ANMELDELSE Her er der direkte adgang til en 12-14-årig piges ufiltrerede sanser

Tegneserien 'Den her sommer' har en særlig elegant balance mellem pubertet og voksenliv.

Kan du huske hvordan det var at være 12-13-14 år, dengang seksualitet og seksuelle eventyr stadig befandt sig et godt stykke ude i horisonten, i et uvejsomt, svært farbart landskab, dengang du godt kunne forstå når mor og far var uvenner, men ikke kunne gennemskue hvorfor, dengang voldsomme følelser pludselig kom væltende ud af det blå, uden at du forstod hvorfor – eller vidste hvordan du skulle styre det?

Erindringen effektivt

Nej, det kan jeg heller ikke.

Men jeg har fået erindringen effektivt opfrisket af canadiske Mariko og Jillian Tamakis tegneserie ’Den her sommer’.

Tamaki-kusinerne har før beskrevet teenagetidens skrøbelige følelsesliv i ’Skim’ (2008), om en pige, der forelsker sig i en lærer. Med ’Den her sommer’ følger de den 12-13-årige Rose på en af de lange, lange somre, som hører barndommen og til dels ungdommen til, og som frustrerende nok er umulige er genskabe i voksenalderen.

Nye typer situationer på radaren

Sammen med mor og far er Rose i sommerhus på den fiktive Awago Beach et sted på den nordamerikanske østkyst.

Det har hun været gennem flere år, men oplevelserne er anderledes den her sommer. Nye typer situationer bliver registreret på radaren.

Rose bader sammen med den lidt yngre veninde Windy, og udforsker de unge mennesker ved den lokale købmandsbutik. Mor og far, derimod, forsøger hun at undgå. De skændes og vrisser af hinanden, uden at Rose forstår hvorfor.

Efterhånden finder vi læsere ud af at moderen nyligt var gravid, men mistede barnet og siden har været ramt af en depression.

Rose er ikke i stand til at begribe hvilke følelser hendes mor kæmper med. Det er hendes far heller ikke, og moderens lillesøster og tilhørende svoger, der kommer på besøg i sommerhuset, er slet ikke. Det ender i et stormende skænderi, der er ved at rive familien fra hinanden.

En særlig elegant balance

Det er netop i den sammenhæng canadiske Mariko Tamaki og hendes tegnende kusine, Jillian, finder en særlig elegant balance. Det er Roses fortumlede og forvirrede prepubertære følelsesliv, der strømmer ud fra ’Den her sommer’s 319 sider.

Vi oplever alt gennem hende. Badeturene med Windy, gyserfilmene de låner hos den lokale købmand, de voksne underlige vredesudbrud, drengenes mærkelige opførsel og dramaet ved købmanden, hvor en ung mand tilsyneladende har gjort en ung kvinde gravid og ikke vil kendes ved det. Og mere til.

Alt bliver beskrevet med Jillian Tamakis nøje registrerende streg, der har samme evne til at falde i staver over detaljer som et barn, der i flere minutter kan studere et blad på en plante eller en bølges forandring.

Direkte adgang til en piges ufiltrerede sanser

Men det er den voksne læsers erindrende blik, der sætter oplevelserne i perspektiv.

Enhver historie lever i det samarbejde, der opstår mellem den fortællende og den lyttende/læsende. Det usædvanlige ved ’Den her sommer’ er, at voksne læsere får så direkte adgang til en piges ufiltrerede sanser.

En jævnaldrende pige vil formentlig være ligeså forvirret som Rose. Voksne læsere, der aldrig mere kan opleve fornemmelsen af uendelige somre, bliver derimod sendt på en rejse tilbage til de ufiltrerede følelsers tid.

'Den her sommer' er udkommet på forlaget Høst & Søn

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve