Deadline-vært Kurt Strand forlader DR

Kurt Strand føler sig ikke sikker på, at en mand med hans kvalifikationer vil være i kridthuset i morgendagens DR. Derfor går han - uden at smække med dørene.

Efter 25 år i Danmarks Radio sagde Kurt Strand, én af værterne i Deadline, i dag sit job op hos DR.

Han henviser til, at DR står over for omfattende besparelser, som også vil medføre mange fyringer.

- Jeg har analyseret situationen og er kommet frem til, at jeg ikke rigtigt kan se mig selv i fremtidens DR - jeg tror ikke, man for alvor efterspørger de kompetencer, jeg har, og jeg er ikke blevet modsagt af dem, der havde mulighed for at gøre det, siger Kurt Strand til DRs interne medie DRåben.

Ingen smækken med dørene

Han har haft mange forskellige stillinger i huset og arbejdet på Deadline siden 2004. Ud over sine job i DR har Kurt Strand også arbejdet som foredragsholder, underviser og forfatter.

Han understreger, at han har haft 25 fantastiske år i DR, og at der derfor ikke bliver nogen smækken med dørene.

- Jeg elsker stadig DR og synes, det er en fantastisk arbejdsplads, siger Kurt Strand.

Han forlader sin post med udgangen af september. Derefter vil han efter eget udsagn skrue op for sine undervisnings- og foredragsaktiviteter og måske på et senere tidspunkt forsøge at vende tilbage til det medie, hvor han begyndte sin karriere i DR, nemlig radio.

  • Print
  • Del artiklen: