Standene er så småt begyndt at vågne på kunstmessen Code Art Fair i Bella Centret på Amager. Denne formiddag virker det til, at de fleste herude plejer et tungt hoved oven på gårsdagens åbning.

En åbning, der tilsyneladende er gået strygende for kunstneren Søren Sejr. For i den stand, hvor hans galleri holder til, pakkes et af hans værker ind i bobleplast og gaffatape. Det er nemlig allerede solgt.

Læs også

Træt af din gamle plakat? 5 nemme råd til at købe billig kunst

På messerne er der penge i luften, samlere i byen og VIP-arrangementer, som kunstnerne ikke nødvendigvis selv inviteres til. Men det gør ikke Søren Sejr så meget. For ham er messen mest af alt en god lejlighed til at møde hans kolleger og snakke med dem om den verden, de alle beskæftiger sig med. Og så tager de lige så gerne en øl et sted inde i byen.

At lave udstilling er jo nok lidt ligesom at gå til eksamen hver gang. Det er både hårdt og spændende.

Søren Sejr

- Jeg synes, det er så dejligt at få input fra andre i samme båd, og som forstår hele det her cirkus. For alt det her omkring os er jo virkelig et cirkus.

- På den ene side er det jo supersjovt, og på den anden, er der mange ting, man gerne vil være foruden. For eksempel, at der er så mange øjne på en hele tiden, der vurderer en. Men samtidig er det jo også en del af gamet.

- At lave udstilling er jo nok lidt ligesom at gå til eksamen hver gang. Det er både hårdt og spændende.

Søren Sejr deltager på årets Code Art Fair i Bella Centret (Foto: Martin Fält © (c) DR)

Risikoen for at ramme ved siden af

En anden, der formentlig vil kunne nikke genkendende til følelsen af at skulle til eksamen, er den 28-årige kunstner, Amalie Jakobsen, der samme fredag også står på tærsklen til en weekend i kunstmessens tegn.

Hun er med på messen Chart Art Fair på Kunsthal Charlottenborg i indre København, og det er første gang, hun deltager i en messe i Danmark, siden hun blev færdig med sin uddannelse på Goldsmith’s University i London i 2014.

Og det er ikke uden en vis portion nervøsitet, at hun viser sin kunst frem.

Læs også

Dansker klipper film for kunststjernen Ai Weiwei

- Man er altid lidt spændt. Jeg viser jo nogle værker, som er vigtige for mig lige nu, og som jeg tror på. Så det er også enormt skrøbeligt. Men nerverne skal være der, for hvis nervøsiteten forsvinder, så tror jeg, man er holdt op med at tage chancer.

Nerverne skal være der, for hvis nervøsiteten forsvinder, så tror jeg, man er holdt op med at tage chancer.

Amalie Jakobsen

Det med at tage chancer kender Søren Sejr alt til. Han er uddannet fra Aarhus Kunstakademi i 2010 og hans første malerier, der var meget anderledes end de er i dag, og måske også anderledes, end det, underviserne foretrak, modtog da også en del kritik undervejs i studietiden.

- Hele mit verdensbillede styrtede lige i grus, og så var det forfra.

- Så kan man jo tage kritikken eller lade være og sige: Fuck, hende der lektorlæreren. Men man kan også høre, hvad det i grunden er, hun siger, og på den måde fik jeg også en helt anden forståelse for kunsten.

Og det er en balancegang at gøre sin egen ting frem for at følge andres meninger eller aktuelle trends.

For risikoen er jo, at man rammer ved siden af. Men at hoppe med på trends holder ikke, mener Søren Sejr, der fremhæver, hvordan det ofte er frontløberne inden for bestemte stilarter eller genrer, der er langtidsholdbare, mens dem, der har ladet sig lidt for kraftigt inspirere lettere går i glemmebogen.

Læs også

Instruktør hitter med bodega-teater: Unge skal gå mere på værtshus

Det er en pointe Amalie Jakobsen sagtens kan følge. Hun fremhæver en kunstner, hun for nyligt læste om, der havde stor succes med performance- og videokunst i 1960’er- og 70’ernes New York. Da 80'erne kom, og det hele handlede om skulptur og maleri blev hun i en lang årrække overset.

- Det gjorde stort indtryk på mig, at hun bare fortsatte, og så fik hun jo siden et comeback i år 2000, siger hun.

Hvis Amalie Jakobsen selv skulle opleve sådan en periode på et tidspunkt, så er hun ikke i tvivl om, hvad hun ville gøre.

- Så må jeg bare skære ned på mine udgifter. For det er jo et livsprojekt. Hvis jeg stoppede ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle lave. Jeg tror slet ikke, jeg kan finde ud af andet.

(Foto: Martin Fält © (c) DR)

Gør-det-selv karriere

På Kunsthal Charlottenborgs parketgulv står både menneskehøje og mindre udgaver af Amalie Jakobsens farvemættede metalskulpturer. Det er først på eftermiddagen, og der er VIP-visning for de særligt inviterede forud for messens officielle åbning et par timer senere, og et af hendes værker er allerede blevet solgt.

De første tre år som færdiguddannet kunstner er gået rigtigt godt, fortæller hun, men understreger, at det formentlig også i høj grad er takket være et intenst benarbejde, som hun grundlagde allerede i studietiden.

Her udstillede hun sin kunst sammen med sine venner og lavede udstillinger for andre kunstnere. Og det var alt sammen med til at skabe kontakter og netværk i branchen. For det, at opbygge en relation til de rigtige mennesker, er helt essentielt for at få sin kunst ud, og det er Amalie Jakobsen helt bevidst om.

- Det er jo ikke nogen nem rute, jeg har valgt, for man er meget alene, og man skal hele tiden holde fokus på at være skabene og på at kunne kommunikere det, man skaber.

Læs også

Hvis man vil vinde en Oscar må man en tur til Venedig

For Søren Sejr har det også været selvgjort benarbejde siden de helt unge år.

Da han som 16-årig havde brug for et fritidsjob åbnede han en sommer sit eget galleri på havnen i Lemvig og solgte sine malerier derfra.

I dag er de begge repræsenteret af gallerier, der sørger for, at de udstiller de rigtige steder, som for eksempel på messerne, og dermed bliver set af de rigtige mennesker.

Men det betyder ikke, at hverdagen i kunstverdenen bliver standardiseret af den grund.

- Jeg synes hver dag byder på overraskelser, men jeg tror, den oplevelse, der har taget mig mest med storm i alt det her, var da jeg blev inviteret til at udstille i Mexico.

- Jeg vidste ikke, om min fondsstøtte nåede at gå igennem, så jeg vidste reelt set ikke, om jeg kom af sted. Jeg fik støtten ti dage, før jeg skulle være der, og så sad jeg altså pludselig ved lægen og fik tre vaccinationer og sad på et fly til Mexico indenfor tre dage.

- Det var ret sygt pludselig at sidde i Mexico og bare tænke: Okay. What to do in Mexico?

Amalie Jakobsen har i denne weekend sine værker med på Chart Art Fair på Kunsthal Charlottenborg (Foto: Martin Fält © (c) DR)

At klare den

Hvor meget der sælges for og til hvem, er ikke et succesparameter hverken Amalie Jakobsen eller Søren Sejr måler efter. Men hvornår kan man som kunstner egentlig sige, at man ’har klaret den’?

Fælles for både Søren Sejr og Amalie Jakobsen er, at de fremhæver den gode samtale om kunsten som noget af det vigtigste.

- Det betyder meget for mig, at folk ser værkerne, og at vi kan tale om det. Det er jo min måde at kommunikere på, så jeg er også interesseret i at få feedback, siger Amalie Jakobsen.

Men skulle hun folde de store drømme ud, kunne hun godt forestille sig at udstille i andre kulturer, eller måske se sine arkitektonisk bevidste skulpturer i kunstmuseet Guggenheims karakteristiske runde bygning.

Mit succesparameter er at lave nogle gode værker. Men at der er salg, er da rigtig fint, for det giver en frihed.

Søren Sejr

Søren Sejr går heller ikke af vejen for store museumsudstillinger, men understreger samtidigt, at det efter mange års hårdt arbejde også er et mål i sig selv, hver dag, at få lov at arbejde med sit håndværk.

- Mit succesparameter er at lave nogle gode værker. Men at der er salg, er da rigtig fint, for det giver en frihed. Og det er da fedt, for så kan hjulene køre.

- Men jeg tror alligevel, det gik op for mig, at det går nogenlunde det her, da Aros i januar købte et af mine værker. Der var det sådan, nåh ja, nu er du vist okay.