Husker du 'Den franske løjtnants kvinde'? Dansk forfatter har overtaget genialt fortælletrick

Det kan være noget af en udfordring at skulle fortælle historier fra en svunden tid. Den danske forfatter Christina Hesselholdt brugte metoden fra klassikeren 'Den franske løjtnants kvinde', da hun gik i gang med at skrive om sin egen historiske hovedperson.

En ung Meryl Streep fra filmplakaten til 'Den franske løjtnants kvinde'. Filmen vandt en stribe priser og fik hele fem Oscar-nomineringer, da den kom frem i 1982.

Mange husker filmatiseringen af 'Den franske løjtnants kvinde' med Meryl Streep og Jeremy Irons. Meryl Streep i rollen som den gådefulde guvernante Sarah, der lever i den snerpede Victoria-tid i 1860ernes England.

Sarah har haft en kærlighedsaffære, der for altid har stemplet og udstødt hende fra samfundet, hvilket selvfølgelig pirrer den allerede forlovede forskertype Charles, spillet af Jeremy Irons.

Jeg er meget fascineret af John Fowles konstruktion i 'Den franske løjtnants kvinde', og jeg har altid drømt om at have sådan en fortæller.

Christina Hesselholdt

Filmen er en tåreperser af rang, men det er ikke fortællingens evne til at få hjerterne til at banke af længsel og smerte, som gør den langtidsholdbar. I hvert fald hvis man spørger forfatter Christina Hesselholdt.

Blander fortid og nutid

I bogen, som blev skrevet i 1976 af John Fowles, bliver der nemlig eksperimenteret på genial vis med fortællestilen.

John Fowles skaber en stærk fortællerstemme i bogen. Et menneske, der beretter historien sådan som den udspillede sig mellem to mennesker for 100 år siden, men med den viden, et nutidsmenneske har om senere begivenheder og historisk kontekst.

Fortællerstemmen henter dokumentarisk tekstmateriale fra datiden ind midt i historien om Sarah og Charles. Binder det sammen med referencer til nutidspersoner og -begivenheder. Og lægger ikke skjul på sine holdninger til hykleriet dengang, som gentager sig i fortællerens egen tid.

Hjemme med sin bulldog

Det samme gør danske Christina Hesselholdt i sin roman 'Vivian', der handler om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier. Romanen er lige nu nomineret til DR Romanprisen 2017.

Hør podcasten om 'Vivian'

De seks kandidater til DR Romanprisen 2017 har alle fortalt om deres bøger i denne podcast-serie.

Hør episoden eller download hele serien med forfatterne Kirsten Thorup, Merete Pryds Helle, Niels Lyngsø, Kristina Stoltz, Mich Vraa og Christina Hesselholdt.

Du finder serien her.

Her er det en dansk handicappet mand, der fra sin seng og i selskab med sin bulldog, stykker et portræt sammen af Vivian. Med dokumentariske passager undervejs, såvel som samtaler med den for længst afdøde kvinde.

- Jeg er meget fascineret af John Fowles konstruktion i 'Den franske løjtnants kvinde', og jeg har altid drømt om at have sådan en fortæller, siger Christina Hesselholdt.

Fakta drysset i fortælling

Ved at placere ham på samme tid, som forfatteren selv, kunne hun få et udsyn tilbage i tiden, forklarer Christina Hesselholdt.

- Jeg vidste, jeg ikke havde lyst til at skrive en realistisk roman, hvor jeg skulle leve mig ind i Vivian Maiers samtid og forestille mig, hvordan det var at leve i 1920erne, 1930erne osv.

Få den ultrakorte version af romanen 'Vivian'

- Jeg ville hellere bruge den viden, jeg har om den tid og drysse ud over bogen, såsom Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen. Konstruktionen giver mig mulighed for at fortælle de små bidder af den amerikanske historie, som er relevante for sammenhængen.

I bog om attentatkvinde

Christina Hesselholdt er ikke den eneste, der har luret fortælleteknikken af fra den britiske forfatter, der bliver kaldt 'sprogets troldmand', John Fowles.

- Da jeg læste den svenske forfatter Sara Stridsbergs bog 'Drømmefakultetet' om den kvinde, som skød Andy Warhol, blev jeg mindet om min forkærlighed for John Fowles. Hun benytter sig også af den type fortællerstemme, men der er flere af dem, og det er en meget mere kompliceret roman end min, lyder det fra Christina Hesselholdt.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve