Årets kvindelige Bodilpristager: Bare jeg ikke går i fødsel

Mille Lehfeldt er ekstra stolt over at vinde Bodilprisen for en komedierolle.

Mille Lehfeldt ankommer højgravid til Bodilprisen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det var en højgravid Mille Lehfeldt, der på scenen måtte råbe ''ro på'' til sig selv, da hun vandt årets Bodilpris som Bedste kvindelige hovedrolle:

- Jeg bliver ekstra stolt, fordi det ikke er så tit, at komediengenren får den anerkendelse.

I filmen Lang Historie Kort spiller Mille Lehfeldt en forvirret storbypige, der kæmper med kærligheden midt i en gruppe venner, der gennem otte fester og mærkedage bryder op og finder sammen.

- Det kan godt være sværere for komedier at konkurrere i et felt med mere seriøse film. Det er ikke så tit, man ser komedieroller få priser, så det er jeg meget glad for. Og en lille smule paf, siger Mille Lehfeldt.

Trine Pallesen vandt Bedste kvindelige birolle for sit portræt af en datter med en dement mor.

Hattrick til 'Under Sandet'

2015's bedste film var ifølge Danske Filmkritikere efterkrigsdramaet 'Under Sandet'. Instruktør Martin Zandvliet kvitterede med et forsøg på at takke alt og alle, der havde været i kontakt med filmen - og især ''drengene''.

Dramaet på Vestkysten blev Bodilfestens store vinder. Og til gengæld takkede Roland Møller sin instruktør, da han modtog sin Bodil for Bedste mandelige hovedrolle:

- Tak til Martin for at tro på en gadedreng som mig og tildele mig en hovedrolle, som mange ikke troede, jeg kunne løfte, lød det fra Roland Møller, mens hans odenseanske heppekor af homies hujede bagest i salen.

Vinder af årets Bedste mandlige birolle, 18-årige tyske Louis Hofman, takkede derimod Roland Møller for 'at være den bedste, han har spillet med'.

Bodilprisuddelingen er Danmarks ældste filmpris. Den uddeles af Danske Filmkritikere og er i år blevet uddelt for 69. gang.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve