DR-sprog er ok

...men der er plads til forbedringer. Det konkluderer Dansk Sprognævn, som har kigget nærmere på sproget i TV AVISEN, X Factor og her på dr.dk.

"Hvad skal vi ligge i det" - i stedet for "lægge".

"Man skal holde sig inde døre" - i stedet for "inden døre".

Hver tredje minut begår værter og reportere sproglige fejl i TV AVISEN. Og nok bliver der brugt engelske låneord, men ikke i unødvendigt omfang.

For helvede! Fuck en masse crap

I X Factor blev der i foråret brugt groft eller vulgært sprog, hver gang der var gået to et halvt minut. Det svarer til sproget hos en gennemsnitsdansker, men i X Factor var det vel at mærke udsendelsens dommere, der stod for 90 procent af det grove sprog.

Det viser en undersøgelse, som DRs ledelse har fået Dansk Sprognævn til at foretage.

Krarup og Haarder svinger pisken

Også sproget over for de unge og på dr.dk samt tekst-tv har været underlagt sprogforskernes skarpe lup.

Undersøgelsen bliver drøftet på et sprogsymposium i DR i dag. Her vil Søren Krarup fra Dansk Folkeparti og undervisningsminister Bertel Haarder fra Venstre være blandt deltagerne, der diskuterer sproget i DR.

Connecter til en audition for at få en deal

I X Factor er sproget ikke bare vulgært, men også i høj grad engelsk.

Brugen af engelske ord er hele tre gange højere end i TV AVISEN, konkluderer sprogforskerne.

Og så griber vi i egen barm

På dr.dk gør vi os ofte skyldige i at skrive et ord som "ifølge" i to ord. Og udenfor i ét ord i stedet for i to som i "uden for huset".

Kommafejl er også gængse: I næsten 6,5 procent af sætningerne på tekst-tv og dr.dk, er der kommafejl.

Fejl med nutids-r er også blandt de gængse: Men ikke desto mindre konkludere rapporten, at sproget i DR gennemgående har det okay!

Hvad er de værste eksempler på sprogfejl i DR?

DIN MENING

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve