ANMELDELSE Deadpool’ viser en bidsk og syrlig kærlighed til superheltefilm

Superheltene bliver demonteret og alligevel hyldet hos 'Deadpool', superheltenes flab.

Vil superheltefilmene nogensinde være i stand til at rejse sig igen?

Det er muligt at superheltene stadig har det helt fint, men filmene om dem, de der spillefilm, hvor en eller anden stakkel får superkræfter og må gå gennem talrige identitetskriser for at finde sig selv og samtidig skal redde verden, har de et liv ovenpå ’Deadpool’?

Er der noget tilbage?

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

Instrueret af En hjernedød amøbe

Allerede inden filmen egentlig er gået i gang, bliver superheltegenren udsat for et mordforsøg.

'Instrueret af En hjernedød amøbe', står der fx henover lærredet i forteksterne til filmen. Og kort efter lister filmen de væsentligste medvirkende op: 'En lækker dulle. En komisk bifigur. Et computerskabt væsen'. Osv.

Én for én gennemgår forteksterne alle klichéerne i superheltefilm, og den ender med at slå fast, at de egentlige helte er manuskriptforfatterne, der har fundet på det hele, mens resten af filmholdet i princippet er ligegyldige. I kender lortet. I har set det før, erklærer ’Deadpool’ flabet

41 konfirmerede drab

Og sådan fortsætter ’Deadpool’ med at underminere superheltefilmene.

Vores helt er alt andet end en helt, hvilket han selv er den første til at understrege. Oprindeligt er han elitesoldaten Wade Wilson med 41 konfirmerede drab bag sig.

Senere tilbringer han dagen med vrisse af sig selv og verden blandt udskud og strippere i byens underverden, indtil han møder den smukke Vanessa og oplever en af de små solbeskinnede reklamer mellem livets nedture, som han selv beskriver det.

Og ganske rigtigt, pludselig får Wade konstateret kræft og han ender i en underligt lyssky behandling, der gør ham til mutant.

Undervejs bliver Wade vansiret og da han endelig slipper ud fra laboratoriet, der har reddet hans liv, men ikke hans udseende, sværger han hævn over laboratoriets leder, mutanten Francis. Superantihelten Deadpool, superheltenes frække fætter, er født.

Hvor kommer mutanterne fra?

Hvis man har lyst til det, kan man hurtigt spænde ben for ’Deadpool’. Den hænger sammen som en selvdød narkoman, der har ligget i solen i 1000 år, som Deadpool selv ville have formuleret det.

Hvad er det for en verden, filmen foregår i? Hvor kommer mutanterne fra? Hvilken plads har de i byen? Hvordan kan Deadpool myrde løs i underverdenen uden at nogen tager notits?

Og hvorfor i alverden bor Francis i et skrottet hangarskib, der står i udkanten af byen.

Det giver med nød og næppe mening, hvis man kender superheltenes univers i forvejen og ved at mutanter færdes i forlaget Marvels ’X-Men’-serie.

Derudover er der kun én logik i ’Deadpool’: at demontere superheltene så grundigt som muligt. Og samtidig være en superheltefilm. En umulig balance, skulle man tro, men skidtet holder.

Mundlortet vælter ud

Intet er helligt for den debuterende instruktør Tim Miller, der serverer ’Deadpool’ med en bidsk og syrlig kærlighed til superheltefilm.

Mundlortet vælter ud af Deadpool, spillet af Ryan Reynolds, der åbenlyst nyder at pille sit image som hr Svigermors drøm fra hinanden.

’Kræft er som at se Uffe Holm varme op til Big Fat Snake til Randers Festuge’, lyder et eksempel på Deadpools endeløse verbale diarre.

Alt og alle får et los i skridtet, inklusive Ryan Reynolds selv.

’Hvis I har set filmen ’127 timer’ ved I hvad der sker nu’, oplyser Deadpool til publikum mens han bliver slæbt hen ad asfalten i håndjern. Og ganske rigtigt, som i Danny Boyles’ ’127 timer’ skærer Deadpool sin arm over, efterlader en stiv fuckfinger på sin afskårne hånd og tager en saltomortale udover en motorvejsbro og ned i en skraldebil, der kører forbi nedenunder.

Lemlæstede kroppe og afskårne hoveder

Branderterne vælter rundt, i selskab med lemlæstede kroppe og afskårne hoveder, der bliver brugt som kasteskyts.

Hvis joken er dårlig, og det hænder skam, er Deadpool den første til at beklage, direkte til publikum

Da en mystisk person dukker op, vurderer Deadpools ven metakommenterende, at personen måske vil skubbe plottet i filmen videre … Og pludselig diskuterer Deadpool og hans medhjælper, en ældre blind sort kvinde, hvilken IKEA-reol, der er bedst, Kullen, Borja eller Yrsil.

’Deadpool’ er en hvirvelvind af en film, dyster, grum, hysterisk, hypervoldelig, morsom, grotesk,snottet, flabet, fræk og uhæmmet respektløs.

Vil superheltefilmene nogensinde blive sig selv igen? Det er virkelig svært at forestille sig.

'Deadpool' er i de danske biografer fra den 11. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve