Endnu en nøgen mand forbudt af Apple

Den danske forfatter Michael Næsted Nielsen har fået sin bog censureret på grund af forsidefotografiet. Kulturministeren går ind i sagen.

Sådan ser fotografiet på forfatter Michael Næsted Nielsens bog 'Slaven' ud. Det var for hård kost til Apple, der nægter at sælge bogen. (Foto: Foto: forside af bog)

Det er ikke fordi, han umiddelbart lægger op til ballade, manden på forsiden af forfatter Michael Næsted Nielsens bog 'Slaven'.

Godt nok er hans tøj fraværende. Men fotografiet af ham er alligevel ganske lødigt - posituren er afslappet, farverne holdt i brunstøvede nuancer - og hans krop er slet ikke blæst op over hele forsiden. Faktisk fylder fotografiet af ham kun en lille del af den ellers helt hvide forside.

Alligevel var den nøgne mand for hård kost for Apple, der har valgt ikke at sælge Michael Næsted Nielsens bog 'Slaven' i deres iBookstore med begrundelsen "upassende omslag".

- Det er en skandale. Jeg boykotter Apple. Apple skal ikke bestemme, hvordan min bog skal se ud. Den nøgne krop på forsiden er valgt, fordi det passer godt til novellens indhold, siger Michael Næsted Nielsen til Jyllands-Posten.

Apple skal ikke bestemme, hvordan min bog skal se ud.

Michael Næsted Nielsen, forfatter

Kulturministeren tager kontakt til Apple

Det er ikke første gang, at Apple har valgt at censurere danske forfatteres værker - blandt andet er Peter Øvig Knudsen 'Hippie'-bøger blevet fjernet fra Apples butik på grund af fotografier af nøgne mennesker.

Dengang valgte daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) at tage kontakt til sine europæiske kollegaer for at undersøge, om problemet eksisterede i andre europæiske lande. Det initiativ fortsætter kulturminister Marianne Jelved (R), som vil tage kontakt til Apple, og som vil tage sagen op ved en EU-konference til maj.

- Apple har ikke tidligere vist interesse for at komme i dialog, men jeg ville alligevel tage kontakt, for dette virker helt utilstedeligt. Det kan kun betragtes som censur, siger hun til Jyllands-Posten.

Forfatterforeningen kan ikke gøre noget

Michael Næsted Nielsen håber, at også Forfatterforeningen vil tage sagen op - men det skal han ifølge Forfatterforeningens formand, Jo Hermann, ikke regne med.

- Vi kan ikke bestemme over en privat virksomhed og kan derfor ikke gøre noget i den konkrete sag, men vi kan gøre sagen politisk og arbejde for at få brudt monopolet, siger hun til Jyllands-Posten.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve