5 unge anmelder lillebror til ’Kvinde kend din krop’: Det er den bog, der har fanget mig mest

I dag får klassikeren ’Kvinde kend din krop’ en lillebror. Bogen ’Ung kend din krop’ er skrevet til de helt unge og handler om begge køn. DR Kultur har bedt fem elever fra 9. klasse om at anmelde den.

Fem elever fra 9. A på Amager Privatskole i Tårnby har bladret 'Ung kend din krop' igennem og fortæller, hvad de synes om bogen. (© dr)

Eleverne i 9. A på Amager Privatskole har begyndt morgenen med tyskundervisning. Hjemmefra har de forberedt sig på der, die, das og kasserollebøjninger.

Men nogle af eleverne har også brugt onsdag aften på at læse noget helt andet end tyske gloser. I dag udkommer bogen ’Ung kend din krop’, og den har fem af eleverne i 9. A haft med hjemme for at bladre igennem på deres tablets.

'Ung kend din krop'

Forlaget bag den populære bog ’Kvinde kend din krop’ udgiver i dag en yngre udgave af klassikeren. Den nye bog hedder ’Ung kend din krop’ og henvender sig til drenge og piger i puberteten.

Emnerne i bogen dækker bl.a. over familie, venner, kæresteforhold, identitet, seksualitet, menstruation, lyst, ulyst, prævention, kønssygdomme og overgreb.

Bogen er skrevet af to jordemødre og en læge.

Bogen har fået titlen efter klassikeren ’Kvinde kend din krop’, som siden 1975 har fungeret som alt fra et kampskrift for rødstrømpebevægelsen til kvindekroppens A til Z-guide. Men modsat 70’er-klassikeren fortæller ’Ung kend din krop’ ligeligt om begge køn og henvender sig også til et væsentligt yngre publikum. Nemlig dem, der lige nu er ved at eksperimenter med deres seksualitet.

Men har unge, som, siden de blev født, har været online og har haft adgang til alt om sex på nettet overhovedet brug for sådan en bog?

Anja Lowder, 15 år

Anja Lowder mener, bogen er skrevet på en god og børnevenlig måde. (© dr)

- Bogen er spændende, og den er rigtig god, når man begynder at eksperimentere med sin krop. Der står meget om kroppen, og man kan genkende det fra sig selv. Der er selvfølgelig nogle ting, man godt ved i forvejen, men jeg fandt også ud af nye ting. Og så er det godt, at man både kan læse om drenge- og pigekroppen.

- Jeg kan godt lide den måde, bogen er lavet på. Den er skrevet på en børnevenlig måde, så man ikke tænker wow, fordi der er alt for vilde ord.

- Bogen forklarer det mere i dybden, end hvis jeg gik ind på en hjemmeside. Jeg giver den 4 stjerner, fordi der er mega god, selvom man ved nogle af tingene i forvejen.

Emma Sheridan, 14 år

Jeg kan godt lide, at den skriver om kroppen, men også om personlige ting som at være trans. Det kendte jeg ikke så meget til, siger Emma Sheridan. (© dr)

- Der er nogle meget interessante og gode emner i bogen. Jeg kan godt lide, at den skriver om kroppen, men også om personlige ting som at være trans. Det kendte jeg ikke så meget til.

- Der var nogle ting, som jeg har hørt før i seksualundervisningen. Men der er også ting, jeg ikke rigtig har tænkt over, før jeg læste det. Så jeg synes, man kan få en del ud af at læse bogen.

- Mange unge tænker over de her ting, og mange har spørgsmål om seksualitet – og så er det smart, at man i bogen kan finde ud af, hvor man kan få mere hjælp, hvis man stadig er i tvivl, efter at man har læst den.

- Jeg vil give bogen fire stjerner. Den er rimelig god, men der skulle stå noget mere, hvis jeg skulle give den fem stjerner.

Martha Jensen, 15 år

Martha Jensen synes, det er rigtig godt, når der i bogen står, at drenge og piger har lige meget lyst. Det havde hun ikke tænkt over før. (© dr)

- Den er god, for der er ting i bogen, som man ikke får med i seksualundervisningen. I undervisningen kommer man ind på emner som sved, menstruation og bumser, men ikke så meget om følelser og presset på én som teenager. Det kan jeg godt lide, og det læste jeg rigtig meget om.

- De andre bøger, jeg har læst, har ikke skrevet om transseksualitet, og det, synes jeg, er rigtig godt. Og så er det rigtig godt, at der står, at drenge og piger har lige meget lyst. Det havde jeg aldrig tænkt over før.

- Der er sådan en opfattelse af, at piger ikke må have lyst. Og hvis de har lyst og fortæller om det, så synes andre, at de er billige. Bogen understreger, at det ikke behøver at være sådan. Det er lidt overraskende, fordi nogle synes, det er underligt, hvis pigerne snakker om det. Men hvis drengene gør det, så er de seje.

- En bog hjælper mere, end hvis man scroller ned på en hjemmeside. Jeg synes, internettet er lidt for upersonligt. Så jeg kan bedre lide at læse om det i en bog.

- Jeg vil give bogen fire stjerner, fordi den passer godt til dem på min alder, og fordi jeg ikke har set nogle andre bøger om det her.

Simon Prebensen, 15 år

Jeg interesserer mig ikke så meget for det med bøger. Men det er en af de bøger, der har fanget mig mest, siger Simon Prebensen. (© dr)

- Bogen er meget interessant, og den fangede mig hurtigt, fordi den fortæller om puberteten, og alt det der sker med én.

- Jeg synes, bogen er sat godt sammen, og så er det fedt, at den fortæller om både drenge og piger, så man også ved, hvad der sker med det andet køn. Jeg vidste en del af det i forvejen, men jeg er også blevet klogere på noget.

- Hvis man har problemer med sin krop, eller man ikke helt forstår, hvad der sker med den, så vil jeg helt sikkert anbefale den. Og så fungerer tegningerne i bogen også godt, fordi man kan se, hvordan det forskellige ser ud.

- Jeg vil give bogen 4 stjerner. Jeg interesserer mig ikke så meget for det med bøger. Men det er en af de bøger, der har fanget mig mest, fordi den fortæller nogle vigtige ting.

Kristine Hein Hansen, 15 år

Kristine Hein Hansen giver bogen fem stjerner. Hun synes, den kommer ind på alle de væsentlige emner. (© dr)

- Bogen kommer ind på nogle emner, som jeg kom til at spekulere mere over, men som jeg ikke har tænkt over før. Den giver nogle gode svar og forklarer tingene, og det, synes jeg, er godt.

- Jeg kan godt lide, at den ikke kun henvender sig til drenge eller til piger. Selvom jeg læste mere om pigerne, så er det godt også at læse lidt om drengene.

- Den er god, og jeg har lært en del nye ting. Den er skrevet meget ligeud, og det kan jeg godt lide. Den er ikke skrevet på en måde, hvor det er pakket ind i vat, men på en måde, så man kan se, at den henvender sig til unge.

- Jeg synes, den skal have fem stjerner. Den kommer ind på nogle gode emner, og jeg synes ikke, der mangler noget i den.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve