ANMELDELSE En enorm menneskekrop vågner af sin dvale i mexicansk film

Hvorfor placerer 'Walking Distance' en kæmpestor skuespiller i hovedrollen? Her er et bud.

Der er mange måder at fare vild i ’Walking Distance’.

Se bare hovedpersonen, Federico Sanchez, en mere end almindeligt overvægtig mand, der bor alene i et forfaldent boligkompleks, alle andre har forladt.

Manden er så overvægtig, at hans hjerte er ved at give op. Han kan knap gå, men begiver sig alligevel på en sjælden rejse gennem byen for at få fingre i et nyt digitalt kamera.

Undervejs passerer han nogle drenge, der spiller fodbold. Bolden lander for hans fødder og drengene be’r ham sparke bolden tilbage, men han når aldrig at reagere, før drengene selv har snuppet bolden igen

Mobber filmen de horisontalt udfordrede?

Hvad er nu det for noget? Mobber filmen de horisontalt udfordrede? Udstiller den fedme som noget sygeligt?

Nej nej, ro på, den mexicanske instruktør Alejandro Guzmán Alvarez er snarere fascineret af selve den visuelle side af den enorme skuespiller, Luca Ortega.

Det giver ganske enkelt spændende billeder med et menneske af sådan en størrelse. Især i en scene i slutningen af filmen, hvor Federico bliver vasket af sin søster, bliver den store mand en skulptur.

Det er tydeligt at Alvarez og hans fotograf har brugt tid på at lade lyset falde rigtigt på de forunderligt bølgede deller på Federicos ryg.

Er jeg nu sikker på at filmen ikke udstiller overvægtige mennesker? Ja, helt sikker.

De lurvede omgivelser

Man kan også fare vild i de lurvede omgivelser, Federico bor i. Tapetet smuldrer, gaden udenfor den store mands hus vælter i murbrokker og affald og vi får ofte at vide at Federico trænger til et bad.

Aha, det må være socialrealisme, der er i spil her. Nej, instruktør Alvarez kan snildt være kommunist, men han viser det ikke i ’Walking Distance’, eller ’Gåafstand’ som filmen hedder på dansk. Alvarez tænker snarere i særlige billeder.

Der er et smukt forfald ved Federicos lejlighed, og det bliver ekstra forstærket af fotografen Diana Garays kontrastløse og gulnede billeder.

Så er der Federicos søster, en humørløs skrappenralde, der tryner både Federico og hendes egen mand, Rámon. Er det hende, der er skyld i Federicos miserable eksistens?

Nej, der heller ingen misogyn dagsorden i ’Walking Distance’ og i øvrigt lever Federico ikke en miserabel eksistens.

En film for fotonørder?

Og hvad med alle de scener, hvor Federico tager fotos til højre og venstre? Og scenen, hvor Federico kæmper sig gennem byen for at nå hen til en fotohandler, hvilket i øvrigt er det eneste Federico gider bevæge sig langt for.

Er ’Walking Distance’ en film for fotonørder og en hyldest til fotografiets magi?

Nej nej, det er rigtigt at Federico og hans svoger Rámon og knægten fra fotohandleren, som Federico bliver ven med, er næsten grotesk begejstrede for at fotografere. De er helt balstyriske af glæde over miraklet i at trykke på en knap og at se en kopi af virkeligheden øjeblikket efter. Sjældent har voksne mennesker været så barnligt overstadige i en film.

Men fotografiet er et billede på livet, at ta’ tilværelsen til sig, at nyde det og reflektere over det, i ’Walking Distance’.

Et menneske, der vågner af sin dvale

Hvis Alejandro Guzmán Alvarez’ debutfilm handler om noget, er det et menneske, der vågner af sin dvale.

Derudover har Alvarez nok mest været optaget af at skabe et unikt univers på film, at bruge Luca Ortegas bjerg af en krop som midtpunkt i en film, der ikke er interesseret i at handle om noget, men mere dvæle i en stemning.

Med sit langsommelige tempo og sin finurlige humor minder ’Walking Distance’ ikke så lidt om Jim Jarmusch tidlige film, som ’Down By Law’ og ’Stranger Than Paradise’, men Alvarez har givet den filmiske søvngængertilstand sit særlige præg.

'Walking Distance' er i de danske biografer fra den 18. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve