Anmeldelse: I 'Kollektivet' er kærligheden en sart og skrøbelig størrelse

Thomas Vinterbergs 'Kollektivet' er også en kærlighedsfilm med enormt K.

Et par minutter inde i Thomas Vinterbergs ’Jagten’ smider en flok berusede venner klunset og hopper i en kold skovsø. De hujer og råwer og har i det hele taget en fest.

Nogle minutter længere inde i Vinterbergs ’Kollektivet’ smider en flok mænd og kvinder også det hele og hopper i havet i bar røv og frie bryster og bajere i håret.

Det er skidekoldt, men humøret er højt. De har lige etableret et kollektiv. Det skal sgudda fejres.

En mening med den nøgne galskab

Nøgenbadningen er ikke ligefrem bærende scener i de to film, men der er en mening med den nøgne galskab.

Frivole og frisindede udskejelser har altid været en grundpille i Vinterbergs film, og i ’Jagten’ og ’Kollektivet’ kan man tydeligt mærke en protest mod et mere og mere bornert, snerpet, kontrollerende, overformynderisk, puritansk og angst samfund.

Nøgenbadningen er et råb tilbage i fjæset på et Danmark, hvor nøgne mennesker har noget med porno og undertrykkelse at gøre og hvor kvinder bliver udsat for heksejagt hvis de ammer i det offentlige rum.

Tabet af uskyldighed

Tabet af uskyldighed var et af temaerne i ’Jagten’, hvor en mand ved en misforståelse bliver anklaget for at have misbrugt en pige i en børnehave og lynhurtigt fryses ude af både venner og kolleger.

Uskyldstabet præger også ’Kollektivet’ hvor en flok venner bliver enige om at flytte sammen i en stor villa engang i midten af 1970’erne. Ideen er ikke kun at udnytte pladsen i alt for stort hus og spare penge, den er også at skabe fællesskab, at være fælles om sorger og glæder, at dele og at hjælpe.

Manden, der lægger sin families store villa til kollektivet, Erik, tager tanken lidt længere end oprindelig planlagt og får den idé at lade sin nye kæreste, en af hans elever på arkitektskolen, flytte ind – med konen Annas naive samtykke. Og her ryger uskylden og en blåøjet tro på en bedre verden.

Det frie, delende fælles liv er ikke så nemt.

Gider ikke servere alle klichéerne

Men Vinterberg er ikke i nærheden af at løfte så meget som en anklagende lillefinger mod 70’ernes hippiekollektiver. Og han gider slet ikke servere alle klichéerne om 70’er-hippier med afghanerpelse, psykedelisk rockmusik, indiske guruer, bollerum og almindelig tågesnak.

Heller ikke nutidens gængse opfattelse, at det frisindede og frie liv havde store omkostninger for de involverede, er Vinterberg i nærheden af. Han kan se problemerne i at leve som en stor familie, og det kan hans hovedperson i ’Kollektivet’, 14-15-årige Freja bestemt også. Hun holder af at være alene med sine følelser og med sin mor og far – og det er umuligt i det brovtende, bralrende selskab.

En kærlighedsfilm med enormt K

Det er kærlighedens vilkår i frie omgivelser, der er i spil i ’Kollektivet’. Der er skam social, altomfavnende kærlighed mellem kollektivisterne, men pointen i Vinterbergs film er ikke mindst, at kærligheden er en sart og skrøbelig størrelse.

’Kollektivet’ er ikke kun en film om 70’erne, selvom tidsbilledet er knivskarpt. Det er ikke mindst en kærlighedsfilm med enormt K.

Det er 70’ernes kollektive tankegang, der udfordrer Kærligheden i ’Kollektivet’, men Vinterberg omfavner samtidig en tid, hvor ikke alt, men meget var tilladt.

Det kan muligvis virke forvirrende, i hvert fald komplekst, og måske er det årsagen til at ’Kollektivet’ ikke virker så skarpt skåret og medrivende som fx ’Jagten’. Og bortset fra Anna (der bliver spillet af Trine Dyrholm, så man helt glemmer, at det er Trine Dyrholm) og hendes datter Freja, er figurerne ikke så levende tegnet op.

Hvorfor Eriks nye kæreste Emma, der virker til at være et tænksomt væsen, gider at være kæreste med en dobbelt så gammel kolerisk vatpik, forbliver fx en gåde.

Livet og dagligdagen i kollektivet bliver heller ikke rigtig nærværende.

Mere nøgenbadning, tak

Det gør til gengæld Annas kærlighed. Sjældent har en kuldslået kærlighed set så sønderskudt ud.

Det er svært at se den indlysende balance mellem hyldesten til de frie tanker i 70’er-kollektivet og den kuldslåede kærlighedshistorie.

Men det er også i den vaklende balance ’Kollektivet’ bliver udfordrende og kompleks. Og som altid er Vinterbergs velformulerede protest mod vor tids kontrollerende bånd velkomne.

Mere nøgenbadning, tak.

'Kollektivet' får dansk premiere den 14. januar

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve