Bodil-vinder gør sine kritikere til skamme

Roland Møller fik rollen som sergent i Under Sandet', selv om der var sure miner. Nu har han vundet en Bodil.

Danske Filmkritikere uddelte lørdag deres eftertragtede Bodil-statuetter. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Han har taget det, han selv kalder "en omvej i livet".

Men lørdag aften beviste Roland Møller endnu en gang, at han er helt færdig med sin kriminelle fortid og i stedet rigtig godt på vej til at slå sit navn gevaldigt fast her hjemme såvel som i udlandet.

Han vandt nemlig den prestigefyldte Bodil-pris for bedste hovedrolle for sin portrættering af sergenten Carl Leopold, der får ansvaret for en gruppe unge tyske drenge, der skal rydde landminer ved den jyske vestkyst under Anden Verdenskrig i filmen "Under Sandet".

- Jeg er rigtig stolt og rigtig glad. Og glad for at jeg kan takke nogle af alle dem, der har været der gennem mine op- og nedture, sagde Roland Møller, der tidligere har modtaget en Bodil for bedste birolle.

Men det var ganske tæt på, at Roland Møller ikke fik rollen i "Under Sandet", for der var flere - også nogle af dem, der havde investeret penge i filmen - der ikke mente, at den autodidakte skuespiller med den kriminelle fortid kunne magte rollen.

Men det mente instruktør Martin Zandvliet. og han insisterede på, at Roland Møller skulle have rollen.

Selv er Roland Mølle glad for, at instruktøren turde gå imod de velmenende råd og hyre ham alligevel.

- Man kan ikke snyde publikum, og hvis man altid gør det, der føles sikkert, så imponerer man ikke nogen.

- Man skal tage nogle chancer, folk vil forføres og inspireres. Martin kunne se noget i mig, som jeg ikke selv kunne, siger skuespilleren.

FAKTA Værd at vide om Bodil-prisen

  • Bodil er Danmarks ældste filmpris og blev uddelt første gang i 1948.
  • Bodil er kritikernes egne filmpris, og den uddeles af Danske Filmkritikere.
  • Priserne uddeles i kategorierne bedste film, bedste mandlige og kvindelige hovedrolle og birolle, bedste dokumentarfilm, bedste fotograf, bedste amerikanske film og ikke-amerikanske film.
  • Desuden uddeles der en Sær-Bodil, en Æres-Bodil og Henning Bahs Prisen samt det nystiftede Kathrine Windfeldts mindelegat.
  • Kilder: Danske Filmkritikere.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve