Unge er vilde med topløs Tove Lo: Hun er sindssygt lækker

Den svenske popstjerne Tove Lo havde ifølge publikum "en god kontakt" til Tinderbox-koncerten. Især da hun spillede sine hits - og smed tøjet.

Med sin rå og mørke pop er Tove Lo blevet kaldt 'den tristeste pige i Sverige' og 'Sveriges mørkeste pop-eksport'.

Det var dog svært at se til den 29-årige svenskers Tinderbox-koncert, hvor hun iført gule trackingbukser med albumtitlen 'Lady Wood' påtrykt på ballerne og diminutive top leverede en over time lang popkoncert med pep i.

At stå i sådan noget tøj og bare trykke den af på den måde, er for vildt.

Signe Stampe, 23, tinderbox-gæst

Hvad hun ikke havde med sig af sceneshow, havde Tove Lo til gengæld af es i toppen:

Midtvejs i showet lod hun fingrene krybe ned langs kroppen for langsomt at krølle beklædningen op, så hun til sidst stod topløs foran det festglade publikum ved Tinderbox-festivalens store blå scene.

Så var festen flyvefærdig og hitliste-kendinge som 'Cool Girl' og 'Habits (Stay High)' sluttede svenskerens koncert, hvor sangtekster om sex, kærlighed og smerte fyrede endnu mere op for varmen på en i forvejen - og overraskende - hed sommerdag.

Vi spurgte, hvad publikum syntes om koncerten.

(Foto: Oskar Westh-Madsen © dr)

'Fedt, at høre sangene, man kender'

Signe Stampe, 23 år.

Hvordan var koncerten?

- Det var fedt at høre alle sangene, man kender. Mine veninder og jeg sang og dansede med til 'Cool Girl' og 'Habits (Stay High)'.

Var der en bundskraber?

- Det er nok nogle af hendes nye sange, som jeg ikke kender så godt. Dem skal man lige ind i, før de er der live.

Hvad er det, Tove Lo kan?

- Hun er jo bare sindssygt lækker. At stå i sådan noget tøj og bare trykke den af på den måde er for vildt. Hun har også en rigtig god kontakt til publikum. Hun er ikke en eller anden ophøjet stjerne, men et almindeligt menneske, mærker man.

(Foto: Oskar Westh-Madsen © dr)

'Højdepunktet var, da hun flashede'

Nicoline Griffin, 20 år.

Hvordan var koncerten?

- Det var så fedt, da hun spillede de sange, jeg kender. Hun er god til at performe og har en god kontakt til publikum. Højdepunktet var nok, at hun smed toppen og flashede.

Var der en bundskraber?

Nej, det var en rigtig festlig koncert.

Hvad er det, Tove Lo kan?

- Hun hviler enormt meget i sig selv, men giver den samtidig mega meget gas. Hun gør det, fordi hun kan lide det.

(Foto: Oskar Westh-Madsen © dr)

'Hun fangede folk'

Christina Wolder, 23 år.

Hvordan var koncerten?

- Den var rigtig god. Hun var meget nede blandt publikum og havde kontakt hele vejen igennem. Hun fangede folk, også dem der måske ikke kender hendes musik så godt.

Var der en bundskraber?

- Starten, hvor der ikke var så meget gang i den.

Hvad er det, Tove Lo kan?

- Hun kan få folk med og er bare så genkendelig i forhold til, at hun ikke er sådan en stjerne.

(Foto: Oskar Westh-Madsen © dr)

'En helt tæt kontakt til publikum'

Aske Bruun-Schmidt, 23 år.

Hvordan var koncerten?

- Det var sgu meget godt. Jeg må indrømme, at jeg ikke kender så meget til hende, men musikken overraskede mig positivt. Det var mere catchy, end jeg lige havde regnet med. Hun havde en helt tæt kontakt til publikum.

Var der en bundskraber?

- Starten af koncerten var lidt stilfærdig, men det var nok, fordi det mest var nye numre, hun spillede.

Hvad er det, Tove Lo kan?

- Hun kan starte en fest med sine hits 'Cool Girl' og 'Habits' - og så er hun bare vildt lækker.

Overskrift rettet klokken 19.45 fra 'teenagere' til 'unge', idet adspurgte er +20 år.