Den 23-årige musiker indtog Smukfest med en sætliste fyldt med hits.

- Det flyder med guldkæder og bitches bag scenen - så vi er en lille smule forsinkede...

Ordene kommer fra Simon Jul, der er konferencier på den scene, hvor Gulddreng skal optræde foran et forventningsfuldt publikum.

Enkelte har taget Gulddreng-stilen helt til sig og har iført sig runde solbriller, sort hættetrøje og mørke skinny jeans, selvom sommervarmen bager, og støvet hvirvler omkring de mange glade ansigter på Skanderborg Festival.

Champagne og konfetti ud over publikum

- Det her er det tætteste I kommer på en religiøs oplevelse!

Sætningen kommer fra Gulddreng selv, mens han står backstage. Budskabet bliver leveret af massive højttalere på hver side af Stjerne-scenen i bøgeskoven.

Gulddreng omgivet af konfetti på Stjerne-scenen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © (c) DR)

Sekunder senere kommer hovedpersonen til syne.

Han kommer kørende ind på scenen på et segboard og åbner en flaske champagne, som han får til at sprøjte ud over publikum. Et hav af telefoner bliver fundet frem for at filme øjeblikket, mens konfettien springer op mod den blå himmel.

Gulddreng har indtaget endnu en festival og sammen med sit band (guitaristen hedder naturligvis Guldstreng) giver fænomenet en cirka 60 minutters lang koncert, hvor alt fra 6- til 60-årige sang med på linjer som 'Ja, allesammen snakker, jeg er ligeglad hvad de siger // for jeg har overtaget spillet - jeg har vundet jeres piger'.

(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © (c) DR)

I videoen oven for kan du se nummeret 'Se mig nu' fra koncerten.

Sangen er et af Gulddrengs største hits med flere end 19 millioner afspilninger på musiktjenesten Spotify.