Anmeldelse: En fascinerende rejse gennem kunsthistorien

'Peggy Guggenheim: Art Addict' er en levende dokumentar om kunst i 1900-tallet.

Vi ved nu, at Peggy Guggenheim kom fra en stenrig familie, at hun ikke mente at kunne opdrage sine sønner og derfor overlod dem til deres far, at hendes datter begik selvmord, at manden i hendes liv døde af at hjerteanfald under en operation i håndleddet, at hun mest af alt var interesseret i sex med spændende og begavede elskere og at hun var genert og havde en besynderlig vane med at stikke tungen ud af munden, som for at væde den yderste kant af sin underlæbe.

En absurd rig familie af excentrikere

Det er muligt, vi ikke ved alt om kunstsamleren Peggy Guggenheim ovenpå dokumentaren ’Peggy Guggenheim: Art Addict’. Men det føles unægtelig sådan.

Instruktøren Lisa Immordino Vreelands portræt er kærligt og kontant, men det er først og fremmest nysgerrigt på den her særegne kvinde, der blev Det sorte Får i en absurd rig familie af excentrikere og med årene skabte en af verdens mest berømte kunstsamlinger.

Vreelands film er ikke bare et portræt af et usædvanligt menneske med en usædvanlig historie, men også en rejse gennem et halvt århundrede, forbi to verdenskrige, en guldalder i kunstens historie og en brydningstid i amerikansk kultur.

Det er et portræt så mangfoldigt og eksotisk, at en fortæller ville blive bedt om at luge mindst halvdelen væk, hvis det var en opdigtet historie.

Døde på Titanic

Alene det faktum, at Peggys far, Benjamin Guggenheim døde på Titanic da hun var blot 13 år gammel, er næsten for meget.

Det samme er oplysningen om at hendes søster, Hazel, muligvis smed sine to små børn ud fra 13. sal af et højhus fordi hun ikke kunne udstå tanken om at de skulle vokse op hos hendes eksmand.

Det virker også alt for kulørt, at Peggy Guggenheim havde sex med noget nær alt og alle de store navne indenfor surrealisme, dadaisme og abstrakt ekspressionisme på Paris’ kunstscene i 1920’erne og 1930’erne.

Men det hører altsammen med til billedet af Peggy Guggenheim, der først og fremmest er berømt for at skabe kunstsamlingen på museet Peggy Guggenheim Collection i Venedig, i det flade hus næsten lige overfor Markuspladsen.

Forbavsende mange oplysninger

Det er forbavsende så mange oplysninger Lisa Immordino Vreeland kan presse ned på filmens godt halvanden time, og det fyldige portræt har netop været hendes intention.

Der er ikke mange forsøg på at komme alternativt ind på dokumentarfilmens form eller emnet Peggy Guggenheim.

Til gengæld har Vreeland tilsyneladende støvet alle hylder igennem for materiale om Guggenheim og hendes excentriske familie, og hun har formentlig talt med alle eksperter, der ved noget om Guggenheim. Og som Vreeland gør opmærksom på i begyndelsen af filmen, har hun en et ekstra trumfkort, et båndet interview med Peggy, begået af biografisten Jacqueline Weld få år før kunstsamlerens død i 1979.

Det interview er i høj grad med til at give fornemmelsen af at komme endog meget tæt på Peggy Guggenheim.

Først er det for at støtte vennerne – og elskerne

Vi får et klart billede af unge excentriske Peggy, der opsøger den eksperimenterende kunstscene i 20’ernes Paris og køber kunst af unge malere og skulptører som Marcel Duchamp, Max Ernst, Joan Miró, Pablo Picasso og Yves Tanguy.

Først er det for at støtte vennerne – og elskerne. Siden bliver det en del af et liv som kunstmæcen og gallerist.

Til at begynde med ved Peggy ikke meget om kunst. Siden er hun med til at opdage og opdyrke nye begavelser som action painting-maleren Jackson Pollock.

Det er svært at forestille sig, at man kan lære Guggenheim bedre at kende end man gør i Lisa Immordino Vreelands film.

Men først og fremmest er ’Peggy Guggenheim: Art Addict’ en fascinerende rejse gennem forrige århundredes kunsthistorie – og en god grundlæggende historie om et liv så fyldt med drama, at det halve burde være rigeligt.

'Peggy Guggenheim: Art Addict' kan ses i de danske biografer fra 21. januar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve