Dansk forfatter om at bo i New York: Jeg savner ikke Janteloven

Forfatter Naja Maria Aidt har boet i New York de seneste ni år. Hun elsker byens multikulturalisme, men savner de lyse danske nætter. Janteloven og den danske provinsmentalitet savner hun dog ikke.

Amerikanerne forstår ikke, at Naja Marie Aidt er flyttet, når de hører om den danske velfærdsstat. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Forfatter Naja Marie Aidt skulle egentlig bare have boet ét år i New York, men nu er et år indtil videre blevet til ni i Brooklyn, hvor hun bor med sin mand og sine to yngste sønner på 25 og 15 år.

Her elsker hun at spise 'lobster rolls' fra Ed's Lobster Bar i Lafayette Street og at se på mennesker i Prospect Park. Eller i subway’en, som hun kalder New Yorks ’livsnerve’, fordi den bliver brugt af alle newyorkere, unge og gamle fra alle socialklasser, og fordi hun kan opleve, hvordan menneskene ændrer sig, alt efter hvilket kvarter metrotoget stopper i.

- En af grundene til, at vi rejste herover var, at jeg var meget ung, da jeg fik børn. Jeg var kun 18, da jeg fik den første, så jeg har ikke haft mulighed for at rejse tidligt i mit liv, fortæller Naja Marie Aidt.

Naja Marie Aidt på taget af sit hjem i Brooklyn, New York.Hun har indtil videre boet i byen i ni år. (Foto: PRIVATFOTO)

- Men nu var der en mulighed, fordi jeg havde et barn, der var færdig med gymnasiet, ét der var færdig med folkeskolen og ét, der skulle til at starte i skole. Så der var pludselig et vindue til at komme afsted, fortæller hun.

Om Naja Marie Aidt

Dansk forfatter bosat i Brooklyn, New York, på niende år.

Naja Marie Aidt skriver blandt andet noveller, digte og romaner og har vundet adskillige priser siden sin forfatterdebut i 1991.

Blandt andet har hun modtaget både Kritikerprisen og Nordisk Råds litteraturpris for novellesamlingen ’Bavian’ fra 2006.

Hun er lige nu aktuel med bogen 'Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage', der handler om tabet af og kærligheden til sønnen Carl.

Du kan læse mere om bogen her.

- Samtidig var det også lige efter, jeg havde skrevet 'Bavian', der var en hård bog at skrive, og jeg havde en trang til at komme væk fra Danmark, fortæller den 53-årige forfatter, der boede sine første syv leveår i Grønland.

Det multikulturelle scoop

Derudover havde Naja Marie Aidt også en stor lyst til at opleve et multikulturelt samfund.

- Det var i 2008, hvor det racistiske miljø for alvor vandt frem i Danmark – en ny hårdhed i Danmark, jeg også havde skrevet om i Bavian. Jeg var ikke 'tvangsflygtning' overhovedet, men ville gerne have den her oplevelse af at være fremmed i et andet land, så jeg kunne skrive om det, fortæller hun.

Og netop New Yorks multikulturalisme er noget, hun holder utroligt meget af.

- Det multikulturelle er det store scoop for mig. Så mange sprog, så meget diversitet, så meget forskellig mad og musik. Så mange historier. Og jeg holder virkelig af den åbenhed og venlighed, jeg møder hos menneskene her i byen, siger hun.

Naja Marie Aidt på Bergen Street i Brooklyn. (Foto: PRIVATFOTO)

Savner de lyse nætter

Der er da også ting, hun savner ved Danmark, fortæller hun.

- Jeg savner mest mine venner og min familie. Og mine kolleger, som jeg skriver meget med. Det er en måde at følge med i, hvad der sker i Danmark og i litteraturen. Hjem er der, hvor dem, man elsker er, så jeg har to hjem, siger hun.

- Og så savner jeg de lyse nætter – og solsorten.

Men der er også ting, hun ikke savner.

- Jeg savner ikke det politiske miljø, som det er nu. Jeg savner ikke det provinsielle, og jeg savner ikke Janteloven. Den der angst for hele tiden at miste noget til nogle andre, og hele tiden at definere verden kun ud fra et dansk blik. De her ting findes i den grad også i USA, men i New York er det anderledes.

Verdens lykkeligste folk

Når hun fortæller, at hun kommer fra Danmark siger folk altid: 'I er jo verdens lykkeligste folk' og 'I laver sådan noget smukt design', fortæller hun og tilføjer, at der er mange, der kender de danske møbelklassikere.

- Der er også mange, der er interesseret i det her med, at vi har et velfærdssamfund. Og når jeg siger, at vi har gratis uddannelse og kan komme gratis til lægen, så spørger folk, hvorfor jeg er flyttet, siger hun.

- Derfor gør det mig også så trist at se, at velfærdssamfundet bliver udhulet i de her år, fordi det er en grundsten i vores demokrati, som gør, at folk faktisk er lige, siger hun.

Ny inspiration og en større horisont

Hun fortæller, at det har givet hende en større horisont at leve i USA. Og det har hun også kunnet bruge i sit forfatterskab. Blandt andet havde hun allerede inden hun flyttede til USA haft en idé om, at hun gerne ville skrive en bog om at være fremmed. Det blev til digtsamlingen 'Alting Blinker'.

- Jeg kunne bruge min egen følelse af at være fremmed. Det med, at man mister sin suverænitet og virker mere dum, end man er. Man taler ikke taler sproget perfekt og forstår ikke alle sammenhænge, siger hun.

- Der er noget ydmygende over, at man har brug for hjælp. Det fik mig til at tænke meget på de mennesker, der kommer til Danmark fra andre steder i verden og på, hvordan vi behandler dem, siger hun.

Og selvom ét år i New York pludselig blev til ni, så er Naja Marie Aidt rimelig sikker på, at hun nok skal vende hjem til Danmark igen.

- Jo, det tror jeg nok, jeg gør. Grunden til, at vi er her stadigvæk, er, at vi har vores liv her nu, og at det er et spændende sted at være. Det har ikke så meget at gøre med, at det er det ikoniske New York mere, siger hun.

- Min yngste søn er færdig i highschool om tre år, og så tager vi nok hjem igen. Men om det bliver for evigt ved jeg ikke.

Tre ting, du skal opleve i New York ifølge Naja Marie Aidt

  • - Det første man bør gøre er at gå op I Empire State Building og se byen oppefra. Det er en imponerende oplevelse, og man oplever, at byen ikke er så stor, som man tror.
  • - Besøg de forskellige kvarterer. Tag til Brooklyn, fordi det er der, folk bor, og det er et meget større område end Manhattan. Tag til de hippe kvarterer som Green Point og Williamsburg, og tag til det fattigere kvarter Crown Heights, der viser en anden side, end det polerede billede af New York.
  • - Hvis man vil se det bedste kunst, skal man tage toget fra Grand Central op langs Hudson River og til museet Dia:Beacon. Det er en nedlagt fabrik med imponerende kunst. Det er en utrolig flot togtur langs floden og godt for sjælen. Når man skal tilbage med toget og kører ind gennem Harlem, ser man byen udefra, og det er så dejligt. Jeg tager stadig tit derop, fordi jeg elsker det sted.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve