ANMELDELSE Denne film er ikke til at forstå - men den er fantastisk

Den japanske animationsfilm ’Your Name’ er så en vild drømmerejse, at anmelder Per Juul Carlsen kvitterer med fem stjerner.

'Your Name’ er en ungdomsfilm. Men ikke som vi kender genren i Skandinavien.

Jeg indrømmer det gerne. Jeg begriber ikke, hvorfor Mitsuha og Taki bytter krop, når de drømmer.

Det har et eller andet at gøre med den gamle væv, Mitsuhas mormor sidder og roder med. Dødsriget, der ligger i et meteorkrater, ikke så langt fra Mitsuhas hjem, har også en betydning. Det samme har en oldgammel komet, der med 1200 års mellemrum flyver henover den lille by, Mitsuha bor i, og dropper en meteor eller to på landjorden.

Per Juul Carlsen

Filmtossen Per Juul Carlsen er vært for Filmselskabet på DR K og Filmland Podcast samt anmelder på P1 Eftermiddag.

Han er ikke meget for at tale om yndlingsfilm, men vil gerne vedgå, at hans liv blev formet af Monty Python, David Lynch, ’Rumrejsen år 2001’, ’Blade Runner’, talrige tegneserier og en helt igennem fortræffelig barndom i Randers.

Jeg forstår heller ikke helt, hvad der sker, når Mitsuha og Taki får deres kroppe tilbage. Foregår det også, når de drømmer? Eller sker der bare af sig selv. Eller hvad? Jeg forstå heller ikke tidsforskydningen mellem dem. Hvordan kan de kommunikere, når Taki tilsyneladende er nogle år længere fremme i tid end Mitsuha?

Forestil dig at vågne op som et andet køn

Men forvirringen gør ikke spor.

Det er netop charmen ved den japanske animationsfilm ’Your Name’, at den flagrer rundt i en kryptisk drømmerejse på tværs af tid og rum. Den er på mange måder som en psykedelisk popsang, hvor to mennesker er forbundne på tværs af deres drømme, uden at skidtet har den mindste logik.

’Your Name’ er en ungdomsfilm, men vi er godt nok meget langt væk fra den klassiske skandinaviske ungdomsfilm, hvor vi så præcist som muligt skal lære de unge menneskers følelsesliv at kende. Det er de store himmelstræbende teenagefølelser, der er på spil. Skidt være med mobning, kønsidentitet, gruppepres og den slags dagligdags udfordringer. ’Your Name’ rækker ud efter stjernerne.

Det bliver det ikke mindre rørende eller relevant af. For eksempel leger instruktøren Makoto Shinkai med en tanke, som de fleste af os genkender, at vi passerer et andet menneske på gaden eller i bussen, og vi på en eller anden måde mener at kende personen et sted fra.

Og så er der ikke mindst en gammel teenagefantasi på spil. Hvordan vil det føles for en dreng at vågne en morgen og pludselig være en pige med bryster og den slags? Og hvordan vil det føles for en pige at vågne op med tissemand? Hvordan vil det være at bytte identitet med et menneske, man er tiltrukket af?

Det er mildt sagt en vild film

Derudover leger Makoto Shinkai med at sætte en række modsætninger op. Taki lever for eksempel et tjekket liv i storbyen Tokyo, hvor han fantaserer om at komme tilbage til rødderne i naturen.

Og landpigen Mitsuha, der bor i en pittoresk lille by ved en sø, langt pokker i vold ude på landet, drømmer om at være en lækker fyr i Tokyo. Vore dages rationelle tænkning bliver opløst i oldtidens mystik. Og midt i det hele opstår et drama. Det viser sig nemlig, at Taki fra fremtiden skal hjælpe Mitsuha og hendes by med at undgå et meteornedslag.

Det er mildt sagt en vild film, der styres af drømmenes logik, mens det japanske band Radwimps sender det hele af sted mod stjernerne med bombastisk og højtflyvende Coldplay-lignende rockmusik.

Klar til at give den fuld skrue

Det er langtfra konventionel filmmusik, der forsøger at støtte billederne og følelserne. Radwimps spiller snarere som om, de pisker af sted foran begivenhederne, hvilket giver ’Your Name’ en dejligt anderledes forpustet, halsende stemning.

Instruktøren Makoto Shinkai er blevet udråbt til arvtager efter japansk tegnefilms gamle mester, Hayao Miyazaki, der er gået på pension. Men Shinkai er helt sin egen. Han er langtfra så naturromantisk som Miyazaki. Han kan lide fart, han holder af storbyens glimmer og forvirring, og med sine tegninger dyrker han en helt anden stil, inspireret af musikvideoer, reklamer og trickfotos.

Shinkai giver den kort sagt fuld skrue i sine film, på alle planer, og ’Your Name’ er i mange henseender mere en følelse end en egentlig historie, en vild rejse ud mod kometerne derude.

En storbydreng vågner op langt ude på landet med bryster. Og en bondepige vågner i Tokyo med en tissemand. Okay, så kører vi. Se jer ikke tilbage ….!

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve