En tegning for frihed

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fylder 60 år. Det fejrer danske bladtegnere og resten af Danmark med en udstilling om frihed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har lige haft rund fødselsdag - 60 år gammel er den. Det er blevet markeret flere steder i Europa - det bliver det også i Danmark, når Det Kongelige Bibliotek Diamanten i København på torsdag åbner udstillingen "Menneskers Ret".

Tegneren Lars Vegas Nielsen, som blandt andet er kendt for sine tegninger i Weekendavisen Bøger, har bidraget til udstillingen med en tegning om Wikileaks og ytringsfriheden.

- Jeg håber, min tegning vil gøre opmærksom på, at der er et jubilæum for Menneskerettighedskonvention i 2011 og alle de forskellige vinkler på de emner, der er i konventionen. For de bliver vendt og drejet i den her udstilling og kan forhåbentlig være tankevækkende, fortæller tegneren til DR Kultur.

Kritiske og forklarende tegninger

I et samarbejde mellem foreningen Danske Bladtegnere og Museet for Dansk Bladtegning viser udstillingen omkring 50 tegninger lavet af danske bladtegnere, der har fået til opgave at forholde sig forklarende, kritisk og kommenterende til Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Og også Lars Vegas Nielsens tegning knytter sig til konventionen.

- Den knytter sig til den på den måde, at ønsket om at begrænse Wikileaks er et forsøg på at begrænse den frie tale eller den frie information, som er en del af Menneskerettighedskonvention - altså at den skal man værne om, og man skal have lov at ytre sig, siger Lars Vegas Nielsen.

En vigtig debat

Claus Seidel er formand for de Danske Bladtegnere, og leder af Museet for Dansk Bladtegning hvor udstillingen om Menneskerettighedskonvention kommer til at hænge.

Han mener, at det er nærliggende at lave en udstilling i forbindelse med jubilæet, og han synes ligeledes, at det er naturligt, at de danske bladtegnere blander sig i debatten.

- Det er fordi bladtegnere og Museet for Dansk Bladtegning er optaget af at være en del af det pulveriserende og demokratiske liv. Derfor er det nærliggende, når en så flot ting som et 60 års jubilæum for Den europæiske Menneskerettighedskonvention skal fejres, at vi så bliver en del af det. Det er den måde vi blander os på, deltager og skaber den diskussion og opmærksomhed, der er så vigtig for sådan nogle konventioner, siger Claus Seidel.

Problemet kogt ned til det vigtigste

Han ved på forhånd at udstillingen vil blive en succes med mange besøgende. For tegningen har den særlig evne til at koge problemer ned til en letfordøjelig boullionterning.

- Det lykkelige ved at være på Det Kongelige Bibliotek er, at her kommer tusinde af studerende hver dag, og gæster fra ind- og udland myldrer rund i det her kultursted, som det er. De kommer her og kigger og registrer, for tegningen har en eller anden særlig evne til at fange opmærksomheden. Og det er hvad enten, det er i avisen, på tv-skærmen eller live her på Det Kongelige Bibliotek, fortæller Claus Seidel og fortsætter:

- Jeg tror altid, det er godt at understrege de ting, og jeg synes, at man som bladtegner har et særligt talent for at lave maki-terningen af et problem og udstille den visuelt så det fanger og skaber nysgerrighed og et lille smil i alvoren.

Fokus på menneskers ret

Charlotte Flindt-Pedersen arbejder til dagligt med menneskerettigheder og er visedirektør for Institut for Menneskerettigheder. Hun synes også, at udstillingen "Menneskers Ret" er en rigtig god ide, og hun håber, at udstillingen kan hjælpe med at skabe mere opmærksomhed omkring Instituttet for Menneskerettigheder.

- Det, som bladtegninger kan, er, at man kan formidle nogle ellers ret tørre begreber på en intuitiv og let forståelig måde, mener hun.

Udstillingen "Menneskers Ret" kan opleves på Det Kongelige Bibliotek Diamanten fra på torsdag.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve