Næste år er det slut med søndagsfest på Northside

Den aarhusianske festival bytter næste år søndagen ud med en torsdag.

Næste år kommer Northside til at ligge torsdag til lørdag ligesom Tinderbox. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

Du bliver muligvis nødt til at tage en ekstra fridag, hvis du vil nyde musikken på Northside næste år. I 2018 bliver der nemlig ikke nogen søndagskoncerter.

Northside, der normalt holdes fra fredag til søndag, meldte sent i aftes ud, at festivalen rykkes en dag.

For selvom det i år sluttede smukt med Radiohead søndag, så vil Northside gerne slutte af med en kæmpe fest, siger festivalens talsmand John Fogde og henviser til lørdagens program:

- Hvis man nu tager søndagen ud af ligningen, så har man pludselig en lørdagsfest, der hedder Thomas Helmig, The Prodigy og Suspekt, og så slutter man på et high note med en kæmpe fest.

Svært at holde folk til om søndagen

Northside har desuden kigget mod søsterfestivalen Tinderbox i Odense og dennes erfaringer med at slutte af med et brag af en fest om lørdagen.

- Det er lidt svært at holde folk til om søndagen. I år har vi prøvet med Radiohead, og vi har givet den en ekstra skalle med forlænget åbningstid, men fra Tinderbox ved vi, at torsdag til lørdag-modellen er god, siger John Fogde.

Northside har da også allerede fået et ja fra kommunen til at flytte festivalen en dag.

Det er i øvrigt ikke første gang, at festivalen justerer på formlen. Northside begyndte som en endagsfestival med 5000 gæster i 2010 og har siden vokset sig til en tredagsfestival to år senere.

I år var der for første gang solgt 40.000 billetter, og dermed var der 5.000 flere festivalgæster i Ådalen end året før. Derudover har festivalen i år ligget en uge tidligere, end den plejer.

Northside var i år udfordret af store mængder regn, hvilket har betydet, at festivalen måtte sprede 550 kubikmeter flis ud på pladsen, men lige nu tegner det til, at Northside i år sætter omsætningsrekord.