Gratis til dig: Hent fire fede lydbøger til din ferie

Keder du dig i ferien? Så kan du her downloade tre spændende lydbøger for unge - og en enkelt for voksne - ganske gratis.

Så er det på med hørebøfferne - nu kan du nemlig hente fire spændende ungdomsbøger - og en enkelt for voksne ganske gratis til din ferie. (Foto: JuNiArt © ColourBox)

Ferietid er lig med læsetid. Men hvorfor slæbe tunge bøger med på ferien, når du kan have en hel roman i din øresnegl?

Her kan du - helt gratis - downloade tre spændende ungdomsbøger og den populære ungdomsforfatter Dennis Jürgensens første voksenbog.

Alle bøger er af danske forfattere, og der er både noget til dig, der kan lide tidsrejser, fantasy, sick litt og psykologiske københavnerkrimier.

Bøgerne kan hentes frem til den 31. august.

Rigtig god fornøjelse!

Om lydbøgerne

Du kan downloade lydbøgerne frem til 31. august.

Husk, at de downloadede filer er til eget brug og ikke må deles med andre.

God fornøjelse!

Knald og farver på handlingen i 'Den sorte paraply'

'Den sorte paraply' af Lene Dybdahl

'Den sorte paraply' er en fantastisk historie for unge. Historien foregår i Londons slum i 1600-tallet, og hovedpersonen er den uheldige, forældreløse dreng, Robert, som forsøger at overleve i dyb fattigdom i storbyen.

Skæbnen fører ham på magisk vis ud og væk fra ondskab, tæsk og lidelser, og han ender på en vild trolddoms-tidsrejse helt frem til vores nutid.

Der er knald og farver på handlingen og masser af fine miljøbeskrivelser i 'Den sorte paraply', som er dejlig let sommer-lytning for drenge, piger - og barnlige voksne.

Bogen er indlæst af Torben Sekov og udgivet af forlaget Tellerup

Du kan streame og downloade 'Den sorte paraply' her.

Når en ung verden går i stykker

'Er du okay, Fie?' af Annika Eibe

Det er en fin ungdomsserie, som danske Anika Eibe har gang i for tiden.

'Er du okay, Fie' er et nyt bind i Annika Eibes serie om de følsomme og udsatte klassekammerater, som kæmper med både ydre og indre pres.

Temaet for denne del af serien er 'cutting', altså selvskade, og handler om smukke Fie, som holder sine indre tanker og sin elendige selvtillid hemmelig for andre.

En fin og vigtig udgivelse inden for genren 'sick litt', som også kendes fra mestre som John Green ('En flænge i himlen'), hvor forfatteren behandler tabuiserede og svære emner.

Bogen er indlæst af Maria Garde og udgivet af forlaget Tellerup

Find 'Er du okay, Fie' her.

En mystisk dreng med smukke øjne

Spektrum #1: Leoniderne af Nanna Foss

Ups! Emilie drømmer en nat om en mystisk dreng med smukke, grønne øjne. Da hun laver en tegning af ham, bliver han på magisk vis levende. Han møder op i hendes skoleklasse dagen efter sammen med sin tvillingesøster.

Kender du DR Læseklubberne?

Elsker du at læse? Så er DR Læseklubberne måske noget for dig.

Her får du interviews med forfattere, anbefalinger til god litteratur og meget andet.

Du kan læse mere om læseklubberne her og tilmelde dig nyhedsbrevet her eller læse mere på dr.dk/bøger.

Så er handlingen i gang i første bind af Nanna Foss' serie 'Spektrum'. Det er en dramatisk, velfortalt og sprogligt stærk fortælling om seks unge venner.

Emilie er hovedkarakter i dette bind, og sammen med skolekammeraterne oplever hun en masse vilde og overnaturlige ting, hvor drøm og virkelighed smelter sammen.

'Leoniderne' handler samtidig om velkendte problemer, som unge slås med i skolen og blandt vennerne. Nanna Foss er dermed en af de danske forfattere, som allerbedst mixer klassisk ungdomslitteratur og fantasy.

Bogen er indlæst af Anja Owe og udgivet af forlaget Tellerup og kan streames og downloades lige her.

Mord med mening

Løbende Tjener af 'Dennis Jürgensen'

Livet er ikke let for efterforskningsleder Ronald Triel. Hans kone bliver myrdet, og hans 13-årige datter bliver ved samme lejlighed udsat for et voldsomt fysisk overgreb. Ronald vil virkelig gerne have hævn og finde ud af, hvem gerningsmanden er.

Og da en ny række mord finder sted i København, ser der ud til at være sammenfald med den gamle sag. Det er dermed en typisk 'plaget' betjent, som har hovedrollen i Dennis Jürgensens første voksen-bog.

Forfatteren virker oprigtigt interesseret i at studere en morders syge psyke, og dermed virker der til at være en dybere grund til, at vi som læsere skal trækkes igennem den noget blodige og makabre handling.

Bogen er indlæst af Torben Sekov og udgivet af forlaget Tellerup

Du kan streame og downloade 'Løbende tjener' her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve