Den lille Havfrue får genmodificeret søster

Den københavnske havnefront har fået et nyt åndehul: Bjørn Nørgaards skulpturgruppe "Det genmodificerede paradis".

Den københavnske havnefront har fået et nyt åndehul. Syv skulpturer af kunstneren Bjørn Nørgaard blev i dag budt velkommen til af prins Henrik.

Skulpturgruppen hedder "Det genmodificerede paradis", og en af skulpturerne sidder på en sten i vandet kun få hundrede meter fra det sted, hvor Edvard Eriksens 93 år gamle Lille Havfrue sidder.

De seks øvrige skulpturer står i et stort vandbassin og indgår som en del af Ny Dahlerup Torv ved Dahlerups Pakhus på Langelinie Allé.

Nationalromantik, magi og senmodernitet

- Den lille havfrue er fuld af magi og nationalromantik, hvor min havfrue er præget af det senmodernistiske, sagde Bjørn Nørgaard.

Han mener også, at den ny plads og skulpturerne kan bidrage til at skabe livskvalitet og fungere som en oase mellem de strømlinede kontorpaladser, der ellers dominerer omgivelserne.

- Havnen er efterhånden så pæn, at en flue næppe ville få lov til at sidde på rækværket, konstaterede kunstneren.

Prins Henrik var til stede ved præsentationen af de nye skulpturer og forestod afsløringen af dem.


Den københavnske havnefront har fået et nyt åndehul med kunstneren Bjørn Nørgaards skulpturgruppe "Det genmodificerede paradis". Foto: Scanpix
  • Print
  • Del artiklen: