Dansk 'Netflix' for magasiner har lange udsigter

Forlaget Bonniers vicedirektør skyder ideen om et dansk 'Netflix' for magasiner ned. Vi er for afhængige af indtægten fra printabonnementer lyder hans forklaring.

Den danske magasinbranche er ikke vilde med ideen om et dansk 'Netflix' for magasiner. Forlagene er for afhængige af indtægten fra printabonnementer lyder det. (© DR)

I sidste uge kunne DR Kultur berette om, at store amerikanske udgivere som Condé Nast og TimesInc nu tilbyder deres magasiner som abonnementspakker på tablets, i hvad der er blevet beskrevet en slags 'Netflix' for magasiner.

Men hvis man havde set næsen op efter en lignende model herhjemme, skal man væbne sig med tålmodighed.

Afhængige af printindtægter

For de store danske magasinforlag tøver nemlig med at samle deres magasiner i fælles abonnementer, da de frygter at miste indtægter, skriver mediawatch.dk.

- Vi er ikke afklarede på, om det er den rigtige vej at gå. På den ene side kan man give læseren mere, men vi er også bange for, at vi undergraver vores egen forretning ved at sælge mange blade til lav pris, siger Jens Henneberg, viceadm. direktør i Bonnier Publications til mediawatch.dk.

Han påpeger, at magasinpriserne i USA er en del lavere end i Danmark, men at de amerikanske udgivere i stedet er meget afhængig af annoncesalg, hvilket gør det vigtigt at ramme så mange læsere som muligt.

- Vi har ikke samme annoncevolumen og vil ikke kunne give en kæmpe rabat uden en ekstra indtægt. Det er dilemmaet. Så lige nu er vi tøvende og venter lidt på, at det hele tager fart, siger Jens Henneberg til mediawatch.dk.

Fælles nordisk e-kiosk bremset

Dermed synes fremtiden for danske e-magasiner at være knap så lys som i 2010, hvor forlagene Aller, Bonnier og Egmont lancerede Nordic Digital Magazine Initiative (NDMI), der skulle samle forlagenes udgivelser i en fælles e-kiosk.

Men de planer er nu sat på pause, forklarer digital direktør i Egmont Magasiner, Cato Broberg, til mediawatch.dk.

- Da vi startede, havde vi, sammen med de øvrige medarbejdere, en forestilling om, at markedet og udviklingen ville gå enormt stærkt. Men hurtigt indså vi, at det ville tage længere tid...Vi tror fortsat på, at vi skal gøre det sammen. Men først når timingen er rigtig, siger Cato Broberg.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve