Analyse: Flygtningene vinder Guldbjørnen i Berlin

Den 66. filmfestival i Berlin blev skudt i gang i dag og festivalleder Dieter Kosslich har udråbt 'immigration' til overskriften på årets festival.

Berlinalen i den tyske hovedstad Berlin starter i dag og varer 10 dage. Thomas Vinterbergs film 'Kollektivet'

Om nogle timer vil den ene sorte limousine efter den anden dreje ned ad travle Potsdamer Strasse, mase sig gennem smalle Eichhornstrasse og kæmpe sig op foran den store bygning i bunden af forlystelsescenteret Potsdamer Platz.

Ud af bilerne vil stige stjerner som Meryl Streep, Josh Brolin, George Clooney, Tilda Swinton og Channing Tatum. De forsamlede mennesker vil hvine højt og fotografernes blitz vil oplyse pladsen mens stjernerne på skift går op ad den skrigrøde løber.

Det er skidekoldt, himmelen er mørkegrå, det regner og der er meget rarere indenfor, men det ignorerer alle medvirkende i det forunderlige optrin.

Lækre stjerner i labert skrud

Det er filmfestivalen i Berlin, som medierne elsker den.

Lækre stjerner i labert skrud på en rød baggrund ser ganske enkelt godt ud på billeder. Men billederne viser ikke, at stjernerne på den røde løber er at sammenligne med kransekagefigurer på toppen af en helt uoverskuelig, farverig, myldrende filmkage, der hedder Berlinale 2016.

Stjernerne vil vinke sig vej frem til varmen i den store bygning, Berlinale Palast, hvor de vil finde salens bedste skrigrøde sæder, midt mellem hundreder af mennesker i deres absolut pæneste tøj og festivalleder Dieter Kosslich, der er berømt for at elske lange farvestrålende halstørklæder.

De vil sætte sig til at se festivalens åbningsfilm, Joel & Ethan Coens ’Hil Cæsar!’ og de vil grine engang imellem og især tænke ’sikken en mærkelig film, de to skøre skiderikker igen har lavet’.

Det er ikke min Berlinale, det der

Udenfor, i gaderne omkring Potsdamer Platz, vil flere tusinde filmfolk og journalister ignorere at festivalens kransekagefigurer er i fuld gang med at suge mediernes søgelys til sig.

"De vil trække på skuldrene og tænke ’det er ikke min Berlinale, det der’"

Per Juul carlsen

De vil trække på skuldrene og tænke ’det er ikke min Berlinale, det der’, og så vil de mødes, drikke en øl, spise en frokost, netværke, måske flirte, vise små, bittesmå film, sælge film, købe film, lave aftaler, workshoppe, diskutere, skændes, kramme hinanden og sige ’vi ses i Cannes’ og i det hele taget holde hjulene i den verdensomspændende filmverden i gang.

Ukendte instruktører fra eksotiske lande

I de efterfølgende dage vil medierne igen tænde deres søgelys og rette det mod de 18 film, der deltager i konkurrencen om festivalens hovedpris. Journalisterne og kritikerne vil gætte løs om hvilken film, der vil blive udråbt lørdag den 20, lidt efter aftensmadstid.

De vil kigge på listen og undre sig over alle de ukendte instruktører fra eksotiske lande som Philippinerne, Iran, Tunesien og Portugal. De vil se på de velkendte navne og lave væddemål om det bliver amerikanske Jeff Nichols (’Take Shelter’ og ’Mud’) med ’Midnight Special’, franske Mia Hansen-Løve (’Eden’) med ’L’avenir’ eller måske danske Thomas Vinterberg med ’Kollektivet’, der stikker af med Guldbjørnen.

...de vil spotte at der i konkurrencen er en 8 timer lang filippinsk film med titlen ’En vuggevise til det sorgfulde mysterium’ og de vil tænke ’hvad fa’en er nu det?

Per Juul Carlsen

De vil se på italienske Gianfranco Rosis dokumentar ’Fuocoammare’ om flygtninge på øen Lampedusa og huske på, at festivalleder Dieter Kosslich har udråbt 'immigration' overskriften på årets festival.

De vil også mindes, at han i en video på Berlinalens hjemmeside vrisser over at de 61 rigeste mennesker ejer ligeså meget som de 3.2 milliarder fattigste. Og at han råber: 'Det er perverst! Det skal ændre før verden kan blive et bedre sted!'

Og så vil journalisterne blive enige om at prisen sikkert går til ’Fuocoammare’, for det er typisk for Berlinalen at honorere politisk korrekthed og at tage hele verdens dårlige samvittighed på sine skuldre.

Og de vil spotte at der i konkurrencen er en 8 timer lang filippinsk film med titlen ’En vuggevise til det sorgfulde mysterium’ og de vil tænke ’hvad fa’en er nu det?’

Holde liv i den myldrende filmverden

Og rundt omkring i gaderne vil filmfolkene ignorere hovedkonkurrencen og tænke ’det er alligevel ikke min Berlinale’ for de får alligevel aldrig tid til at se nogle af filmene fordi har travlt med at mødes, spise en frokost, netværke, pitche idéer, søge finansiering, sælge film, købe film, lave aftaler og workshoppe.

De vil gå fra det ene branchearrangement til det næste, fra den ene mystiske lille filmselskab eller EU-fond til den anden for at holde liv i den myldrende filmverden, og måske vil de have tid til at tænke for sig selv ’jaja, det er fint med al den glamour i Berlinale Palast, men det er jo ikke der, filmverdenen er’.

"De vil glæde sig over at Berlin er et af filmverdenens bedste udstillingsvinduer for græsrødderne og de små producenter"

Per Juul Carlsen

Og de vil glæde sig over at Berlinalen er så rummelig en filmfestival, der ved at det netop er på de små kontorer og i de verdensomspændende netværk morgendagens film bliver skabt, og at festivalen derfor giver plads til kortfilm, ungdomsfilm, tv-serier og har hele tre programserier til at samle op på hele verdens filmmangfoldighed.

De vil glæde sig over at Berlin er et af filmverdenens bedste udstillingsvinduer for græsrødderne og de små producenter og at det ofte er her, film får et springbræt til at hoppe ud i den store verden.

Og de helt almindelige filmfolk vil sige til sig selv: ’Det er min Berlinale’.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve