Tema Herrens Veje

Adam Price om ny tv-serie: Hvis nogen tror, præster er pæne mennesker – så tager de fejl

På søndag blænder DR1 op for den spritnye dramaserie 'Herrens Veje', der er skrevet af Adam Price. Med serien håber han at kunne lukke folk ind i et for mange ukendt univers.

Han var manden, der åbnede de tunge døre til Christiansborg og med verdenssucces til følge fik formidlet dansk politik i fiktionsserien 'Borgen'.

Nu er manuskriptforfatter Adam Price så klar til endnu engang at lukke danskerne inden for i et miljø, som kun de færreste af os færdes i og kender til – nemlig det danske præstemiljø.

Herrens Veje

'Herrens Veje' er et familiedrama om tro og tvivl. Omdrejningspunktet er en moderne dansk præstefamilie, hvor både forpligtelsen til at forkynde skriften og præstefaget er gået i arv i generationer. 'Herrens Veje' vises på DR1 hver søndag fra den 24. september.

Gå til tema

Det sker med dramaserien 'Herrens Veje', hvis første sæson på ti afsnit har premiere på DR1 på søndag klokken 20.

- Hvis der er nogen, der tror, at præster kun er nogle pæne mennesker, der går i seng klokken 21 med hænderne over dynen og ikke vil deres medmennesker noget andet end godt, så tager de fejl, siger Adam Price.

Præster er ikke ufejlbarlige

Søndag aften inviterede Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, i samarbejde med den historiske festival Golden Days inden for til et arrangement, hvor første afsnit af 'Herrens Veje' blev vist i kirkens loft.

Jeg håber, serien vil sætte en samtale i gang, og at vi vil diskutere med hinanden som aldrig før.

adam price

Netop Adam Prices pointe med, at præster langt fra er ufejlbarlige, var noget af det, der fangede tilskuer Mia Tvede.

- Præster har det her glansbillede omkring sig, som om de er hellige, rene og et eksempel på, hvordan man skal leve det kristne liv. Det er smukt at se de menneskelige fejl også hos præsterne og at se, at de jo er lige så meget mennesker som alle andre, uanset om man er troende eller ikke troende, siger Mia Tvede.

Se traileren til Herrens Veje

Tunge temaer lægger op til samtale

I 'Herrens Veje' spiller Lars Mikkelsen den dominerende og toneangivende provst og patriark Johannes, der kæmper en kamp både mod et mere moderne tænkende Kirkeministerium og ikke mindst sine egne, indre dæmoner.

Ægteskabet med Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen) er måske heller ikke så idyllisk, som det umiddelbart ser ud, og også parrets to sønner, August (Morten Hee Andersen) og Christian (Simon Sears), kæmper deres kampe med at finde deres veje i livet.

Der er mange temaer på spil allerede i første afsnit, bemærker flere af publikummerne efter afsnittet.

- Det er lidt tungt, og der er meget skyld på spil generationerne imellem. Der bliver prædiket en lethed, men der ligger et tungt slør hen over det. Jeg tror ikke, det behøver at være så tungt at være præst, siger eksempelvis Rikke Bertelsen og fortsætter:

- Serien lægger op til, at vi skal snakke om de ting, der bliver taget op. Der er rigtig meget på spil, og det synes jeg er smaddergodt. Der er virkelig meget at snakke om derhjemme.

Morten Hee Andersen spiller rollen som præstesønnen August, der forventes at gå i sine forfædres fodspor. (Foto: Tine Harden © dr)

Vi skal diskutere som aldrig før

Hovedforfatter på 'Herrens Veje', Adam Price, håber da også, at serien vil få danskerne til at tale sammen.

- Vi prøver at tage hul på de helt store spørgsmål i livet som eksistens, tro, tvivl, frygt og ens forhold til Gud – eller mangel på samme. Alle de kæmpestore ting, som vi alle roder med på et eller andet tidspunkt i vores liv, siger Adam Price og tilføjer:

- Jeg håber, serien vil sætte en samtale i gang, og at vi vil diskutere med hinanden som aldrig før.

’Herrens Veje’ har premiere på DR1 nu på søndag klokken 20.

Allerede tirsdag aften er der dog mulighed for at se premiereafsnittet. Det sker i Musik & Teaterhuset Sønderjyllandshallen i Aabenraa klokken 19.

Efter visningen af afsnittet vil seriens konceptuerende instruktør, Kaspar Munk, og seriens producent, Camilla Hammerich, fortælle om arbejdet med serien og svare på spørgsmål sammen med biskop Elof Westergaard fra Ribe.

Læs mere om arrangementet her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve