Anmeldelse: En film, der giver dig ungdommen tilbage

Italienske 'Youth' sender en hyldest til livsgnisten - uanset helbred og alder

Nogen film sidder rent i skabet. Du kan huske præcis hvorfor den film gjorde det store indtryk.

Du kan huske de følelser, den vækkede – måske mest af alt fordi du slet ikke vidste at præcis de følelser eksisterede og at netop de hår i nakken overhovedet kunne rejse sig.

Andre film er sværere at holde styr på.

Du kan huske, at du kunne lide filmen, at den gjorde et stort indtryk. Du kan bare ikke huske hvilket indtryk, det var.

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

Du kan huske, at de vækkede noget i dig – og på en eller anden måde har det, der blev vækket lagt sig til at sove igen.

En af festivalens bedste film

En af de film, der er svær at holde styr på er ’Youth’.

Den her anmelder så den første gang til filmfestivalen i Cannes. Det var en af festivalens bedste film, kan jeg huske, uanset at den fik tæsk af andre anmeldere, men jeg kunne ikke huske hvorfor den gjorde indtryk.

Jeg kan huske de særlige træk ved den italienske instruktør Paolo Sorrentino, at han ikke fortæller i en stram struktur fra punkt a til b, men at han konstant cirkler omkring sit tema, at han pludselig hopper ud af sammenhængen for at sætte en musiker til at spille et stykke musik midt i det hele, hvorefter Sorrentino kæder musikken sammen med noget, der er sket langt tidligere i filmen.

Hyggelig vrissen og vranten

Jeg kunne huske al billedliren. De lækre billeder af musikanter og gøglere midt i det fine hotel i de schweiziske alper, hvor næsten hele filmen foregår.

Jeg kunne huske Michael Caine og Harvey Keitel, de to vidunderlige gamle skuespillere, der altid minder én om hvorfor alderdommens stemme er værd, ja nødvendig at lytte til.

Jeg kunne huske deres gavmilde selvudlevering, deres hyggelige vrissen og vranten mens de gennemgår alle pinslerne ved at blive gamle.

Jeg kunne naturligvis huske øjeblikket hvor Miss Universe smider klunset og viser den smukke numse, der hænger overalt i bybilledet i de her dage og Michael Caine spørger ’hvem er det?’ og Harvey Keitel lakonisk svarer ’Gud’.

Kneb jeg en tåre til sidst?

Jeg kunne huske mange detaljer, men jeg kunne ikke huske temaet og sammenhængen.

Handlede 'Youth' virkelig bare om at nyde livet, uanset at det drilller engang imellem og at vi alle får gigt og skal dø på et tidspunkt?

Er det ikke for banalt? Sagde den ikke noget mere interessant?

Vækkede den 3-4 følelser, som jeg ikke vidste jeg havde i mig? Kneb jeg en tåre til sidst? Og hvorfor fik den også tæsk i Cannes?

Og så genså jeg ’Youth’ og pludselig strømmede det hele tilbage til mig. Al billedliren, Caine & Keitel, den smukke bare numse, den uhæmmede brug af musik. Rachel Weisz i en rørende rolle som Caines forvirrede datter. Og jeg fik genvakt de følelser, der var slumret hen igen.

Jeg huskede at udtrykket i kernen i filmen er ’livsgnist’, at filmen forsager enhver form for træt livslede og kynisme - ikke på en røvsyg selvudviklings-mærk-verden-agtig måde, men i et sanseligt og musikalsk billedsprog, der bestemt peger tilbage på Sorrentinos forbillede, landsmanden Federico Fellini, der netop også dyrkede film som et sanseligt, følelsesstruttende overskud.

Ungdom varer hele livet

Jeg blev mindet om at to gamle mænd, der konstaterer at en nøgen Miss Universe er Gud, muligvis er liderligt og sjofelt, men også sandt.

Jeg blev mindet om vi ikke findes uden liderlighed. Jeg blev mindet om at bruge mine øjne og mine ører, og nyde det jeg glemmer at nyde hver dag, og at tænke på at føle mig halvung i stedet for halvgammel og at der er millioner af flygtige følelser, som vi hver dag føler overfor vores nærmeste, og alligevel er vi ikke stand til at formulere og udtrykke dem.

Og ja, jeg huskede at jeg kneb en tåre i den urimeligt smukke afslutningsscene, hvor en af hovedpersonerne indser at Ungdom varer hele livet – hvis man holder liv i det.

Lokkende og leflende

Ja, Sorrentino minder rigtig meget om Fellini.

Ja, det er noget lokkende og leflende ved hans brug af smagfuld musik og reklamelækre fotos.

Ja, Sorrentino bruger billede kneb og han flagrer ud af mærkelige tangenter. Men han har bestemt også sit eget udtryk, og der er en konsekvens i hans flagren og brug af billige kneb.

Alt det huskede jeg, da jeg genså ’Youth’ og jeg håber, at jeg snart glemmer det igen, så jeg bliver nødt til at se ’Youth’ for tredje gang.

'Youth' er i de danske biografer fra den 14. januar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve