Anmeldelse af Jagten: Den sidder lige i mellemgulvet, i hjertet

Måske er der gået nationalfølelse i den i Cannes. Måske. Men Jagten er gribende og fremragende.

Når denne anmeldelse engang er læst til ende, vil nogle kynikere rette sig op, ryste på hovedet og sige 'ja ja'.

Måske vil de allerede sige 'ja ja' efter 20 eller 30 linier.

Måske vil de slet ikke gide læse længere efter 20 eller 30 linier og måske er de for kyniske til at gide vrænge'ja ja', men det er helt sikkert, at en lille rød djævel vil kravle rundt på skuldrene af dem og sige 'hør her, der er gået klaphat og roligan-stemning i den.

Det er bare en dansk anmelderstand, der drømmer om en Gylden Palme til stakkels Thomas Vinterberg, der har gået så grueligt meget igennem og som trænger til at få fred'.

Selvfølgelig er der noget på spil

Naturligvis, lille kyniske djævel, skinner en danskhed gennem den kollektive positivisme, Thomas Vinterbergs 'Jagten' blev mødt med efter pressevisningen lørdag aften. Selvfølgelig er der en lettelse over at Vinterberg rent faktisk har lavet en vellykket film, endda en stærk og gribende film. Selvfølgelig er der en nationalfølelse på spil ved de uofficielle verdensmesterskaber i film i Cannes.

Men den glæde over 'Jagten', som virkelig kunne mærkes blandt danske journalister efter visningen, har uden tvivl også noget at gøre med, at filmen bliver spillet af skuespillere, som vi alle kender og ikke af en flok ukendte koreanere eller finner.

Den skyldes, at filmen foregår i sådan en leverpostejgrå lilleputsoveby, som vi alle kender, og som flere af os er vokset op i, og ikke i en forstad til Moskva eller Buenos Aires. Den skyldes at den børnehaveleder, der lægger 2 og 2 sammen og får 11, ligner den børnehaveleder vi alle kender nede fra Tryllefløjten eller Rosenhaven.

Dansk grundsubstans

Der er ganske enkelt noget helt ufatteligt dansk, helt ned i vores grundsubstans, i 'Jagten'. Det er dansk så det basker, at filmen åbner med billederne af en flok bøvede og brølende danske kammerater, der springer nøgne ud i en sø på en kold efterårsdag og går hjem og bæller bajere ned til akkompagnement af verdens dårligste drikkeviser.

Det er ganske vist Van Morrisons 'Moondance', der ledsager badeturen og bajerbælleriet, men aldrig har Van Morrison lydt så meget som John Mogensen. Det er dansk humor i verdensklasse, når manden, der bliver beskyldt for at være pædofil og som bliver løsladt af politiet, giver sin søn et kæmpekram af glæde og bliver mødt med en jovial kommentar om, at han hellere må give slip på drengen, inden politiet kommer og arresterer ham igen.

Den genkendelighed gør uundgåeligt 'Jagten' til en ekstra stærk oplevelse for danske øjne og ører, mens en tilsvarende film, der foregik blandt risplukkere i Thailand eller lastbilchauffører i Sydney, ikke ville have samme gennemslagskraft.

Selv uden Mads Mikkelsen

Det er sådan, den overstrømmende modtagelse af 'Jagten' i Cannes skal forstås - ikke som en nationalfølelse, men som en national genkendelighed. Men selv når det er trukket fra, selv hvis 'Jagten' var skrevet og indspillet i Argentina eller Schweiz, selv hvis ikke Mads Mikkelsen spillede Lucas, der bliver anklaget for at være pædofil ved en misforståelse, selv hvis ikke Susse Wold havde været børnehavelederen, ville den være et yderst velskrevet og velspillet drama, der hele tiden formår at udvikle sig, overraske og holde spændingen ved lige.

Man kan anklage beskyldningerne om pædofili mod stakkels Lucas for at begynde på et meget tyndt grundlag. Og man kan mene at Lucas' gamle venner er meget hurtige til at fordømme og udstøde den stakkels mand.

Men på den anden side findes tilsvarende historier i forbavsende stort tal i Danmark - og i andre egne af kloden. Det er ikke det, der er kernen i Thomas Vinterbergs og medforfatter Tobias Lindholms historie. Det er hovedpersonen Lucas fald som et moderne, civiliseret menneske.

Hvad han bliver beskyldt for er i princippet ligegyldigt. Det er den enorme kraft et almindeligt og venligt menneske bliver bombet sønder og sammen med, endda på et falsk grundlag, der er filmens tema.

Det kan ske - og det sker - hvis de beskyldninger omgivelser får fingre i, er tilstrækkeligt betændte. I så fald er der ingen vej tilbage. Og pludselig virker middelalderens hekseafbrændinger ikke så fjerne endda.

Følelserne rives med

Det pludselige fald ud af civilisationens så trygge rammer beskriver Thomas Vinterberg med en overbevisende kraft. Han spiller mere på publikums følelser, end han har grund til, men fornemmelsen af at se et helt almindeligt menneske blive revet op med rode, er ikke til at tage fejl af. Den sidder lige i mellemgulvet, lige i hjertet.

Og når filmen når så langt skyldes det ikke mindst en meget nærværende indsats af Mads Mikkelsen i en af karrierens bedste roller og sjældent troværdigt spil af unge Annika Wedderkopp som pigen Klara, der kommer til at sige noget forkert, og Lasse Fogelstrøm som Lucas' fortvivlede teenagesøn. Det er to meget vigtige roller, der bliver løftet frem af unge og uerfarne skuespillere.

Her er det så kynikerne kan rejse sig op og sige 'ja ja, selvfølgelig er det nu Thomas Vinterberg skal rehabiliteres. Selvfølgelig skal klaphatten frem nu'. Det er også rigtigt. Men det ændrer ikke ved at Thomas Vinterberg har skabt en film, der er ramt helt præcist, helt ned i de mindste detaljer.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve