Testklubben er med når livet tager en frygtelig drejning

De seks bøger på Testklubbens læseplan følger mennesker, der drager ud i verden og ender i ekstreme situationer

I Testklubben bevæger vi os ud i de hjørner af litteraturen, som du måske ellers ikke bliver præsenteret for. Alt det nye, spændende, og knap så kendte. Læseplanen for de kommende seks måneder rummer fremragende fortællinger fra mange genrer. Du kan glæde dig til både gys, langdigt, graphic novel, den stramme danske arbejdspladsroman og den magiske afrikanske natur.

DR Testklubben

Klubben er for dig, der gerne vil vide, hvad der rører sig af ny litteratur. Vi læser både dansk og udenlandsk, og det gør vi i månederne januar til juni.

Hvis det lyder som noget for dig, så meld dig ind i klubben i boksen herunder.

Vi møder blandt andet en mand, der bliver anklaget for mord på sin elskede efter to dage på en øde ø. En teenager, der får en spådom fra en sindssyg mand og slår sin broder ihjel. Og en traumatiseret rumænsk kunstner, der forsøger at opløse fornemmelsen af tid.

Januar: 'Vi var fiskere' af Chigozie Obioma

Tag med på en rejse til byen Akure i det vestlige Nigeria i midten af 1990erne. Her bor en familie med fire sønner, der drømmer om at blive advokater og læger. Drengene er ude og fiske i forbudt område, da de møder en gal mand. Han kommer med en profeti, som ender med at smadre familien i stumper og stykker. Kærligheden bliver forvandlet til frygt og senere mord, så der til sidst ikke er noget tilbage.

Historien om familien, der går i opløsning, kan læses som et metafor for den måde, landet Nigeria blev ramt af katastrofe på, da den britiske kolonimagt kom til landet for 150 år siden. Forfatteren Chigozie Obioma har skrevet både familiens og sit lands historie på gribende og skæbnesvanger vis.

Februar: 'Lageret Huset Marie' af Jonas Eika Rasmussen

Elias, den unge mandlige jeg-fortæller i Jonas Eika Rasmussens debutroman, bevæger sig i pendulfart mellem tre steder. Om natten arbejder han på et lager, hvor han samler dele til husholdningsapparater. Om dagen er han hjemme i huset, som han bor i sammen med en gruppe andre unge i et forsumpet kollektiv. Og om aftenen er han sammen med kæresten Marie i hendes lejlighed i den aarhusianske midtby.

Vær med i DR Læseklubberne

Er du vild med at læse?

Mangler du inspiration til din næste læseoplevelse eller et sted at dele dine oplevelser med andre, der har læst bogen?

Så ​meld dig til DR Læseklubberne, hvor vi hver måned læser og diskuterer en ny bog i hver af de fem klubber:

Romanklubben
Klassikerklubben
Testklubben
Krimiklubben
Fagbogklubben

​Du kan læse om de forskellige klubber her og melde dig ind her.

Elias er efterhånden ved at bukke under for det mekaniske arbejde, den ødelagte døgnrytme, huset er ved at rådne op og Marie lider af en ødelæggende angst. Han er nødt til at gøre modstand og markere sine egne grænser.

Bogen er blevet kaldt en arbejdsplads- og kærlighedsroman i et, og det er den første fra Jonas Eika Rasmussen, der blev færdig på Forfatterskolen i 2015.

Marts: 'Ø' af Steen Langstrup

Da Alex Garland gav os bestselleren The Beach, tog det lige toppen af drømmen om at finde paradiset på en øde strand i Sydøst-Asien. Nu har Steen Langstrup med gyseren Ø sørget for, at følelsen af angst hænger ved forestillingen om den smukke tropeø.

Kæresteparret Noa og Selina rejser på ferie i et tropeparadis i Sydøstasien. De tager ud til en forbudt ø for at snorkle. Selina skærer sig på en giftig koral, de to bliver efterladt på øen, og Selina dør. En masse mystiske ting sker, men Noa bliver reddet væk fra øen. Det ender dog ikke hans trængsler, for nu bliver han anklaget for mord. Ingen vil tro på hans historie, og selvom den danske ambassade prøver at hjælpe, risikerer han en dødsdom.

Noas mareridt er foldet ud over knap 200 intense sider, hvor Steen Langstrup også formår at skabe tvivl om, hvorvidt Noa selv har rent mel i posen.

April: 'Forestillinger om Ana Ivan' af Mikkel Rosengaard

Vi fortsætter rejsen ud i verden med en tur til New York, hvor romanens hovedperson, en ung mand, arbejder som praktikant. Her møder han den rumænske kunstner og matematiker Ana Ivan, som går ekstremt meget op i tid. Praktikanten hjælper hende med et eksperiment, der skal opløse hendes tidsfornemmelse. Men fortælleren frygter efterhånden for hendes mentale helbred.

Mikkel Rosengaard blander eventyr og fakta i sin roman, især bliver vi klogere på Rumæniens historie under kommunisten Ceausescus. Undervejs når vi ikke bare til miljøer i Bukarest og New York, men også til Marokko og Bergen.

Forfatteren bor selv i New York, hvor han skriver om kunst og litteratur. Forestillinger om Ana Ivan er hans første roman for voksne.

Maj: 'Dansker' af Halfdan Pisket

Halfdan Pisket har gennem tre tegneseriebind fortalt historien om sin tyrkisk-armenske fars liv. Dansker er det sidste bind i serien, og her er indvandreren James Pisket flyttet til Christiania, hvor han tjener sine penge som pusher i en tid, hvor bandekrigen hærger det kriminelle miljø.

James Pisket afviser først at integrere sig, men bliver tvunget til at tage sit liv op til revision, da han igen ender i fængsel. Han vender sig derfor mod sin familie og de børn, han har svigtet under tilværelsen som kriminel.

Trilogien er blevet kaldt et enestående erindringsværk og har indbragt Halfdan Pisket statens treårige arbejdslegat. Se hvordan Halfdan Pisket arbejder med sine tegninger her:

1 HOUR OF DRAWING in 6 MINUTES

Juni: 'Drapa' af Gerdur Kristny

Hvis man kombinerer den moderne nordiske krimi med den oldnordiske skjaldedigtning. Ja så får man true crime langdigtet Drapa, skrevet af islandske Gerdur Kristny.

Drapa er betegnelsen for de gamle tiders islandske digtere, der rejste rundt til kongerne og skabte hyldestdigte. Gerdur Kristny ser sit langdigtet som en hyldest til en virkelig person, en 27-årig kvinde fra Reykjavik, som giftede sig med en lidt ældre mand og senere blev myrdet af ham.

Da Gerdur Kristny arbejdede som journalist mødte hun manden, der efter fængselsdommen flyttede tilbage til den samme lejlighed, som han myrdede sin kone i. Senere blev manden selv myrdet i samme hus.

Som altid debatterer vi bøgerne i Testklubbens debatter her på litteratursiden.dk

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve