BILLEDER Tre nyuddannede vinder konkurrence om prestigebyggeri i Aarhus

Tre nyuddannede arkitekter skal tegne den nye arkitektskole i Aarhus.

Fremtidens danske arkitekter skal få kreative tanker i en bygning, som skal tegnes af tre nyuddannede arkitekter.

Til sammen udgør de tre unge tegnestuen Vargo Nielsen Palle, og de vandt i dag kontrakten på at tegne den nye arkitektskole i Aarhus foran både etablerede og internationalt anerkendte tegnestuer.

- Det bliver en fabrik for arkitektureksperimenter, som lægger op til samarbejde med såvel byen og branchen som med vores naboer, siger Torben Nielsen, rektor for Arkitektskolen Aarhus.

- Det er lige, hvad vi har ønsket os.

Arkitekter fra 47 lande deltog i konkurrencen og har indsendt i alt 230 bud på, hvordan erstatningen af den eksisterende arkitektskole kan se ud. Den nuværende skole har ti adresser i Aarhus og har i mere end 50 år blandt andet ligget i en gammel købmandsgård.

Brian Vargo, tv., Jonas Snedevind Nielsen, midten, og Mathias Palle, th., udgør til sammen tegnestuen Vargo Nielsen Palle, der er så ny, at den ikke har åbnet en hjemmeside endnu. (© Vargo Nielsen Palle)

Har holdt på hemmeligheden siden jul

Mathias Palle, 29 år, Jonas Snedevind Nielsen og Brian Vargo, begge 28 år, fik lige før jul at vide, at de havde vundet den internationale arkitektkonkurrence. Siden har de skulle holde på hemmeligheden.

- Vi var oppe mod nogle sindssygt dygtige arkitekter, så det er helt vildt. Vi kan næsten ikke forstå det, siger Jonas Snedevind Nielsen i dag til Politiken.

- Det viser, at dommerpanelet har kigget på projekterne og ikke ladet sig forblænde af, hvem der har indsendt dem.

I de fleste prestigefyldte arkitektkonkurrencer bliver anerkendte tegnestuer inviteret til lukkede konkurrenceforløb.

Men i denne konkurrence inviterede arkitektskolen og Bygningsstyrelsen, der er bygherre, til en åben konkurrence, hvor enhver kunne sende forslag.

Kun ét forslag til forhandling

Den nye bygning har et budget på 261 millioner kroner, skal opføres på Godsbanearealerne centralt i Aarhus, og ifølge planen skal den stå klar til at tage i mod 600 arkitektstuderende i sommeren 2020.

Juryen, der har udpeget vinderne af arkitektkonkurrencen, bestod af to repræsentanter fra Arkitektskolen Aarhus, to repræsentanter fra Bygningsstyrelsen, to arkitekter og en ingeniør og en repræsentant fra Realdania, som har støttet ide- og projektkonkurrencen med 3,3 millioner kroner.

- Rammerne og økonomien for den nye arkitektskole er beskedne, hvilket har tvunget os og skolen til at tænke os godt om og prioritere de rigtige steder fra start, siger Signe Primdal Lyndrup, vicedirektør i Bygningsstyrelsen og formand for juryen.

- Arkitektur, funktionalitet og økonomi har været sammenhængende kriterier under bedømmelsen, og det glæder os, at vi har med en vinder at gøre, der har forstået det.

Juryen havde mulighed for at udpege op til tre finalister, der skulle kæmpe den endelige afgørelse og blive inviteret til forhandling. En enig jury synes dog, at Vargo Nielsen Palles projekt var så overbevisende, at de valgte kun at invitere dem til forhandling.

Vargo Nielsen Palle står ikke helt alene om projektet. De samarbejder med firmaerne Adept, Rolvung & Brøndsted Arkitekter, Tri-Consult og Steensen Varming.

Læs mere om opførelsen af den nye arkitektskole i Aarhus her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve