Dansk designkonge var for vild til Danmark: Blev kaldt en pauseklovn

Verner Panton var dansk designs 'enfant terrible' og var længe set som en pauseklovn blandt designerparnasset. Ny bog fortæller historien om den danske verdensdesigner.

Den nye bog 'Panton – Miljøer, farver, systemer, mønstre' er en af de få bøger, der findes om designer Verner Panton. (Foto: Collage © sCANPIX)

Plastik og plexiglas i skrigende pangfarver.

Sådan kender de fleste den danske designer Verner Panton, der gik fuldstændig imod den danske designtradition, hvor alt helst skulle laves i træ.

Men de vilde former, industrielle design og det noget 'udanske' materialevalg var for vildt for Danmark, og derfor måtte han flytte til udlandet, hvor han fik stor succes.

Det fortæller Ida Engholm, lektor ved Kunstakademiets Designskole, og Anders Michelsen, lektor ved Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, som netop har udgivet en bog om den danske designer.

Bogen, der har navnet 'Panton – Miljøer, farver, systemer, mønstre' er faktisk en af de få bøger, som findes om Verner Panton. For Panton har for designerparnasset været så ugleset, at forfattere ligefrem har droppet at få udgivet bøger om ham.

- Han blev betragtet som anderledes i forhold til den danske designtradition og har været en outsider næsten fra begyndelsen af sin karriere, siger Ida Engholm til P1 Eftermiddag.

Marsboerne ville få et chok

Verner Panton var da også selv klar over sin meget anderledes linje. Selv har han sagt, at hvis vi i Danmark en dag skulle få besøg fra Mars, så ville marsboerne få et chok over, hvor ens vi egentlig bor.

Selvom han blev kaldt en pauseklovn af designparnasset, så nægtede han at rette ind, og han valgte derfor at flytte til Basel i Schweiz, hvor han var tættere på sit netværk og kunderne.

- Der kom der fuld fart på virkelysten, og han fik stor økonomisk og designmæssig succes. Han var blandt jetsettet og en af dem, som kulturpersonligheder besøgte, fordi han turde bryde grænser for, hvad design kunne, siger Ida Engholm.

Den nu afdøde Verner Panton med sin kone Marianne Panton omgivet af hans farverige møbeldesign. (© Panton Design Basel)

Selvom parnasset rynkede på næsen af Verner Panton, formåede han dog at blive mere populær blandt den brede befolkning, som stadig har mange Panton-lamper og -stole stående. Men faktisk er bogen mest skrevet for at få de unge designere til at turde tænke som Panton, fortæller Anders Michelsen.

- Bogen fortæller, hvor langt man kan komme, hvis man er målrettet. Vi har skrevet bogen til unge designere, som tit er usikre på, om de kan blive til noget. Det kan lade sig gøre, hvis man er tilstrækkelig ihærdig og tror på sig selv.

- Men den stiller også spørgsmålet til os om, hvor kreative vi egentlig er, siger han.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve