Chefen om Cavling-vinderen: En helt utrolig besværlig, irriterende, kompetent og dygtig journalist

Årets Cavling-vinder, DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, gør de store konflikter forståelige for flere.

Puk Damsgård, DR's mellemøstkorrespondent og Cavling-vinder. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

Cavling-komitéens formand Kirsten Pilgaard var klar i mælet, da hun i sin tale skulle begrunde, hvorfor den fornemmeste pris inden for dansk journalistik i dag er gået til den 37-årige DR-journalist Puk Damsgård:

"Med væsentlige historier fra hele Mellemøsten rapporterer hun om konflikterne, krigene, elendigheden - og om livet.

En hel dag sad Puk Damsgård og studerede eleverne, der kom og gik fra musikundervisningen, for at finde den rette, der kunne fortælle om livet i Gaza - i en fredstid. Og så var hun der - den smukke intelligente Karma på 16 år, der spiller på cello.

Karma er hovedpersonen i en af hendes mange beretninger fra Mellemøsten, som hun brænder for, at de danske seere og lyttere får mere viden om.

Midlet er, at vi kan genkende det, vi ser, og ikke kun får historier om bomber, krige og fredsforhandlinger i en verden, der er fjern fra Danmark."

Har altid hjertet med i sit arbejde

En glad Puk Damsgård vil stille Cavling-statuetten i sit hjem i Cairo. Hør hendes reaktion på at få prisen her.

Puk Damsgård blev uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Herefter arbejdede hun som freelancejournalist i Afghanistan og Pakistan, inden hun fik ansættelse som DR’s mellemøstkorrespondent i 2011.

Og chefen, der ansatte hende for fem år siden, giver hende følgende ord med på vejen:

- Puk er en helt utrolig besværlig, irriterende, kompetent og dygtig journalist, lyder beskrivelsen fra Thomas Falbe, der er redaktionschef hos DR Nyheder.

- Hun har altid hjertet med i sit arbejde, og det er det, der gør, at hendes reportager altid bliver så gode, tilføjer han.

Pris for både bog og andre historier

Puk Damsgård får Cavling-prisen for to ting.

For det første for sin bog ’Ser du månen, Daniel’, der udkom på Politikens Forlag i oktober 2015. En bog, der handler om den danske fotograf, Daniel Rye, som blev kidnappet af Islamisk Stat og sad fanget i 13 måneder.

Bogen fik blandt andet fire ud af seks stjerner i Berlingske og tre ud af seks stjerner i Politiken, mens DR's søndagsmagasin 21 Søndag også fortalte historien i løbet af efteråret.

Se et klip fra udsendelsen her:

Derudover får hun prisen for sine historier fra Mellemøsten - med vægt på reportagen med 16-årige Karma fra Gaza - som DR Nyheder har bragt.

- Jeg er utrolig glad for, at det netop er udenrigsreportagerne, som Puk vinder for. Det er nemlig gennem reportagerne og de menneskelige historier, at udenrigsjournalistikken for alvor bliver væsentlig, skriver redaktionschef på DR Nyheder Thomas Falbe.

Også pressens minister finder hendes fortællinger 'fremragende', som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skrev tidligere i dag på Twitter:

Ordentlighed og empati

En journalist kendetegnet ved 'ordentlighed og empati'.

Sådan lyder betegnelsen fra nyhedsdirektør i DR Nyheder Ulrik Haagerup af Puk Damsgård.

Han glæder sig over, at det er den type journalist, der vinder i en tid, hvor alle konkurrerer om at være hurtigst.

Samtidig fremhæver han, at prisen går til en journalist, der beskæftiger sig med udlandet.

- Jeg ser det her som et signal fra Cavling-komitéens side om, hvor vigtig udenrigsjournalistikken er. Det er vigtigt, at vi medier bruger kræfter og penge på den del af faget, så vi også fremover har talenter som Puk Damsgård, skriver han i en kommentar.

Noget som Cavlingkomiteens formand også lagde vægt på i dag.

Hør hende uddybe, hvad der gør Puk Damsgård særlig her:

Hun har jo international klasse og derfor får hun Cavling-prisen, lyder begrundelsen blandt andet fra Cavling-komiteens formand.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve