Danskerne elsker stadig Take That

Take That kan sagtens sælge billetter uden Robbie Williams. På bare 15 minutter blevsamtlige 8.500 billetter til gruppens Aalborg-koncert revet væk.

Det tog kun et sølle kvarter, så var samtlige 8.500 billetter til Take That-koncerten i Aalborg revet væk.

Dermed kan det nordjyske spillested Gigantium nu melde om absolut udsolgt til at se de fire medlemmer af det populære drengeband, der ellers har været tavs i ti år.

De fleste billetter blev solgt over internettet, men 60-70 personer - primært kvinder - havde trodset snevejret og mødte op i Aalborg Kultur og Kongres Center for at hente billetterne personligt.

Noget af et come back

Take That har taget Europa med storm med deres seneste album 'Beautiful World', der har solgt ikke mindre end 1,15 millioner kopier alene i Storbritannien.

Også Take Thats come back-single fra den nye cd, nummeret 'Patience', har formået at kravle op ad diverse hitlister. For nylig vandt bandet endda en af de prestige-fyldte Brit Awards for sangen, der blev kåret som bedste single.

Overhaler Robbie

Boybandet havde oprindelig fem sangere, men megastjernen Robbie Williams forlod gruppen, da de havde allermest succes i midten af 1990'erne.

I år har Gary Barlow, Jason Orange, Mark Owen og Howard Donald dog overhalet deres gamle kammerat i salgstal. Robbie Williams' seneste album 'Rudebox' er nemlig ikke blevet den forventede succes med sine 454.000 solgte albums.

Det aldrende britiske boyband spiller den 9. november i Gigantium i Aalborg, hvor også navne som Bob Dylan og Kylie Minogue har optrådt.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve