Margarine og mådehold: Storsælgende kult-kogebog er stadig et hit

'Frøken Jensens kogebog' er trykt i mere end en million eksemplarer. Og selvom første udgave kom i 1901, så lever de gastronomiske dyder fortsat videre i køkkener og ganer landet over. Kom tættere på fænomenet Frøken Jensen og hemmeligheden bag hendes succes.

(© Gyldendal)

Som den bedst sælgende danske kogebog nogensinde er den i dag fast pensum, når det kommer til dansk madlavning. Den er blevet opført som teater, og for nylig indbød Kvindemuseet i Aarhus – i forbindelse med vidensfestivalen Hearts & Minds Festival – til ”en aften med klassisk kogekunst og kulturhistorie a la Frøken Jensen – For mænd.”

Frøken Jensens liv
  • Født 17. juli 1858 – Død 7. februar 1923.

  • Voksede op hos sin bedstemor i Randers.

  • Var husbestyrerinde hos familien Melchior – som bl.a. talte den internationalt anerkendte operasanger Lauritz Melchior.

  • Udgav flere andre kogebøger – herunder titlerne ’Syltebog’, ’Hvad skal vi have til middag’ og ’Svampe på 100 Maader’.

  • Der nåede at komme 27 oplag af ’Frøken Jensens Kogebog’ – bare i hendes egen levetid.

På menuen var kalvefrikasse med fennikel, dild og gulerødder.

En af aftenens gæster var Flemming Olesen, som til daglig er faglærer på AARHUS TECH’s afdeling for trends og gastronomi:

- Jeg bruger ’Frøken Jensens kogebog’, når jeg underviser i madkultur. Den er et godt billede på, hvordan man i husholdningen brugte mange af de råvarer, som vi er gået tilbage til, når vi taler om Ny Nordisk Mad – både når det handler om enkelthed og brugen af sæsonspecifikke råvarer.

Sådan kunne en af Frøken Jensens originale instrukser se ud. (© Gyldendal)

Der er sket meget med danskernes madvaner siden husbestyrerinde Kristine Marie Jensen for 116 år siden samlede sine opskrifter og udgav dem som ’Frøken Jensens kogebog’. Bogen er af flere omgange blevet opdateret med nye retter og gjort beredt til blendere, konserves og moderne ovne.

Bagkvinden selv døde i 1923, men hendes navn og varemærke storsælger stadig.

Et brand med bid i

- Hun har et utroligt stærkt brand. Hun slår nok ikke LEGO og B&O, men inden for kogebøger er hun en af de største.

Sådan siger Ole Knudsen, der er redaktionel udviklingschef hos Gyldendal, som udgiver 'Frøken Jensens kogebog'.

Han understreger, at den berømte kogebog gennem tiden har gennemgået markante forandringer. Den er først og fremmest blevet moderniseret, og så er de praktiske instrukser blevet gjort skarpere. Kogebogen var nemlig oprindeligt lavet til husmødrene, der i forvejen havde kendskab til håndværket.

- Der kunne stå 'bag kagen, til den er færdig' eller 'ved temmelig svag varme'. Den var ikke gået i dag, siger Ole Knudsen.

Sidste år udkom så endnu en ny version, hvor kogekone Nanna Simonsen både lod sig inspirere af de moderne versioner og den originales grundessens. Blandet andet ved at genindføre grødopskrifter, som ellers i flere år havde været set som umoderne.

Hele Danmarks smagsdommer

Med sin kogebog ville Frøken Jensen skabe et konkret værktøj med opskrifter for alle – både når det handlede om opskrifternes kompleksitet og husmødrenes pengepunge. Hun var eksempelvis en af de første kogebogsforfattere, der tillod margarine som et fair alternativ til smør.

Malene Grønlund Nielsen, café-leder på Kvindemuseet, kommer her med sit bud på, hvorfor kogebogen stadig har så stor appel:

Udover at være succesfuld kogebogsforfatter levede Kristine Marie Jensen selv et relativt anonymt og tilbagetrukkent liv. Så hvor meget Frøken Jensen er der egentlig tilbage i ’Frøken Jensens kogebog’?

Ifølge Ole Knudsen fra Gyldendal kan der på trods af markante ændringer, stadig trækkes en linje tilbage til husbestyrerindes oprindelige værk:

- Der er ikke meget af virkelighedens Frøken Jensen tilbage i de nye versioner. Men hendes ånd og det, hun stod for, lever fortsat videre i kogebøgerne. Hun er synonym med en bestemt måde at lave mad på, som faktisk stadig er højaktuel.

Omslaget til første udgave af 'Frøken Jensens kogebog' fra 1901. (© Gyldendal)

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve