ANMELDELSE Hvis begrebet genistreg stadig giver mening er ny animationsfilm en genistreg

'Anomalisa' fastslår at Charlie Kaufman er en af amerikansk films originale fortællere.

Charlie Kaufman bryder sig ikke om den verden, der omgiver ham. Og os.

Han er ikke vred eller sur på den, snarere utilfreds. Og desillusioneret. Nok mere desillusioneret end utilfreds.

Charlie Kaufman kunne have siddet i en lejlighed et sted i New York og brugt hele sit liv på at surmule over en verden, der ikke fungerer. Han kunne have udviklet et alkoholproblem i protest.

Per Juul Carlsen

Per Juul Carlsen er filmanmelder og vært på radioprogammet Filmland.

Se profil

Heldigvis besluttede han at gøre noget andet, at skabe andre verdener, for at blive klogere på den verden, der er så svær at begribe.

I et andet menneskes hoved

Hvorfor har mennesker, der har været forelsket i hinanden, så svært ved at rydde op i deres følelser? I ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ fixede Kaufman den mangel i vores verden.

Her kan en læge slette alle dårlige minder om en tidligere kæreste.

Hvorfor kan man ikke være i et andet menneskes hoved? Den fejl i virkelighedens verden reparerede Kaufman i ’Being John Malkovich’, hvor en arbejdsløs dukkefører tilfældigvis finder en lille dør, der leder direkte ind i skuespilleren John Malkovich’ hjerne.

Indpakningen er klassisk Kaufman

Gennem sin godt 15 år lange filmkarriere har Kaufman jongleret med logikken i verden omkring os. Han har skrevet filmmanuskripter med så stor originalitet, at filmene mere bliver husket som hans end som film af instruktørerne Spike Jonze og Michel Gondry.

Verden bliver ikke nødvendigvis mere overskuelig af at se Kaufman-film som ’Orkidétyven’, ’Being John Malkovich’, ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og ’Synecdoche, New York’.

Men man bliver klogere af at se verden fra en helt ny vinkel. I den disciplin er Charlie Kaufman uovertruffen i dagens filmverden.

Det understreger Kaufman med sin nye film, ’Anomalisa’, hans første i 7 år siden debuten som instruktør med ’Synecdoche, New York’. Det er hans hidtil mest konkrete og letforståelige historie, en enkel beretning om den livstrætte selvhjælps-forfatter Michael Stone, der pludselig forelsker sig i en fremmed kvinde. Men indpakningen er klassisk Kaufman.

Formen gør ’Anomalisa’ til noget helt usædvanligt.

Dukker bliver vakt til live

’Anomalisa’ er nemlig en animationsfilm, instrueret sammen med Duke Johnson, der har stået for filmen stop motion-teknik, dvs den teknik, vi kender fra fx Walter & Trofast-filmene, hvor modellervoks eller dukker bliver vakt til live ved at flytte dem og ta’ et billede bid for bid.

Ikke alene er der en pointe i at ’Anomalisa’ ligner vores verden, og alligevel ser anderledes ud. Kaufman og Johnson har givet alle de samme ansigtstræk og den samme stemme, bortset fra Michael Stone og Lisa, som han forelsker i.

Hun er ingen speciel kvinde, hverken køn eller begavet, men i Stones øjne er hun et rent solstrejf af liv fordi hun ikke ligner eller lyder som den øvrige enorme grød af ens mennesker. Selv Stones lille dreng lyder som alle andre.

Ser verden som én stor uinteressant grød

Den leg med vores måde at opfatte verden er typisk Kaufman.

Vi får en virkelig klar fornemmelse af at Stone, der ellers er blevet berømt på at skrive en bog, der kan hjælpe andre, ser verden som én stor uinteressant grød. Verden er fremmed og kunstig for ham – et tema, der gennemsyrer næsten alle Kaufmans film.

Ved at sætte skuespilleren Tom Noonan til at lægge stemme til alle andre end Stone og Lisa, fornemmer man tydeligt hvor grå verden ser ud for Michael Stone. Og det mest utrolige ved Kaufmans greb om verden i ’Anomalisa’ er, at vi forstår hvor særlig Lisa virker på Stone.

Vi forstår hans passion for et helt ordinært menneske. DET er ganske enkelt imponerende gået.

En klar idé, der indrammer noget virkelig komplekst

Ud af Kaufmans virtuose ommøblering af virkelighed opstår en klar fornemmelse af hvordan andre ser og opfatter verden. Sjældent har fornemmelsen af at føle sig fremmed her på jorden og passionen for et andet menneske stået så klart på film.

Ordet ’genistreg’ er slidt og misbrugt. Men hvis det skal give noget mening igen, som et udtryk for en klar og enkel idé, der indrammer noget virkelig komplekst, er ’Anomalisa’ lige netop en genistreg.

'Anomalisa' er i de danske biografer fra den 3. februar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve