Anmeldelse: Hvis du tror ‘Bedrag’ er overdrevet så tro om igen

’Bedrag’ er en skøn blanding af det skandaløse amerikanske energiselskab Enron og den danske børsskandale omkring O.W. Bunker. Det hele er tæt på virkeligheden undtagen de hvide skjorter, skriver aftenens anmelder.

Natalie Madueño og Kristian Halken i 'Bedrag'. (Foto: Christian Geisnæs © Type 1)

”The main thing about money, Bud, is that it makes you do things you don’t want to do.” – “Wall Street” (1987)

Penge korrumperer – og ligesom i den ikoniske børsmægler film ”Wall Street” så er det i afsnit 4 af 'Bedrag' at flere af seriens personer lærer dette på den hårde måde.

Juri Cetti

Er uddannet cand. polit. Fra Københavns Universitet i 1998. Fra 1998 til 2011 arbejdede han som børsmægler/aktiehandler i forskellige banker og børsmægler selskaber. I 2011 stiftede han Dansk Faktura Børs som er en alternativ markedsplads der hjælper små og mellemstore virksomheder med at få adgang til billig likviditet uden om banken. Juri sidder endvidere i bestyrelsen for Dansk Crowdfunding Forening.

Energreen viser sig at være en skøn blanding af det skandaløse amerikanske energiselskab Enron og vores egen børsskandale O.W. Bunker – krydret med lidt DONG og et snert af børsmægler branchen.

Politiets fokus flyttes fra de to tradere til Energreens finansdirektør Ulrik Skov.

Under afhøringen undrer politiet sig over at han har godkendt lønninger og bonusser i millionklassen, hvilket han ikke selv finder noget mærkeligt ved.

Virkelighedens guldfugle bliver også forgyldt

For udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan en virksomhed, og især i finansverden, kan retfærdiggøre at betale enorme lønninger og bonusser ud til nogle udvalgte medarbejdere.

Så hvordan retfærdiggør en virksomhed eller et børsmægler selskab det overfor sig selv, når nu omverden finder det moralsk forkasteligt?

I Energreens tilfælde ved vi at de to aktietradere, Peter Søndergaard og Mark Nyager, har tjent ”hundredvis af millioner” til selskabet.

Lars Simonsen (Foto: Laust Trier Mørk © Type 1)

Lad os sige at de to aktietradere hver især laver 150 mio. kr. om året til Energreen, så er det jo ikke svært for Ulrik Skov at godkende at de hver især får 10 mio. kr. i bonus.

Ja, det er isoleret set mange penge men Energreen tjener 300 mio. kr. og det koster dem ”kun” 20 mio. kr. i bonusser.

Så for Sander og Ulrik er det en fed margin og alternativet er jo, at de siger op for at gå til konkurrenten og så laver man jo ikke 300 mio. kr. det år, og det er aldrig let at erstatte dem med nye dygtige folk.

"I virkelighedens verden har vi jo set den tidligere direktør for DONG Energy sige, at han følte sig presset til at give meget favorable lønninger til de såkaldte ”Guldfugle”"

JURI CETTI

Når en enkelt medarbejder tjener så mange penge til sin virksomhed, så giver det også magt, og den kan selvfølgelig også bruges opad i systemet til at sikre, at man får en høj aflønning.

I virkelighedens verden har vi jo set den tidligere direktør for DONG Energy sige, at han følte sig presset til at give meget favorable lønninger til de såkaldte ”Guldfugle” hos selvsamme selskab.

Ulrik Skov, ligesom Enron’s finansdirektør Andrew Fastow, viser sig også at være yderst kreativ mht. at vende underskud til overskud via kreativ bogføring, men han er også en presset mand, og den pæne familiefars overflade er begyndt at krakelere.

Ingen hvide skjorte i den virkelige finansverden

Sander vil ikke tillade at hans finansdirektør bukker under for presset, da Energreen står over at skulle lave en IPO (Intial Public Offering) – eller børsnotering på dansk.

Sander bruger investmentbankeren Johan Lehmann som rådgiver og i autentisk stil anbefaler han, at Energeen’s værdier skal krystalliseres for investorerne, hvilket betyder, at divisioner og datterselskaber der ikke vil bidrage til en højere pris for selskabet skal skæres fra.

Johan Lehmann er en autentisk og velspillet karakter og navnesammenfaldet med børsmæglerselskabet Lehmann Brothers, hvis konkurs var med til at udløse finanskrisen i 2008, er ikke uden humor.

"Som tidligere børsmægler vil jeg dog med et stort glimt i øjnene indvende, at Johan Lehmann burde droppe den hvide skjorte og vesten."

Juri Cetti

Som tidligere børsmægler vil jeg dog med et stort glimt i øjnene indvende, at Johan Lehmann burde droppe den hvide skjorte og vesten.

Havde han arbejdet i Londons finansdistrikt i min tid, ville han blive forvekslet med en taxachauffør eller tjener. Det er jo ikke et tilfælde at børsmæglernes foretrukne skjorte mærke hedder ”Pink”.

Sander kører Gordon Gekko-stilen

”Why do you need to wreck this company?” – “Because it’s WRECKABLE, all right? I took another look at it and I changed my mind!” – “Wall Street” (1987)

Mod sin finansdirektørs Ulriks vilje vælger Sander at følge investment-bankerens råd, og skaffe sig af med datterselskabet Thulander Industri, men inden det kan sælges skal 50% af de ansatte fyres og det forventer Sander at Ulrik ordner.

Uenig i beslutningen nægter Ulrik at udføre ordren, og til sidst tilbyder den ambitiøse nyudnævnte chef jurist at stå for afskedigelserne.

For at gøre de kommende investorer glade er det let nok at fjerne en division i et organisations diagram, men for Thulander Industri har det alvorlige konsekvenser og ikke mindst for de ansatte.

Vores ambitiøse chefjurists hårde facade viser også tegn på svagheder, når hun ser og oplever konsekvenserne af Sanders beslutninger.

"Det er helt modsat Sander. Han har ingen problemer med at pumpe penge ind i Thulander Industri det ene år for derefter at lukke den året efter i bedste Gordon Gekko-stil og fyre samtlige ansatte."

juri cetti

Thulander Industri’s direktør er af den gamle skole, og han lever i symbiose med sine ansatte.

Det er helt modsat Sander. Han har ingen problemer med at pumpe penge ind i Thulander Industri det ene år for derefter at lukke den året efter i bedste Gordon Gekko-stil og fyre samtlige ansatte.

Det har vi desværre også set masser af eksempler på i den virkelige verden.

”Man looks into the abyss, and there’s nothing staring back at him. At that moment, man finds his true character. And that is what keeps him out of the abyss.” – “Wall Street” (1987)

Nede i middelklassen går det ikke så godt, idet vores gæve og hårdtarbejdende politimand, spillet af Thomas Bo Larsen, har opdaget, at hans elskede hustru har været ham utro med hendes læge.

Også her mærker vi en snert af pengenes magt, da hustruen har valgt en hemmelig elsker, der kører i Jaguar og bor i et dyrt hus. Thomas Bo Larsen er på afgrundens rand, og vi må vente til næste afsnit for at se, om han kan rejse sig herfra.

Biltyvenes livsfarlige millioner

”If you need a friend, get a dog.” – ”Wall Street” (1987)

Nede I den kriminelle underverden sættes vores unge familie far og Bimse’s spirende venskab også på prøve af de mange penge.

Esben Smed og Julie G. Wester (Foto: Christian Geisnæs © Type 1)

De kan ikke stole på nogen, og spørgsmålet er, om de overhovedet kan stole på hinanden.

"I finansverden giver de høje lønninger fartblindhed og ingen vil undre sig over en enkelt medarbejderes fratrædelsesbonus på 2 mio euro."

juri cetti

I finansverden giver de høje lønninger fartblindhed og ingen vil undre sig over en enkelt medarbejderes fratrædelsesbonus på 2 mio euro.

I underklassen er den slags penge mere end rigeligt til at få en dræbt, hvilket de to biltyve snart finder ud af.

Selv den tilsyneladende hårdføre men retskafne svigerfar overrasker med en helt anden side af sin personlighed, da han finder ud af, at svigersønnen ligger inde med de mange penge.

“The Smartest Guys in The Room”

Sander og hans finansdirektør Ulrik har mange lighedstegn med Enron’s kriminelle administrerende direktør Jeffrey Skilling og hans finansdirektør Andrew Fastow, som blev kaldt ”The Smartest Guys in the Room” i en prisbelønnet dokumentar om USA’s 4. største konkurs nogensinde.

Sander har desuden vist sig at være glad for at lege trader i et tidligere afsnit og ligesom Energreen traderen Peter Søndergaard, er han både top arrogant og egoistisk.

"Nogen vil mene, at Søndergaard og Sander er klichéfyldte karakterer, men jeg synes, de er spot on"

juri cetti

Nogen vil mene, at Søndergaard og Sander er klichéfyldte karakterer, men jeg synes, de er spot on.

Nogen af de mest arrogante og ubehagelige mennesker, jeg har mødt i mit liv har været aktietradere, og i en tv-serie skal der være plads til dramatisering.

Masters of the Universe

En undersøgelse fra 2011 foretaget af Univercity of St.Gallen i Schweiz viste, at en testgruppe på 28 tradere opførte sig mere hensynsløst, egoistisk, manipulerende, og var mere villige til at tage risiko end en tilsvarende gruppe psykopater, der tog den samme prøve.

I 1980’erne blev stjernetradere kaldt ”Masters of The Universe”. Sådan opfattede de også sig selv, og sådan en selvopfattelse kombineret med uendelig grådighed kan være en farlig størrelse.

Det er i det lys vi skal forstå, hvorfor de to tradere i serien kaster sig ud i økonomisk kriminalitet, selvom de har en fyrstelig gage og alle materiale goder.

I sagen om O.W: Bunker endte ledelsen også med at skyde meget af skylden for konkursen på en enkelt af selskabets olie tradere ude i Singapore, der havde valgt at gå ud over sine beføjelser.

"Jeg synes, at Per Fly har gjort det godt med ”Bedrag” og fjerde afsnit af serien er aldeles fremragende"

Juri cetti

Jeg synes, at Per Fly har gjort det godt med ”Bedrag” og fjerde afsnit af serien er aldeles fremragende.

Hvis man tænker, at den kan være en anelse overdreven, så kan jeg kun anbefale, at man læser lidt om Enron-skandalen eller om O.W. Bunker, der blev børsnoteret i Danmark i foråret 2014 for at gå konkurs seks måneder senere.

Som oftest overgår virkeligheden fiktionens verden.

Du kan se eller gense hele aftenens afsnit af 'Bedrag' på DR TV her

Du kan også læse mere om serien på 'Bedrags' Facebook-side, som du kan klikke videre til herunder.

Er det fredag? Se flere fotos på Bedrag's Instagram: @BedragDRhttp://dr.dk/l/285

Opslået af Bedrag - DR på 15. januar 2016

Du kan også følge Bedrag på Instagram, som du kan klikke videre til her.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve