ANMELDELSE Det er jo lige før, det ligner en rigtig teenager

Ungdomsfilmen ’The Edge of Seventeen’ tør være både grov og grovsjofel.

'The Edge of Seventeen' trænger lidt dybere og er lidt grovere, end teenagefilm plejer at være, mener DR's filmanmelder Per Juul Carlsen.

Det er ikke mange år siden ungdomsfilm blev regnet for en besværlig og frustrerende størrelse.

De voksne i filmmiljøerne syntes, det var bidende nødvendigt at fortælle om de hektisk teenageår, for hold kæft hvor er de netop hektiske, og besværlige og vilde og fortumlede og forvirrende og traumatiske og helt igennem potentielt fantastiske. Og hold kæft hvor er det nødvendigt at have nogen til at guide nye teenagere tørskoede i land på den anden side.

Men i mange år gad teenagerne ikke se film om dem selv. De gad tilsyneladende ikke se på fodformede gode råd fra belærende voksne. Og ikke mindst danske ungdomsfilm havde en uheldig tendens til at drukne effektivt i strømmen.

'Skam' har gjort teenagefølelser hippe

Alt det har den norske tv-serie ’Skam’ vendt op og ned på. Fuldstændigt. Nu er det pludselig hipt at endevende alle teenagefrustrationerne. Jo flere forvirrede følelser, jo mere usikkerhed, jo mere identitetskrise, jo bedre.

The Edge of Seventeen

Instruktion: Kelly Fremon Craig

Medvirkende: Hailee Steinfeld, Woody Harrelson, Hayden Szeto

Premiere: 20. april

Det er langtfra sikkert den amerikanske filmmager Kelly Fremon Craig har skænket det en tanke. Hendes ’The Edge of Seventeen’ ser ikke ud til at være inspireret af norske ’Skam’, faktisk ligner den tusindvis af andre amerikanske teenagefilm.

Men den ankommer på den bølge af optimisme og positivisme, ’Skam’ har skabt, og den har et mod til at trænge lidt dybere og være lidt grovere og noget mere direkte end teenagefilm plejer.

Ironi om de store følelser

Se bare scenen, hvor vores hovedperson, den snart 17-årige Nadine, tumler ind i skoleklassen og fortæller sin lærer, at hun ikke kunne lave lektier, fordi hendes far er omkommet ved en bilulykke. Læreren tjekker kalenderen og konstaterer, at der er gået fem år, siden faderen døde, og at udløbsdatoen på den slags dødsrelaterede undskyldninger for manglende lektieløsning er et år. Og så sætter Nadine sig mut og tvær på sin plads.

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på programmet 'Filmland'.

Eller scenen, hvor Nadine kommer væltende ind i klassen med store armbevægelser i lærerens frokostpause og fortæller, at hun har tænkt sig at begå selvmord, og læreren ironisk – og temmelig uempatisk – forklarer, at han selv lige sidder og skriver på sit eget selvmordsbrev.

- Du bliver så meget fyret, når jeg har taget mit eget liv, fnyser Nadine.

- Tjah, man har lov at håbe, svarer læreren tilbage.

Så grovkornet og ufølsom en humor er usædvanlig i ungdomsfilm, især i den polerede amerikanske slags, hvor problemer helst ikke må gøre alt for ondt og derfor bliver behandlet overfladisk. I den henseende lander ’The Edge of Seventeen’ et spøjst sted mellem typisk amerikansk ungdomsfilm og den amerikanske independent-ånd, der hvor film gerne må – eller helst skal være – sære, skæve og udfordrende.

Håber på at filmen danner skole

Brugen af musik, det akavede forhold til den enlige mor, de evindelige forsøg på at finde ud af, hvorfor man bare ikke er ligeså tjekket som de andre, og de klodsede forsøg på at finde en kæreste ligner noget fra hundreder af andre teenagefilm.

Men ’The Edge of Seventeen’ har også noget, der er dens helt eget, især i samspillet mellem Hailee Steinfeld som Nadine, Woody Harrelson som hendes coole lærer og Hayden Szeto som den forvirrede nørd, Erwin, der måske er et bud på en kæreste, måske bare en ven.

Scenen, hvor Erwin forsøger at kysse Nadine, mens de kører rundt i et pariserhjul i et tivoli, og han bagefter forsøger at få stoppet hjulet, så de kan komme af, er f.eks. et mesterstykke i pinligt komisk teenageakavethed. Og sådan veksler ’The Edge of Seventeen’ hele tiden mellem noget, vi afgjort har set og følt før, og noget, der er så dejligt akavet og pinligt og grovkornet, at det ligner et rigtigt teenageliv.

’The Edge of Seventeen’ må meget gerne være et tegn på, at teenagefilm er på vej ud af formlerne og ind i mere personlige historier.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve