Dansk model fyret af Louis Vuitton: Håber at skubbe til skønhedsidealer

Modellen Ulrikke Høyer lagde sig ud med et af verdens største modehuse og håber, at det har påvirket branchen.

Den franske ambassadør har beklaget den oplevelse, den danske model havde, da hun blev fyret af Louis Vuitton. (Foto: Foto: Mariya Pepelanova)

Tirsdag skydes den danske modeuge i gang i København. Og særligt én af modellerne på podiet håber, at hendes indsats for at ændre på modebranchens skønhedsidealer kan ses på catwalken.

I foråret skrev den danske model Ulrikke Høyer et opslag på Facebook om, hvordan hun dagen inden et stort modeshow for Louis Vuitton fik besked på at faste og kun drikke vand i 24 timer.

Kort inden showstart meddelte casteren fra Louis Vuitton, at Ulrikke Høyer var for stor. Hun blev derefter sendt hjem til Danmark.

- Jeg har tænkt meget over, om min historie har været med til at skubbe til modebranchens tanker og idealer. Det håber jeg, siger Ulrikke Høyer.

- Det er noget, jeg ikke mindst håber at se til den danske modeuge, men også til de internationale modeuger, der snart kommer.

- En brutal oplevelse

Ulrikke Høyer mener, at det vil være positivt, hvis designerne tilpasser tøjet bedre til de piger, der skal have det på.

- Hvis nogle af pigerne eksempelvis har en lidt større barm eller bagdel, kan man fremhæve det på en god måde, siger Ulrikke Høyer.

- Et skridt er i hvert fald at klæde pigerne ordentligt på. Der bliver tit lavet design, der er lavet til at fremhæve det ekstra tynde udseende. Danske brands er meget bedre end de internationale, men der er stadig plads til forbedring.

Selv om det var nervepirrende at lægge sig ud med et af verdens største modehuse, var Ulrikke Høyer ikke i tvivl om, at hun skulle skrive opslaget.

- Jeg vidste, det kunne få nogle negative konsekvenser. Men det var sådan en brutal oplevelse for mig, og jeg var afklaret med mine grænser som menneske. Jeg vil ikke bruge mit liv på at være så tynd, som de ville have, at jeg skulle være, siger hun.

Minister sendte brev til modehus

Sagen har også ført til, at den danske sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), i maj sendte et brev til Louis Vuitton.

Heri pointerede hun, at modegiganterne skal forstå, at de har et stort medansvar for, hvordan unge piger ser på sig selv.

Efterfølgende har Michael Burke, administrerende direktør for Louis Vuitton, forklaret i et brev, at årsagen til Ulrikke Høyers fyring udelukkende var, at det udtryk, som tøjet skulle give, ikke passede til hende.

Han skriver også, at da showet ikke fandt sted i Paris, havde Louis Vuitton kun et lille hold af skræddere med. Derfor havde de ikke mulighed for at lave de nødvendige ændringer på tøjet.

Ellen Trane Nørby er glad for at få svar tilbage til Louis Vuitton, som også vedkender sig, at modehuset har et ansvar.

- Det er positivt, at de påtager sig et ansvar for den store indflydelse, de har på kropsidealer. At de så taler uden om på en række punkter, havde jeg nok forventet, siger hun.

Unge modeller til sundhedstjek

Ministeren fremhæver, at forholdene i den danske modebranche er væsentligt forbedret de seneste år.

Blandt andet har otte modelbureauer og Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, op til modeugen haft alle 16-årige modeller til et sundhedstjek.

- Det betyder ikke, at der ikke kan være rum for forbedringer, men vi er på rette vej, siger ministeren.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve