Ida Nielsen: Prince lærte mig altid at spille med hjertet

Danske Ida Nielsen har turneret verden rundt med Prince, men efter verdenstjernens pludselige død har hun nu fuld gang i solokarrieren.

Hun har spillet på alverdens stadioner og store koncertsale, men fredag var det Vig Festival, der fik glæde af Ida Nielsens slagbas og rå funkmusik.

- Det er min mission at få funk tilbage i dansk musik, lyder det fra en grinende Ida Nielsen, en lille time før hun skal spille på den vestsjællandske festival.

På scenen er hendes fem mand store band i fuld gang med lydprøverne inden aftenens koncert. Et par dedikerede fans har allerede stillet sig klar på det ølklistrede plankegulv foran festivalens mindre ’Heartbeat’-scene.

Om Vig Festival
  • Siden 1996 har Vig afholdt den årlige Vig Festival, der i år varer fra 6.-8. juli.
  • Her har omkring 12.000 mennesker i år nydt musik fra blandt andre Kim Larsen, Sort Sol og Infernal ikke langt fra Odden på Nordvestsjælland.
  • Næste år er festivalen flyttet en uge frem og afholdes 12.-14. juli 2018.

Har spillet for 65.000

Det er en noget mindre koncert, end hvad hun var vant til i de seks år, hun turnerede som fast bassist for den amerikanske megastjerne Prince. Her spillede hun på kæmpe stadions for op mod 65.000 mennesker.

- Det er selvfølgelig storslået at spille for mennesker, man nærmest ikke kan se enden på. Men der er også noget fedt ved at stå på en mindre scene, hvor man er tættere på bandet og har bedre kontakt md publikum. Begge dele er fantastisk, forklarer Ida Nielsen, der har spillet bas siden hun var 16 år og er uddannet fra det Jyske Musikkonservatorium.

Ida Nielsen var fast bassist for Prince fra 2010, hvor hun ud af det blå blev ringet op og spurgt, om hun havde lyst til at komme til USA og ’jamme’ med Prince i hans hovedkvarter 'Paisly Park' i Minneapolis i USA.

Den vildeste optur

Prince havde opdaget Ida Nielsen på hendes Myspace-profil, og mødet med hendes store idol førte til en fast tjans som bassist i hans band, New Power Generation, indtil hans død i april sidste år.

Forinden havde hun spillet en del i det aarhusianske musikmiljø, udgivet musik under navnet 'Bassida' og været på turne med det danske band 'Michael Learns To Rock'.

Men det var funkmusikken, hun brændte for, og her var der ingen over eller ved siden af Prince, forklarer den 41-årige musiker.

Ida Nielsen og Prince på scenen under Billboard Music Awards i 2013. (Foto: Kevin Mazur © (c) Getty images)

- Da jeg hørte ’Alphabeat Street’ første gang, blev jeg blæst fuldstændig omkuld, og det var den, der gjorde, at jeg blev Prince fan og gik ud og købte alle hans albums og lærte hele hans bagkatalog, fortæller Ida Nielsen, der er vokset op i en landsby mellem Bjerringbro og Hammel i Jylland.

- Da jeg mange år senere fik lov til at spille 'Alphabeat Street' sammen med ham, var det den vildeste optur. Jeg kan ikke beskrive det. Det var fantastisk, forklarer Ida Nielsen, men hun skifter fra sin 'civile' sorte læderjakke til sin scenejakke med gyldne frynser og broderier.

'Prince gav sig altid 100 pct.'

Da Prince gik bort, var det pludselig slut med at turnere hele kloden rundt fra den ene fyldte arena til den anden.

Men siden har Ida Nielsen haft travlt med spille sin egen musik i Danmark og i udlandet og med sit nye album ’Turnitup’, som hun selv beskriver som ’en god gang old school funk’ .

"Det vigtigste, jeg lærte af Prince, var at spille med hjertet altid."

Ida Nielsen

- Det er mit tredje soloalbum, og jeg synes meget, det afspejler, at jeg har spillet med Prince og alt det, jeg har lært af ham, fortæller Ida Nielsen om sin tidligere chef og mentor.

- Det vigtigste, jeg lærte af Prince, var at spille med hjertet altid. Og det er det, jeg prøver at gøre. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har spillet ’Purple Rain’, og hver gang var det magisk. Fordi han altid gav sig selv 100 procent, og fordi det var fyldt med sjæl hver gang.

Ida Nielsen og Prince med bandet 3RDEYEGIRL, som Ida Nielsen også var en del af. (Foto: Cindy Ord © 2015 Getty Images)

Efter Vig Festival går turen videre til Italien, Skarø Festival, Copenhagen Jazz Festival og en del andre gigs rundt det danske festivallandskab og i udlandet.

- Jeg har aldrig haft på fornemmelsen, at han (Prince, red.) stod og tænkte: ’Ah, skal vi ikke bare for det overstået og komme videre’. Det var altid 100 procent, og det stræber jeg også efter selv at gøre på scenen.

Hør Ida Nielsen spille funky slap bas og hør hende fortælle om hendes specialdesignede 'signatur' bas i videoen øverst i artiklen.