionis ’The Passenger’.

Under satans sol (1987)

Maurice Pialats meget katolske og meget franske drama om en fransk landsbypræst (spillet af en ung Gérard Depardieu), der udforsker sin tro på Gud og ender med at udføre mirakler, blev ikke vel modtaget.

Faktisk blev der buhet af den noget gammeldags og højstemte beskrivelse af menneskets forhold til religion. Men en Guldpalme fik den, og siden røg den i glemsel.

Den skulle have vundet i stedet:

Feltet var imponerende det år. Især Wim Wenders nyklassiker ’Himlen over Berlin’ springer i øjnene med sin smukke beretning om en engel, der studerer menneskene i Berlin lige før Murens fald.

Også Peter Greenaways ’Arkitektens mave’ og Barbet Schroeder ’Barfly’ med Faye Dunaway og Miceky Rourke har haft et bredere og større liv end 'Under satans sol'.

Sønnens værelse (2001)

Der er bestemt ikke noget i vejen med italienske Nanni Morettis ’Sønnens værelse’. Det er en af den italienske instruktørs bedste film og en rørende historie om en mand, der lærer sin teenagesøn at kende efter sønnens død.

Der har afgjort været mere pinlige øjeblikke i Cannes.

Den skulle have vundet i stedet:

Men Moretti var oppe imod to sværvægtere i moderne film, David Lynch’ ’Mulholland Drive’, der ofte bliver hyldet som en af historiens største filmbedrifter.

Den var også oppe imod en af østrigske Michael Hanekes mest beundrede film, ’Pianisten’, hvor Isabelle Huppert er formidabel i hovedrollen.

Jeg, Daniel Blake (2016)

Politiske film har en særlig evne til at stikke af med priserne på de store festivaler.

Jurymedlemmer er også mennesker og ofte kan trangen til hylde en politisk vinkel veje tungere end glæden over nye landvindinger inden for filmsproget.

Det lugtede lidt i den retning, da vinderen blev Ken Loach’ MEGET traditionelle køkkenvaskrealisme i ’Jeg, Daniel Blake’, om mangel på respekt for individet i det moderne England.

Skulle nok have vundet i stedet:

Tyske Maren Ades ’Min far Toni Erdmann’ var en sjældent storfavorit hos de forsamlede kritikere og den drog ud i verden og fik et stort publikum på trods af en spilletid på omtrent 2 ½ time.

Cristian Mungius ’Prøven’ og Park Chan-wooks ’Handmaiden’, der begge lige er kommer forbi de danske biografer, er også mere nytænkende filmoplevelser.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve