Det Kongelige Bibliotek føjer tyrkerne

Den tyrkiske ambassadør i Danmark har fået Det Kongelige Bibliotek til at lave en alternativ udstilling om det armenske folkedrab.

Bibliotekets afdeling på Amager viser netop nu en mindre udstilling om det armenske folkedrab. Og nu er institutionen landet i krydsild mellem Tyrkiet og Armenien. (Foto: Torben Christensen © Scanpix)

Det Kongelige Bibliotek, som normalt lever en stilfærdig tilværelse i midten af København, er havnet i en diplomatisk krydsild mellem Tyrkiet og Armenien.

Biblioteket, som netop nu viser en mindre udstilling om det armenske folkedrab, er efter et møde med den tyrkiske ambassadør gået med til at vise en alternativ udstilling, "Det såkaldte armenske folkemord", om de blodige begivenheder. Det skriver Berlingske.

Det sker efter, at tyrkerne har reageret på udstillingen "Det armenske folkedrab og den skandinaviske reaktion", som vises i bibliotekets afdeling på Amager i samarbejde med Armeniens ambassade.

DF: Et knæfald

Det Kongelige Biblioteks beslutning om at føje tyrkerne i den politisk stærkt følsomme sag - der ofte får regeringen i Ankara op af stolene - høster hård kritik fra både historikere og politikere.

Søren Espersen, udenrigsordfører i Dansk Folkeparti, kalder det et "knæfald for tyrkisk pres".

- Uden at sammenligne de to begivenheder i øvrigt svarer det jo til, at nynazister skal arrangere udstillinger om holocaust, siger han til Berlingske.

Vil ikke fjerne udstilling

Matthias Bjørnlund, en af de førende historikere i det armenske folkedrab, mener, at man underminerer sin egen rolle som forskningsinstitution, hvis man hævder, at alle udlægninger af historien er lige gode.

Direktør på Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, afviser, at man er gået med til noget, som man ikke skulle være gået med til.

- Der kan ikke lægges pres på os, og vi har ikke snakket om at fjerne udstillingen. Vi har blot givet dem mulighed for at vise deres alternative fortolkning, siger han til Berlingske.

Kontroversielt i Tyrkiet

Mange historikere mener, at der rent faktisk var tale om organiseret folkedrab, da tyrkiske myndigheder i Det Osmanniske Rige begik omfattende massakrer på hundredtusinder af armeniere under og efter Første Verdenskrig.

Emnet er tabubelagt og stærkt kontroversielt i Tyrkiet, hvor det kan få sindene i kog.

Her taler man om, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere blev dræbt, og at mindst ligeså mange tyrkere blev dræbt under civile uroligheder og stridigheder, da Det Osmanniske Rige faldt fra hinanden.

Armenien siger derimod, at tyrkerne dræbte op imod 1,5 millioner armeniere under et folkemord.

/ritzau/

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve